Fælles for de enlige, vilde bier er, som du nok allerede har gættet, at de lever alene. De bor enten i jorden eller i hulrum i f.eks. gamle træer. Nogle gange bor bierne tæt på hinanden, og kan måske ligne en koloni udefra. Men de enlige bier har altså ikke noget med hinanden at gøre.
De stikker meget sjældent.
Nogle af de enlige bier har faktisk så lille en brod, at de slet ikke kan stikke igennem menneskehud.
Hvis du bliver stukket kan det hjælpe at suge giften ud.
De har ikke modhager på deres brod, ligesom honningbien. Derfor dør de ikke, hvis de stikker.
De enlige bier er mere udsatte end den kendte honningbi, der får hjælp af biavleren. De enlige bier skal nemlig klare sig selv.
Du kan hjælpe de enlige bier ved at have blomstrende, hjemmehørende planter fra tidligt forår til tidligt efterår. Du kan også lave boliger til dem, f.eks. ved at lave bi-hoteller.
De fleste enlige bier flyver kun omkring 300-500 m fra deres rede. Derfor skal de både have bolig og mad (pollen og nektar) inden for den radius, for at kunne overleve og give liv til næste generation. Har du alt det i din have, så har du allerede hjulpet de enlige bier en stor del af vejen.
Bladskærebier hører til bugsamlerbierne. De samler pollen på maven modsat andre bier, der primært samler pollen på bagbenene.
Bladskærebierne har en karakteristisk flad bagkrop og er langtungede.
De to biers navne afslører en del om dem. De bider nemlig stykker af blade. Bladstykkerne bruger de i deres reder til at fore og forsegle hver celle med. De limer bladstykkerne sammen med plantesaft og spyt.
Der skal overraskende mange blade til. Eksempelvis bruger den træboende bladskærebi ca. ½ m2 blade på at bygge en rede med 8 celler.
Hunnen af Træboende Bladskærerbi er mellem 12-15 mm lang. Hun er lysebrun på for- og bagkrop.
Træboende bladskærerbi flyver fra ca. midt maj til slut august. Reden bygger hun oftest i træhuller, men hun kan også finde på at lave rede i jorden eller i hullet murværk.
Rosenbladskærerbierne bruger, som navnet antyder, især rosenblade til sin rede. Rederne laves oftest i hullede træer. Hunnen er 11-12 mm lang med en lysebrun forkrop og næsten ingen hår på bagkroppen.
Rosenbladskærerbierne flyver fra slut maj til september. De samler især pollen fra klokkeblomst, ærteblomstfamilien og kurveblomster.
Begge jordbier hører til gravebierne. Navnet afslører meget om denne art. Graverbier bygger nemlig deres reder i jorden.
De har en kort tunge og samler derfor mest pollen og nektar fra blomster med korte kronrør som f.eks. pil, ribs og solbær.
Jordbiernes rede er en ca. 50 cm lang gang med sidegange, hvor æggene bliver lagt i hver deres celle.
Rødpelset Jordbi er forholdsvis ny i Danmark og blev set første gang i 60’erne. Nu er den udbredt i hele landet. Den laver oftest sine reder i græsplæner eller blomsterbede. Her kan den nemlig finde løst sandet jord.
Hunnen af rødpelset jordbi er 10-13 mm lang. Hun er sort med en kraftig rød/rødorange pels på bryst og bagkrop. Jordbierne flyver fra slut marts til midt juni.
Hunnen af havejordbi har et letgenkendeligt rødbrunt pelset bryst og en helt sort og nøgen bagkrop. Hun søger bl.a. nektar og pollen på mælkebøtte, æble og pil. Hun er 10-12 mm lang. Havejordbi flyver fra april til juni, altså lidt senere end rødpelset jordbi.
Havevægbi
Havevægbien hører til de langtungede bier. De samler nektar og pollen på blomster med lange kronrør som f.eks. ærteblomster. De ligner små humlebier, men du kan kende havevægbien på, hvordan den kan stå stille i luften med svirrende vinger. Hunnens bagkrop er lysebrun med bånd af lysere hår, dog sniger der sig også striber af sorte hår ind. Havevægbien har generelt lys/bleg behåring.
På trods af at de er enlige bier, kan de danne store, tætte ’kolonier’. Men hunnerne samarbejder ikke.
Havevægbier laver ofte deres reder i løs mørtel i huse, klinter eller lignende. Deraf det sigende navn.
Hunnen er 10-12 mm lang og flyver fra begyndelsen af juni til start august.