Måske kender du slåen fra børnesangen "Jeg ved en lærkerede" eller måske fra kryddersnaps, hvor det blåsorte, duggede bær giver snapsen en sødlig smag.

Smager man frisk slåen, vil munden snerpe sammen – slåen er ekstremt beske. For at få spiselige og spændende smagsnuancer frem, skal der ændres lidt på kemien i bærret. Det kan klares med frost. Eller saltning, som kan forvandle slåen til en nordisk udgave af oliven.

Læs også: De her bær og frugte kan du plukke i efteråret

Pluk inden frosten kommer

Slåen til oliven skal plukkes, inden planten får frost – fra september og frem til november.

Find slåen i krat og hegn. Ofte vokser busken tæt ved kyster. Grene er tornede, og bærrene uanselige, de glider let i ét ved baggrunden.

- Jeg anbefaler, at man i løbet af sommeren går og holder øje med, hvilke buske der bærer meget frugt”, siger Thomas Laursen, som er kok og professionel plantesamler til restauranter.

Under billederne kan du få hans opskrift på nordiske oliven, som stammer fra hans bog 'Vild', der er udgivet af Politikens Forlag 2017.

Opskrift på slåen-oliven

Slåen-oliven smager salt-sødt og er gode til ost, salater eller snacks.

Du skal bruge

  • 500 g slåen
  • Groft salt
  • 4 dl eddike
  • 2 dl sukker
  • 2 dl vand

Sådan gør du

  • Skyl bærrene og dæk dem med salt i en bøtte. Saltningen gør frugtkødet blødt og fast. Lad dem stå koldt i to måneder, gerne i køleskabet for at undgå bakterier.
  • Bærrene skylles fri for salt og puttes i glas med tætsluttende låg.
  • Kog 2 dele eddike, 1 del sukker og 1 vand op som en lage, lad lagen køle ned og hæld den over bærrene i glas.
  • Du kan spise af dine slåen-oliven efter et par måneder, men de bliver bedre efter 9 måneders lagring, hvor stenens smag sætter sig i frugtkødet og giver bærrene en marcipanagtig smag af amarena-kirsebær.