I næste uge løber en af verdens største dokumentarfilmfestivaller CPH:DOX af stablen.

Og i år er det ikke kun i hovedstaden, du kan se fascinerende dokumentarer fra hele verden. Flere af filmene vises også i byer i resten af Sjælland, på Fyn og Jylland.

Men det er ikke den eneste gode nyhed. Alle medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening får nemlig 20 procent rabat på filmen The Milk System, der handler om hvordan mælk egentlig produceres.

Se traileren til The Milk System og bestil dine billetter med rabatkode 56434.

Rabat på The Milk System

  • Medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening får 20 procent rabat til The Milk System. Brug rabatkode 74192, når du køber din billet online.
  • Den 23. marts afholdes mælkedebat med mælkemusik og mælkecocktails på Aveny-T efter visningen af The Milk System med Jørgen de Mylius. Tilmeld dig eventen.
  • Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening får du rabatter på grønne produkter og oplevelser.
  • Ja tak! Bliv medlem for under 1 krone om dagen.

Syv naturfilm, du ikke må gå glip af til CPH:DOX

The Milk System –kun kbh

Fra små, familiedrevne gårde til nutidens ultra-produktive fabriksfarme. Landbruget har ændret sig radikalt over de sidste 30 år, og det samme har produktionen af mælk, der fortsat er en grundingrediens i fødevarer verden over - og en stor del af Danmarks eksportøkonomi. Men er det industrielle vokseværk virkelig mælkeproduktionens fremtid? Og findes der alternative og mere bæredygtige produktionsmetoder?

BONUS: Danmarks Naturfredningsforening inviterer i samarbejde med CPH:DOX til film og debat om den globale mælkeindustri med et panel af eksperter, producenter og forskere i smukke teaterrammer på Aveny-T. Der vil være velkomstmælk og ost er på fuldfed enggræsmælk fra Tude Ådal og et DJ-sæt efter arrangementet på Kellerdirk ved Danmarks helt store mælkefan Jørgen de Mylius. den 23/3 på Aveny T på Frederiksberg. Få biletter med rabat her!

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside.

Eating Animals – vises flere steder I landet

Ved du, hvordan en chicken nugget bliver til? Du har ikke lyst til at vide det. Men vil man alligevel gerne inspireres til at tænke over hvad man spiser, så er filmatiseringen af Jonathan Safran Foers bestseller et godt sted at starte. Foer forsøger nemlig ikke at omvende nogen. Han får os til at tænke et skridt videre - og til at konfrontere os selv med den industrielle kødproduktions konsekvenser ikke blot for dyrene, men også for os selv og den planet, vi lever på. Alle bliver hørt: Videnskabsfolkene, journalister og farmere fra begge lejre. Og uanset om man er kødspiser eller veganer, er der både stof til eftertanke og kød (eller tofu) nok på synspunkterne i Christopher Quinns film til at starte en ivrig diskussion henover middagsbordet.

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside.

The Green Lie – vises flere steder i landet

Hvad betyder øko, fair trade og bæredygtighed egentlig? Holder fødevareindustrien hvad den lover én, når man står i supermarkedet og skal vælge rigtigt? Og kan man redde planeten gennem shopping? Det rejser en skeptisk Werner Boote - Østrigs eget svar på Michael Moore - og hans tyske kollega Kathrin Hartmann verden rundt for at undersøge. Og virkeligheden viser sig ofte at være lige så langt fra markedsføringen, som konsekvenserne af 'den grønne løgn' er katastrofale.

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside.

Alma flytter på landet - for børn, kun kbh

Da Almas mor og far beslutter, at de skal skifte det travle byliv ud med livet på landet, skal Alma være meget modig. For selvom det er spændende at skulle flytte ud af byen, er det også mærkeligt og lidt skræmmende at skulle skifte børnehave, finde nye venner og flytte ind i et nyt hus. Husker hendes forældre, hvor vigtigt det er, at man kan bygge hule under sin seng? Og kan man godt klappe dyrene derude, eller er de lidt farlige? Vi viser tre afsnit af 'Alma flytter på landet', når vi undersøger hvordan dilemmaet mellem at bo inde i byen eller ude på landet ser ud i børnehøjde.

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside.

Blue – kun kbh

Mere end halvdelen af alt marint liv er forsvundet i løbet af de sidste 40 år. Det er blevet tydeligt, at oceanerne fungerer anderledes, end man troede for bare 100 år siden, hvor man så på havet som et sted med ubegrænsede ressourcer, som en losseplads immun for forandring eller tilbagegang. 'Blue' er mere end bare en billedskøn film om verdenshavene, som vi troede vi kendte dem. Klodens flydende økosystem er kilden til alt liv, men er i dag blevet indhentet af menneskets påvirkning, og i denne tankevækkende undersøgelse af havenes fremtid ser vi vandmasserne i et helt nyt lys.

BONUS: Efter visningen d. 18/3 debatterer forskere og eksperter filmens emne foran Den Blå Planets betagende Oceantank.

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside.

Jane – flere steder i landet

En af moderne tids mest betydningsfulde primatologer og kvindelige forskerpionéer, Jane Goodall, portrætteres i Brett Morgens elegante arkivfilm med smukt restaurerede irgrønne junglebilleder og en purung Goodall i den første tid som forsker i felten. I de unikke billeder, som ingen troede fandtes længere, oplever vi Goodall finde sit kald og grundlægge sit livsværk. Men også hendes karriere- og familieliv væves ind i en film, der giver et sjældent sanseligt indtryk af særligt hendes første år i Gombe

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside.

Guardians of the Earth – kun kbh

Verdens ledere er samlet for at nå til enighed om en aftale, der dybest set skal redde planeten. Obama, Merkel og Putin ligner helt almindelige mennesker, når de drikker kaffe af papkrus og udveksler afslappede hilsener. Men under diplomatiets overflade er det politiske spil en benhård og dybt fascinerende kamp på interesser - og på tid. Så om klimatopmødet i Paris i 2015 var en succes eller en fiasko afhænger af, hvem man spørger. Men i en observerende film skabt med fuld adgang får spillet et menneskeligt ansigt i en dybt passioneret kamp på paragraffer, penge og personlige lidenskaber. Alt er på spil.

Læs mere på CPH:DOX' hjemmeside.