Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) undlod at udlevere en central anbefaling fra Miljøstyrelsen om sprøjteforbud ved vandboringer til Folketingets partier under forhandlingerne om en ny pesticidstrategi.

Det skriver Dagbladet Information.

Det er ikke mere end et par uger siden, at Radio24syv kunne fortælle, at netop et forbud mod at bruge sprøjtegift i særligt sårbare områder nær Danmarks omkring 7.000 drikkevandsboringer, i sidste øjeblik blev droppet i samme strategi.

Formålet med pesticidstrategien er ellers at sætte rammen for en reduceret belastning og fornuftig og sikker brug af pesticider i Danmark.

Den bedst mulige beskyttelse

Det skete på et møde den 24. februar 2017, at daværende miljøminister Esben Lunde Larsen blev præsenteret for notatet af Miljøstyrelsen. Notatet sagde, at et sprøjteforbud ved vandboringer ville give den bedste mulighed for beskyttelse af grundvandet.

Den oplysning blev bare ikke delt med partierne i Folketinget under forhandlingerne, der i sidste ende førte til, at regeringen droppede at indføre et sprøjteforbud ved drikkevandsboringer.

Sprøjtegift i hver fjerde drikkevandsboring

Og sprøjtegift belaster vores grundvand, som det ser ud i dag. Der er for eksempel fundet sprøjtegift i hver fjerde drikkevandsboring, og tidligere denne sommer måtte to vandværker i Hovedstadens Forsyning lukke midlertidigt ned, fordi der var fundet rester af sprøjtegift på over grænseværdien.

I dag ved vi meget lidt om, hvor mange sprøjtegift, der er i grundvandet, da det kun er få af dem, man analyserer.

- Risikoen er, at vi ender med at have drikkevand med rigtig mange forskellige stoffer i, fordi de forskellige sprøjtegifte nedbrydes til mange nye stoffer, som man oftest finder i grundvandet langt hyppigere end moderstofferne, siger Walter Brüsch, der er grundvandsgeolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Vil du have drikkevand uden gift? Se, hvad Danmarks Naturfredningsforening gør for dit drikkevand og bliv medlem.