Derfor skal du droppe ålen til julefrokosten - og alle andre måltider

Gå til indhold

Lad ålen ligge ved julefrokosten. Ålen er nemlig kritisk truet. Alligevel fortsætter Danmark med at fiske ål og tillade salg af den rødlistede fisk.

Et stykke rugbrød med nyrøget ål, røræg og purløg har i mange år været en populær ret ved det danske julefrokostbord, når vi sidder der flankeret af familie eller venner.

Men selvom mange af os kommer til at savne den intense smag af røget ål – eller af stegt ål ved andre måltider - så bør vi helt stoppe med at spise den kritisk truede fisk, hvis den skal have en chance for at overleve.

Fuldt stop for al fiskeri af ål – også glasål til opdræt. Sådan lyder det nemlig fra forskerne i Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, da de kom med deres videnskabsbaserede anbefaling til fiskeriet af ål i 2023.

Todo

Fra dansk spisefisk til rødlistet truet art

Den europæiske ål har eksisteret i mere end 70 millioner år viser fossilfund, og ålen levede bl.a. videre, da dinosaurerne uddøde. Nu er ålen på få årtier gået fra at være en almindelig spisefisk i Danmark og i havene omkring Europa til i dag at risikere at forsvinde helt.

Læs om ålen på rødlisten her.

Mens andre lande som Irland har forbudt alt fiskeri af ål, så bidrager vi her i Danmark fortsat til ålens nedtur ved at fange og spise den. Trods risikoen for at være med til at udrydde ålen, så fortsætter fiskeriet efter ålen langs vores kyster, i vores fjorde, åer og søer.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at vores børnebørn også får lov at opleve en ål og derfor lukke for al fiskeri af ål, siger havpolitisk seniorrådgiver i DN, Cathrine Pedersen Schirmer.

Røde alarmklokker, men manglende vilje

Antallet af vildtlevende ål er faldet voldsomt siden 1980 og mængden af åleyngel, kaldet glasål, er faldet med hele 98 procent ved de europæiske kyster. Den europæiske ål er rødlistet af den internationale naturfredningsorganisation IUCN som kritisk truet, og ICES har i 20 år advaret om overfiskeri af ål.

Alligevel blev der i Danmark fanget 241 tons ål i det kommercielle fiskeri i 2021. Samtidig er der i bl.a. Sydeuropa et stort fiskeri af glasål, som bliver solgt til bl.a. opdræt i Danmark.

EU's fiskeriministre blev i december enig om fiskekvoterne for 2023 - herunder fiskeriet af ål. DN's opfordring til den danske fiskeriminister har været at totalfrede ålen og følge den videnskabelige rådgivning fra ICES, som anbefaler nul-fangst i både det kommercielt og rekreativt fiskeri i alle ålens leveområder, dermed også i ferskvand.

Først med fiskeriaftalen i 2025 er ålefiskeriet ned på et niveau hvor det handler om at bestandsovervåge udviklingen.  

”Opdræts-ål” er fanget vilde som små

At vi for længst burde være stoppet helt med at fiske, købe og spise den kritisk truede ål, det understreges af, at det er mere end 10 år siden, at de større supermarkedskæder i Danmark som Salling Group (dengang Dansk Supermarked), Coop og Rema 1000 stoppede med at sælge ål fra køledisken på grund af truslen om udryddelse. Og supermarkederne sælger hverken vildtfangede ål eller dem fra opdræt.

For selvom der måske står ”ål fra opdræt” på den vakumpakkede røgede ål, så er den fanget som vild, da den var lille. Det er nemlig ikke lykkes at få ålelarverne til at overleve længe nok i fangeskab, og derfor fiskes der hvert år store mængder glasål, der vokser sig store i opdrætsanlæg.

- Hvis du spiser ål, så stammer de fra den vilde ålebestand, som er kritisk truet. I 2020 blev der importeret over 2,5 millioner glasål til de danske opdrætsanlæg fra England, Portugal og Frankrig som fisker på den åleyngle, som ankommer ved Europas kyster efter deres 5000 km lange vandring. Det er stik imod forskernes anbefaling, fortæller Cathrine Pedersen Schirmer.

Ålen er rødlistet ligesom orangutangen og Sumatratigeren

Ålen er rødlistet ligesom orangutangen og Sumatratigeren

  • Bestanden af den europæiske ål er faldet drastisk

  • Ålen har i flere år befundet sig på den internationale naturfredningsorganisation IUCN’s røde liste over truede arter.

  • Her står den rødlistet sammen med bl.a. orangutangen og Sumatratigeren.

Ålefiskeri fortsætter trods advarsler

Trods eksperternes anbefalingen om nul-fangst af ål, så har EU’s fiskeriministre besluttet at holde ålefiskeriet åbent i seks måneder i 2023.

Ministrene blev dog enige om at forbyde al rekreativt fiskeri af det kritisk truede dyr.

Samtidig blev det besluttet, at ålen ikke må fiskes i tre af de måneder, hvor den rejser gennem dansk farvand på vej til Sargassohavet - og så skal Danmark finde i tre andre måneder at frede ålen i.

Danmark skal flytte lukkeperioden for ålefiskeri, så den giver mening

Det betyder, at Danmark nu skal indføre forbud mod at fiske ål i ålens såkaldte migrationsperiode.

Her svømmer ålen gennem de europæiske havområder på sin 5000 km opslidende rejse til Sargassohavet, hvor den gyder. For at skåne ålen på sin sårbare tur, må der ikke fanges ål i de tre måneder, hvor ålen passerer igennem et EU-lands havområder.

Ålens migrationsperiode gennem danske farvande mod Atlanterhavet topper i oktober og november, hvor langt størstedelen af ål fra Østersøen passerer Danmark.

- Ålebestanden er kritisk truet, og ålen burde efter Danmarks Naturfredningsforenings vurdering være totalfredet. EU-ministrenes rådsmøde har på den måde været en skuffelse. Alligevel glæder vi os over, at ålen som minimum nu er beskyttet i dens vandringsperiode, hvor den er sårbar og fangsterne typisk er højest. Nu får ålen fred, når den skal begynde dens lange vandring, og det er godt, understreger Cathrine Pedersen Schirmer, havpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Danmarks Naturfredningsforening deltager i flere udvalg i ministerierne der inddrages i forbindelse med fiskeriet og herunder et udvalg der specifikt arbejder med ålefiskeriet. Her arbejder vi hårdt for at sikre at forvaltningen bliver i tråd med forskernes anbefalinger og på den måde er  vi med til at sikre at havet bliver rigt igen - og gerne fyldt med ål.

Hvad kan du gøre?

  • Spørg din fiskehandler om hvordan fisken er fanget, spørg hvor den er købt og hvilket redskab den er fanget med.

  • Spørg efter Naturskånsom mærket. MSC-mærket er ikke en garanti for at fisken er skånsomt fanget eller at fiskeriet er bæredygtigt.

  • Undlad at spise ål, sild, torsk til jul og nytår. Spis i stedet sej fra Norge, Island og Færøerne og skånsomt fanget lubbe/lyssej i stedet for torsk og spis brisling i stedet sild.

  • Overvej vegetariske alternativer til de mange kødretter knyttet til højtiderne.