Anne Albæk nåede ikke at få lang tid sammen med sin lille sorte bomuldshund Ingolf. Hundehvalpen var kun ni uger gammel, da den på en kort gåtur slugte en nikotinpose, der var blevet smidt på jorden.

Kort tid efter begyndte hundehvalpen at savle og ryste, så Anne Albæk ringede til dyrlægen med det samme. Der gik kun lidt over en halv time, fra hunden slugte nikotinposen, indtil den lå på dyrlægens bord.

Alligevel var Ingolfs liv ikke til at redde. Hundehvalpen døde af hjertestop på grund af nikotinforgiftning.

- Det var et stort chok, og min verden brød helt sammen, fortæller Anne Albæk.

- Jeg vidste godt, at nikotinposer er giftige for dyr, for min venindes større hund havde også engang slugt en. Den kastede op og blev indlagt, men den overlevede. Dengang var jeg ikke klar over, at blot en enkelt nikotinpose er nok til at tage livet af en lille hundehvalp.

Det er nu nogle år siden, at hvalpen Ingolf døde, men oplevelsen sidder stadig i 32-årige Anne Albæk. Og i dag er hun meget mere opmærksom på, hvor meget affald der ligger på jorden, når hun går tur med sin to-årige datter og deres nye hund.

- Jeg får helt ondt i hjertet, når jeg ser små hunde på steder, hvor det flyder med cigaretskod, nikotinposer og andet affald. Vores nye hund har faktisk også fået en nikotinpose i munden en enkelt gang, men der fik jeg den heldigvis ud, inden han slugte den, fortæller Anne Albæk.

Hjælp os med at fjerne affald fra byer og natur

Det flyder med cigaretskod, nikotinposer og andre former for affald, som kan være giftige for dyr. Og det skal fjernes fra vores byer og smukke natur.

Den 20.-26. marts vil over 200.000 danskere give Danmark en forårsrengøring. Og du kan være med.

Det tager kun et par timer - og du kan en finde en lokal affaldsindsamling nær dig.

Anne Albæks bomuldshund Ingolf var syv uger gammel på disse billeder. Det var blot to uger før, at en efterladt nikotinpose på jorden tog livet af hvalpen.

Nikotinposer som affald er et stigende problem

Det er desværre ikke kun Anne Albæk, der har været uheldig med kæledyr, der er blevet forgiftet. Ifølge Agria Dyreforsikring er antallet af anmeldte forgiftningsskader næsten fordoblet fra 2017 til 2021.

Nikotinposer er de senere år blevet langt mere populære, og mange af dem ender som affald på jorden. Og det bliver oplevet som et stigende problem hos Evidensia, der er Europas største veterinærkoncern med dyreklinikker i flere danske byer.

- Vi oplever hyppigere, at dyr kommer ind på vores klinikker, fordi der er mistanke om, at de har indtaget en nikotinpose på en tur. Så bliver de sat til at kaste op for at begrænse optaget af nikotin. Men det er heldigvis stadig sjældent, at vi oplever alvorlige nikotinforgiftninger, fortæller Anette Spohr, der er klinikchef og medical director i Evidensia Danmark.

Hun opfordrer til, at man altid rydder op efter sig selv og bruger skraldespanden til nikotinposer og andet affald, der indeholder nikotin og andre former for giftige stoffer.

Det flyder med nikotinposer og cigaretskod på en af de græsplæner, som Anne Albæk kommer forbi på sin morgentur med sin nye hund.

Hjælp os med at fjerne affald fra byer og natur

Den 20.-26. marts vil omkring 200.000 danskere deltage i Danmarks Naturfredningsforening årlige affaldsindsamling. Og det er store mængder affald, der plejer at blive fjernet fra vores byer og natur.

Affaldsindsamlingens rekord er på 182.000 kilo indsamlet affald, og cigaretskod er blandt den type affald, der bliver fundet allermest af. Et af årene blev der fjernet 1,5 millioner nikotinholdige cigaretskod under Affaldsindsamlingen.

Anne Albæk er taknemmelig for den indsats, når hun går tur med sin datter og deres nye hund.

- Det er fantastisk, at så mange hjælper med at fjerne affald. Det håber jeg også, at min datter vil være med til, når hun bliver ældre. Det er noget, som vi alle burde gøre, siger Anne Albæk.

Vil du også hjælpe os et par timer med at fjerne affald fra vores byer og natur? Så find en affaldsindsamling nær dig.

alt
Charlotte Juul
Projektleder
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 48 94 36

Så farligt er nikotin-affald for dyr

Nikotin er giftigt i høje doser for alle arter. Jo mindre dyret er, jo mindre nikotin skal der til for at blive forgiftet.

De hyppigste symptomer på nikotinforgiftning er ophidselse, opkast, savlen og åndedrætsbesvær. Ved meget høj dosis kan der opstå lammelse af åndedrættet, hvilket kan give hjertestop.

For hunde kan nikotin give symptomer ved ned til 1 mg per kg kropsvægt. Og et indtag fra omkring 9 mg per kg kropsvægt kan være dødelig. En nikotinpose har typisk mellem 4-16 mg nikotin per pose.

For eksempel kan en hund på 2 kg, der har slugt en nikotinpose med 16 mg nikotin, få alvorlige symptomer og være tæt på en dødelig dosis. Derimod vil en hund på 30 kg, der har slugt en nikotinpose på 6 mg, ikke forventes at have markante symptomer.

Hvis du har mistanke om, at dit dyr har slugt en nikotinpose, skal du kontakte dyrlægen hurtigst muligt.

Kilde: Evidensia