Derfor er bruden truet:
Fragmenteret natur
Forgiftning af musegift
Dræbende rotte- og musefælder
Trafikdrab
Kilde: Århus Universitet, Rødlisten
Bruden er Danmarks mindste rovdyr. Det lille mårdyr er bl.a. presset af mangel på egnede levesteder og musegift. Den findes i det meste af landet med undtagelse af Bornholm og andre øer.
Men bl.a. på grund af intensiv skovdrift og landbrug, er dens levevilkår blevet forringet betydeligt de sidste årtier.
Tidligere typer af musegift har førhen påvirket bestandene af de mårdyr der lever af mus, som eksempelvis bruden.
Bruden hører til mårfamilien, som er særligt kendetegnet ved deres lange smalle krop. Den lille smalle brud kan fange mus, i musens underjordiske gange.
Det er sjældent, man ser bruden med egne øjne, fordi bestanden er meget spredt og den gemmer sig i vegetation og under jorden.
Fragmenteret natur
Forgiftning af musegift
Dræbende rotte- og musefælder
Trafikdrab
Kilde: Århus Universitet, Rødlisten
Brud er den mindste af alle mårdyr, og den lille krop, gør det muligt for den at kravle ned i musegange under jorden og jage.
Der er stor forskel på vægt og størrelse alt efter brudens køn. Hannerne vejer 72 til 132 gram, mens hunnerne vejer 43 til 73 gram. Kropslængden for hanner er omkring 21 cm til 23 cm, hvor det for hunner er 16 til 19 cm.
Med sin lange smalle krop, korte ben og spidse snude ligner bruden til forveksling lækatten, når lækatten har sommerpels. Men bruden er mindre og har en kortere hale uden den sorte spids, som lækatten har.
Brudens pels er rødbrun, mens den på maven er gråhvid. I Danmark skifter den ikke til hvid vinterpels, hvilket arten gør i de andre nordlige lande. Hvid pels er god camouflage, når der er sne.
Bruden bruger forladte gangsystemer under jorden fra rotter, mus og muldvarpe som opholdssted, når hunnen føder sine unger.
Deres yngletid er fra april til august, og bruden kan få op til to kuld om året, hvoraf der kommer fire til seks unger ad gangen. Hunnen føder sit kuld ca. fem uger efter parring.
Uden for yngletiden lever hunner og hanner hver for sig.
Begge køn forsvarer deres territorium mod andre hunner og hanner. De markerer deres territorium med deres ekskrementer, urin og sekret fra kirtler ved halen.
Men når det er yngletid hævder hannen ikke territorium, men søger i stedet rundt for at finde hunner at parre sig med.
Det er de færreste, der kommer tæt på bruden. Man kan godt finde ekskrementer og spor, men det er sjældent man ser den med egne øjne. For bruden lever skjult i græs og tæt bevoksning eller under jorden, hvor den jager.
Bruden findes især, hvor der er mange mus, som eksempelvis i skovbryn, lysninger, enge og moser. Her jager den, både i natte- og dagtimerne, i højt græs og krat, eller nede i musenes underjordiske gange. Bruden dræber sit byttedyr med et bid i nakken.
Den lille, aflange krop er perfekt til at kravle ned i de små musegange, men ud over mus, kan bruden også finde på at spise småfugle, fugleæg, frøer, firben og insekter.
Bruden vejer mellem 40-140 gram alt efter om det er en hun eller han
Bruden er 16-23 cm. lang med halen
Bruden får to kuld om året, og kan få 4-6 unger ad gangen
Mustela nivalis
Brudens føde består primært af mus, og den kan spise 1-2 mus hver dag. Men de mange mus kan være en af årsagerne til, at bruden er i tilbagegang.
Musegift påvirker et trin op i fødekæden, og derfor rammer det også bruden i sidste ende, når der bliver brugt gift til at holde mus væk som skadedyr.
Seniorrådgiver fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Morten Elmeros, har specialiseret sig i mårdyr, og han har undersøgt mange brud for gift.
- Det er nærmere reglen end undtagelsen, at vi finder rester af rotte- og musegift hos brud og andre af de små mårdyr, siger han.
Der hvor mennesker lægger rotte- og musegift rammer det også automatisk brud og andre mårdyr, fordi de holder til i områder med store bestande af mus og æder de forgiftede rotter og mus.
Bruden blev totalfedet i 1967, men arten er ikke beskyttet af nogen EU-direktiver, og det betyder, at danske myndigheder ikke er forpligtede til at gøre noget for at sikre bestanden. Forvaltning af rødlistede arter har i Danmark meget lav prioritet og der er ikke taget initiativer for brud.
En af udfordringerne ved at beskytte bruden er, at der mangler viden om bestanden i Danmark.
Forskere anser brud for ”Næsten truet” og frygter, at de kan være i tilbagegang, fordi de mangler levesteder som et resultat af landskabet og naturen, der er blevet mere fragmenteret og mindre sammenhængende rundt om i landet. Og muligvis på grund af rotte- og musegift (Rodenticider).
I 2017 startede Aarhus Universitet et projekt sammen med Danmarks Naturfredningsforening, der skulle undersøge, hvordan man bedst muligt observerer brud med vildtkameraer.
Aarhus Universitet og Danmarks Naturfredningsforening har tidligere afprøvet en mere enkel metode til at registrere brud og lækat med hjælp fra frivillige fra foreningen.
Observationerne er for tilfældige til, at man kan sige noget entydigt om tilstanden for brud i Danmark, forklarer seniorrådgiver Morten Elmros fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, der har været med til projektet:
- Vi fandt ud af, at vildtkameraer er en god måde at observere brud på, men det er stadig for usikkert at konkludere noget om bestanden af brud i Danmark på baggrund af det billedemateriale, vi har indsamlet, siger han.
Det vil kræve en mere omfattende indsats, hvor man gør brug af vildtkameraer for at tegne et retvisende billede af bestanden, vurderer Morten Elmeros.
Institut for Bioscience på Aarhus Universitet er meget interesserede i at modtage dødfundne brud og andre mårdyr (lækat, ilder, husmår, skovmår og odder) til deres forskning og rådgivning.
Bruden er hårdt presset i Danmark som følge af forgiftninger, trafikdrab, færre levesteder og opsplitning af landskabet.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder generelt for forbud mod anvendelse af gnavergifte på måder der gør, at også mus i det åbne land og dermed de små mårdyr rammes.
Vi arbejder også for naturgenopretning i det åbne land, som vil skabe flere levesteder og sammenhæng, som er noget af det brud har allermest brug for.
En grundlæggende forudsætning for at hjælpe bruden i Danmark er at følge med i bestandens udvikling.