Majken Sundahl, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening, samler affald med børnene til åbningen af affaldsindsamlingen.

Mandag morgen blev Affaldsindsamlingen skudt i gang over hele landet.

I løbet af ugen skal 125.000 børn og unge give naturen en forårsrengøring.

Den officielle åbning foregik hos Øresundsmiljøskolen i våde omgivelser på 'Den Blå Karamel' ud for Christiania i København.

En pose fuld af rådden lugt

Begejstringen er stor, og de spændte børn kan næsten ikke holde fingrene fra de fremlagte waders.

Efter en kort introduktion, bliver waders taget på i en vældig fart, og så går turen ellers ud i vandet.

Så snart fødderne rammer den mudrede bund, vågner konkurrencegenet hos eleverne.

De bliver delt i grupper af to - en poseholder og en samler.

- Jeg stjal det her fra pigerne, råber en dreng til nogle af de andre drenge, mens han stolt viser frem, hvad han har taget fra pigerne.

Ude fra vandet råber en pige ”AD” af en pige, som trækker en kæmpe plastpose op af vandet. Den er fuld af mudder, og trækker en rådden lugt med sig op af vandet.

Tre-fire andre piger stemmer i:

- Ej hvor er det ulækkert, siger den ene og

- Puha det lugter, siger den anden.

Selvom affaldet lugter, er det næsten ikke til at kalde eleverne ind til stranden, hvor sorteringen af affaldet skal foregå.

Object reference not set to an instance of an object.

Foto: Freya Kamille Nielsen
Ingrid Meiner Gadegaard på 9 år sidder og slapper af efter at hevet affald op af det kolde vand, der ligger ud fra Christiania.

På trods af beskyttende waders, blev fødderne kolde af vandet.

Alligevel vil Ingrid Meiner Gadegaard gerne ud og samle affald igen, hun synes nemlig, at det var rigtig sjovt.

Hundeposer, bolde og en tandbørste

På stranden bliver affaldet fordelt, og der er blevet fundet lidt af hvert. Plast, træ, flasker og en enkelt tandbørste.

- Det klammeste, vi fandt, var en hundepose med lort i, fortæller Ingrid Meiner Gadegaard.

Hun har aldrig været til affaldsindsamling før, men hun gerne vil af sted igen.

- Jeg kunne godt finde på at tage ud på søndag med min mor og far, jeg skal bare lige spørge dem først, siger hun.

Veninden Vera Ann Bøgeskov er også begejstret over dagens begivenhed:

- Det var rigtig sjovt, især fordi vi skulle gå i waders. Det har jeg aldrig prøvet før, siger hun.

Foto: Freya Kamille Nielsen
Vera Ann Bøgeskov på 9 år er glad efter en indbringende affaldsindsamling.

Hun kunne især godt lide Øresundsmiljøskolens waders, for hun har aldrig før prøvet at have waders på, og det føles sjovt at gå rundt i vandet med de beskyttende bukser.

Affald havner i naturen af forskellige årsager

Under sorteringen får børnene sig en snak om affaldet sammen med Majken Sundahl, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Børnene er overbevist om, at meget af det affald, de har fundet, ikke bliver smidt i naturen med vilje.

Da børnene bliver spurgt, hvorfor flasker havner i naturen, rækker en pige ivrigt hånden op.

- Er det fordi folk sender flaskepost?, spørger hun.

Majken Sundahl svarer med en smil på læben:

- Det kunne da være dejligt, hvis det var sådan, desværre bliver der nok også smidt flasker uden post i.

Præsident trækker i waders

Ella Maria Bisschop-Larsen, Danmarks Naturfredningsforening præsident, fulgte børnene ud i vandet.

- Det er super dejligt at se sådan en engageret 3. klasse, der synes, det er rigtig sjovt at samle affald. Jeg kan se, at de er meget interesserede i at få affaldet væk. Vi har lagt affaldsdagen her i foråret, for at vi kan gøre naturen forårsklar, så vi alle sammen kan komme ud og nyde naturen, uden at vi først skal over hundeposer, dåser og pizzabakker, siger hun.

Og det hjælper faktisk. Præsidenten kan se en markant forskel på de steder, hvor der bliver afholdt affaldsindsamling år efter år. Selvom det er en god udvikling, er det ikke det vigtigste resultat af affaldsindsamlingen:

- Dét at børnene er med, og lærer om affald i undervisningen, det gør en forskel. Vi kan faktisk mærke, at børnene er blevet mere klar over hvad affald er, og at det ikke hører hjemme i naturen. Det er hele formålet med, at vi laver affaldsindsamling.