Vi står midt i en global biodiversitetskrise, hvor arter af dyr uddør hurtigere end nogensinde før i menneskehedens historie. Et af hovedproblemerne er, at naturen mangler plads, og det gælder i høj grad i Danmark.

Den manglende natur betyder, at sommerfugle, humlebier og andre insekter mangler planter, hvor de kan finde føde og lægge deres æg.

Faktisk er 35 procent af alle danske sommerfugle truede eller allerede forsvundet. Og det samme gælder for 31 procent af de danske vilde bier som humlebierne.

Sådan kan du hjælpe

Hvis du vil hjælpe vores pressede insekter, kan du gøre din have eller altan lidt mere vild og naturvenlig.

- Det er vigtigt at have mange forskellige blomstrende planter i sin have, der blomstrer gennem hele sæsonen fra tidligt forår til sen efterår, for at der er pollen og nektar til både vilde bier, sommerfugle og andre insekter, fortæller Therese Nissen, der er naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Derudover er det også vigtigt at have værtsplanter i haven til sommerfuglenes larver – uden værtsplanter kommer der ingen nye sommerfugle.

I denne artikel kan du finde seks eksempler på blomstrende stauder, som sommerfuglene elsker. Og vil du have endnu mere inspiration, kan du downloade vores store folder "50 planter til sommerfugle".

  Gør som mere end 20.000 andre danskere - tilmeld din have eller altan til Slip Haven Fri.

Det er koster ikke noget, og du får vejledning til omlægning af din have og en flot sticker til postkassen.


6 gode stauder til sommerfugle


Alm. Knopurt (Centaurea jacea)

Når du planter Almindelig Knopurt i din have eller på altanen, kan du regne med mad til et væld af bier og sommerfugle, f.eks. sommerfuglen Græsrandøje.

Knopurt er en flerårig urt med purpurrøde blomster, som hver sidder oven på en brunlig, dunet knop.

Den er en hårdfør staude, som kan vokse de fleste steder, men har det bedst et tørt og lysåbent sted.


Blåhat (Knautia arvensis)

Vil du lokke den smukke sommerfugl Okkergul Randøje til din have eller altan, kan det være en rigtig god ide at plante Blåhat.

Blåhat er en flerårig urt med blåviolette blomster og en slank stængel bevokset med lange, dunede blade.

Den er en af de allerbedste nektarplanter for sommerfugle,
natsværmere, bier, biller og blomsterfluer, og så er den desuden nem at passe.

Blåhat kan bedst lide at vokse de steder, hvor der er mager, tør og veldrænet jord.


Kattehale (Lythrum salicaria)

Kattehale er værtsplante for sommerfuglen Skovblåfugl. Det vil sige, at den lægger sine æg på denne staude.

Derudover er Kattehale også en god fødekilde for flere vilde bier og svirrefluer.

Kattehale er en flerårig urt, der blomstrer i juli og august med mange tætte kranse af små purpurrøde blomster.

Den vokser primært på våd og rimelig åben bund og findes ved søer, åer, bække, grøfter, damme og tørvegrave.

Stauden er særdeles egnet til almindelig, fugtig havejord og regnbede, og derfor føres den også ofte som sumpplante.


Hvid okseøje (Leucanthemum vulgare)

Hvid okseøje er en flerårig urt fra margueritfamilien med én eller få store kurvblomster bestående af hvide rosetblade omkring en gul midte.

Stauden er en god fødekilde for mange insekter. Den giver nektar til langsnablede insekter som sommerfugle, og den giver pollen til svirrefluer, bier og biller.

Hvid okseøje er ret almindelig, og den trives især på lysåbne steder med tør til fugtig bund.


Alm. Kællingetand (Lotus corniculatus)

Almindelig Kællingetand er en flerårig urt, der i juni og juli får gule og til tider orange blomster. Den kendes særligt på 'tanden' midt i hver enkelt blomst.

Planten er en fremragende nektarplante, der giver føde til mange forskellige bier og sommerfugle, f.eks. Almindelig Blåfugl.

Derudover er Kællingetand en vigtig værtsplante for især forskellige blåfugle og høsommerfugle som f.eks. Argusblåfugl og Orange Høsommerfugl.

Selvom stauden kan vokse på alle jordbundstyper, så trives den bedst i næringsfattig, sandet og tør jord.


Alm. Røllike (Achillea millefolium)

Almindelig Røllike er en flerårig urt med randkroner af hvide, til tider rosa, blomster.

Røllike tiltrækker mange sommerfugle og bier, for den har en lang
blomstringstid fra juni til september, hvor dens nektar er til stor gavn.

Derfor er den god at have i haven eller på altanen, hvis man vil tiltrække sommerfugle som f.eks. den smukke Nældesommerfugl.

Stauden kan vokse alle steder, da den er meget tilpasningsdygtig og generelt ikke kræsen med, hvor den bliver placeret. Men den trives især på tørre og solrige steder.


Mere inspiration?

Vil du have flere tips til, hvordan du gør din have eller altan lidt mere vild og naturvenlig? Så tilmeld dig vores projekt Slip Haven Fri.

alt
Therese Nissen
Natur- & miljøpolitisk rådgiver

Fotos i denne artikel er fra Biopix, Pixabay og DN.