Relanceringen rummer mere end 100 websites. Udover hovedhjemmesiden dn.dk, består det digitale univers af hjemmesider for Danmarks Naturfond, det økologiske gods og turistmål på Langeland Skovsgaard, Frivilligsiden for de aktive i foreningen, 95 lokale afdelingshjemmesider samt flere kampagnesites bl.a. Naturens Dag og Affaldsindsamlingen.

Besøgende vil på alle sites møde et forenklet, mindre teksttungt og mere visuelt design, som sætter naturen i centrum.

- Billeder siger ofte mere end ord, så derfor har vi i det nye enkle og luftige design givet den fantastiske natur meget mere plads. Vi har arbejdet med at gøre sitet medlemsrettet, og derfor er foreningens mange populære ture og arrangementer kommet i fokus på vores hovedsite dn.dk, siger digital redaktør Marianne Søndergaard.

Nyt indhold overalt

Med relanceringen er der samtidig sket en oprydning. Alle tekster er skrevet igennem, så formidlingen er kortere og bedre. På billedsiden er der kommet nye imagefotos.

Undervejs er mange gamle nyheder og sider om ikke længere aktuelle indsatsområder røget ud. Det samme er den hierarkiske menu. I stedet kan brugerne benytte sig af en optimeret søgemaskine.

- Vi har også arbejdet med at skabe meningsfulde navigationsflows, hvor brugerne bliver ledt gennem, hvad vi mener, hvad vi gør og opfordrer den enkelte til, i stedet for at brugerne skal ind flere forskellige steder og finde alle informationer, siger Marianne Søndergaard.

95 nye lokale hjemmesider

Med relanceringen følger også 95 nye lokale hjemmesider. Siderne bliver drevet og opdateret på frivillig basis af lokale webredaktører fra DNs afdelinger, og i årets løb har de deltaget på flere kurser for at lære det nye system at kende.

Resultatet er blevet nye flotte lokale hjemmesider. Find de lokale afdelinger

Nødvendigt skifte efter ni år

Udover strategi, design og indhold er det bagvedliggende CMS-system skiftet ud.

- Sidste gang vi skiftede web-platform var i 2007. Dengang fandtes ikke iPads og tablets, og udbredelsen af smartphones var på et minimum. I dag er over 50 procent af vores besøg på hjemmeside fra en mobil enhed eller tablet, siger it-chef Allan Nyhus om en af de primære årsager til skiftet.

Han fortæller videre, at med den nye web-motor bliver det muligt at bygge et digitalt univers, hvor bl.a. medlemmer får langt flere digitale muligheder, end man har i dag.

Udviklingsarbejdet er udført af det digitale konsulenthus Novicell.

Relaterede nyheder Nysgerrig efter mere? Find andre lignende artikler