Nybagt brød og boller med tykt tandsmør er en velsmagende og gammel madtradition i juledagene. I stedet for at købe det hos bageren, kan du bage brødet selv.

Men hvilken gær skal du bruge til dejen? Den almindelige og konventionelle pakke til 1 krone, eller skal du betale fem gange så meget for den økologiske?

Vi har kigget nærmere på prisforskellen.

Økogær: Fem gange så dyrt

Økogær koster 4,75 kr. for 50 gram og den ikke-økologiske koster 0,95 kr. Begge af mærket Malteserkors. Øko-gær er altså 5 gange så dyrt.

Malteserkors-gær produceres i gærproduktionstanke ved en kompliceret proces, hvor gærcellerne får næring primært fra roemelasse, som er et restprodukt fra roesukkerindustrien.

For at gæren kan kaldes økologisk, skal den have næring fra roemelasse fra økologiske roer. Det er dog ikke muligt at få økologisk roemelasse i Danmark eller andre nordiske lande, og derfor skal det købes i Centraleuropa eller uden for Europa.

Økologisk melasse koster 5-6 gange mere, og det er hovedgrunden til, at økologisk gær er så meget dyrere.

Derudover er hjælpestofferne til produktionen af øko-gær også dyrere, og produktionsmængderne er på samme tid meget lavere end ved konventionel gær.

Hvorfor vælge økologisk gær?

Bageegenskaberne er stort set de samme ved de to typer gær, og derfor kan man spørge sig selv, hvorfor man skal vælge økologisk gær, når det er fem gange så dyrt.

Men i modsætning til konventionelt gær er økologiske gær produceret med økologiske roer, der er dyrket uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte. På samme tid er der ikke benyttede syntetiske vitaminer og pH-regulerende stoffer som i den ikke-økologiske.

Desuden skal der i produktionen af gær også bruges fosfor og kvælstof, og her er der også forskel på de to typer.

I produktionen af ikke-økologisk gær tilsættes der blandt andet ammoniak som kvælstofkilde og fosforsyre som fosfor-kilde.

Ved økologisk gær bruges derimod økologiske alternativer til de traditionelle hjælpestoffer. Blandt andet bliver økologisk soja brugt som en naturlig kvælstofkilde.