Aqua D’or skabte heftig debat med deres kampagne ”Skolevand til børn”. Der er både Facebookgrupper mod ordningen, og flere grønne organisationer så ingen grund til at sælge vand på flasker til skolebørn. Derfor er Danmarks Naturfredningsforening glade for, at virksomheden nu anerkender problemet med flaskevand til børn.

- Det var en virkelig dårlig idé, fordi vand på flaske har en lang holdbarhed på op til flere år, hvilket betyder, at flaskerne kan indeholde en masse bakterier, kim og afsmittende stoffer fra plastflaskerne, men også fordi den slags private og kommercielle ordninger koster tid hos lærerne og personalet, der kan bruges anderledes, forklarer Walter Brüsch, grundvandsekspert i Danmarks Naturfredningsforening.

Der er andre regler for fødevarer end for vores grundvand, og derfor er det tilladt at sælge postevand på flaske som ikke overholder grænseværdierne i vand fra hanen.

- Hvis de samme regler gjaldt for postevand på flaske, som det gælder for grundvandet, så er der meget vand på flaske, som ikke ville være tilladt at sælge, slår Walter Brüsch fast.

Hvis samme antal af bakterier og kim blev fundet i vandværksvand, som det der er fundet i vandflakser, ville det, ifølge Walter Brüsch, fører til, at embedslægen med øjeblikkelig virkning lukkede det vandværk, hvor samme antal bakterier blev fundet.

Drik vand fra vandhanen

Anbefalingen er klar, børnene bør drikke vand fra hanen. Det er renere og ofte mere kalkholdigt end vand på flaske.

- Mennesker har brug for kalk. Så hvis børnene for eksempel kun drak vand fra Aqua D’or, som indvinder deres vand under en hede i Brande, hvor der er meget lidt kalk i vandet, så burde de samtidig tage kalkpiller, for at få nok kalk, forklarer Walter Brüsch.

Hvis børnene kun drak det bløde vand kan det, ifølge Walter Brüsch, fører til en udvaskning af mineraler og kalk fra kroppen. Derfor anbefaler han på det kraftigste, at børnene drikker vand fra vandhanen.

For at undgå bakterier i genbrugsflasker, kan børnene benytte flasker, der kan tåle at komme en tur i opvaskeren.

alt
Walter Brüsch
Politisk rådgiver, geologi, grundvand og sprøjtegift
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 40 97 32 43