Vildsvinet er en vigtig naturplejer i skove, men volder store skader på marker. Vi arbejder for at vildsvin igen skal leve i de danske skove.
I 1990’erne besluttede man politisk at vildsvinet skulle udryddes fra Danmark. Og i 2018 besluttede man i Folketinget at bruge knap 80 millioner kroner på at opsætte omkring 70 kilometer ”vildsvinehegn” langs grænsen til Tyskland, for at begrænse vildsvinenes muligheder for at genindvandre fra Tyskland.
Vildsvinet er på den måde helt særligt, for siden den sidste danske ulv blev skudt i 1812 havde man indtil 1990’erne ikke målrettet søgt at udrydde en hjemmehørende dansk dyreart.
Vildsvinets levevis og rolle i naturen
Vildsvinet blev udryddet fra Danmark for omkring 200 år siden, men kan genindvandre til de danske skove, hvis det får lov. Vildsvinene har fine forudsætninger for igen at trives i Danmark, for de æder et bredt udvalg af smådyr og plantedele, som de kan grave op med trynen. Og dermed beriger de faktisk den danske natur. Gennem vildsvinenes roderi i skovbunden er de med til at øge mangfoldigheden og variation i vores natur ved at øge antallet af blomsterarter i skovbunden. Roderiet i skovbunden giver nemlig alsidige vækstforhold for planter, og dermed også alsidighed i, hvilke planter man vil finde i skoven.
Vildsvin lever gerne i løvskove. Der er mest liv i skovbunden i løvskove, og dermed mest føde. Hvor der er vildsvin, kan man se, hvor vildsvinene med trynen har endevendt det øverste jordlag for at finde rødder, rodfrugter, bog og agern. Vildsvinet er stort set altædende; insekter, orme, smågnavere og ådsler. Og så er det et flokdyr. Flokkene består af hunner og ungdyr af begge køn, mens de gamle orner går alene omkring uden for brunsttiden.
I parringstiden kan de ældre orner udkæmpe voldsomme kampe. Smågrisene fødes i en ”gryde”, som hunnen har foret med tørret græs, mos og lignende. De små grise er hurtigt på benene og følger hunnen i hendes fødesøgning.
Vildsvinet blev udryddet i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Med mellemrum kommer vildsvin fra Nordtyskland ind over grænsen. Også via hullerne i vildsvinehegnet, hvor der er veje og andre passager.
I dag udryddes vildtlevende vildsvin, straks de opdages, på grund af frygt for at vildsvin skal smitte tamsvin med svinepest.
I udlandet bruges tæmmede vildsvin til at opspore de kostbare spisesvampe trøfler. Vildsvinet har en formidabel lugtesans, som viser vej til trøflerne, der vokser under jordoverfladen.
Vildsvin kan veje helt op til 200 kg og blive op til 20 år gammelt.
Vildsvin strejfer til Danmark
Vildsvin lever naturligt i frie bestande i blandt andet Polen og Tyskland, herunder det nordlige Tyskland. Herfra er de utallige gange kommet til Danmark.
Der er imidlertid fastsat et påbud om, at vildsvin i naturen skal skydes straks. Det skyldes en frygt for, at en vildtlevende bestand af vildsvin smitter tamsvin på svinefarmene med svinepest.
Oplev vildsvin
I Danmark kan du opleve vildsvinet i Lille Vildmose, hvor en bestand lever i den indhegnede Tofte Skov. Der er kun adgang til skoven på guidede ture, men måske du kan være heldig at se vildsvinene fra et af de udsigtstårne, der sat op i kanten af skoven.
Svinepest smitter ved kontakt og inficeret føde
Der er to typer af svinepest; klassisk svinepest og afrikansk svinepest. Det er meget alvorlige sygdomme, som kan have en høj dødelighed hos både tamsvin og vildsvin. Hverken klassisk eller afrikansk svinepest kan smitte mennesker, men vil have store omkostninger for svineproducenterne.
Både klassisk og afrikansk svinepest smitter som udgangspunkt kun ved kontakt mellem syge og raske dyr, eller ved indtagelse af inficerede produkter. Tager man fx en pølse lavet af et inficeret vildsvin fra Østeuropa med hjem til Danmark, og smider resten i skoven, kan et dansk vildsvin blive smittet, når den æder resterne.
Smitte kan også komme til danske svineproducenter via de lastvogne, som kører i pendulfart kører danske svin til slagtning i Østeuropa og tilbage igen.
Smitte kan også komme til Danmark, hvis jægere tager vildsvinekød med tilbage til Danmark efter en vildsvinejagt i et land med svinepest. Det er ikke ulovligt at tage vildsvinekød med hjem lande med svinepest.
Størstedelen af den danske svineproduktion foregår lukkede svinestalde. Dermed er smitte via kontakt mellem vildtlevende vildsvin og tamdyr i store lukkede svinefabrikker meget teoretisk.
Smitte fra vildsvin til hegnede tamsvin på åbent land er også minimal, da lovgivningen i forvejen kræver dobbelt hegning mellem svinene og det åbne land. Dobbelte hegning betyder, at der er to hegn med en afstand på flere meter mellem sig, der sikrer, at tamsvinene ikke kan komme i direkte kontakt med dyr udenfor hegnet.
Man kan sige, at vildsvin kan være et reservoir for svinepest, men en vild bestand af vildsvin vil ikke være det grundlæggende problem, for risikoen for smitte til tamsvin via vildsvin, når der ikke er mulighed for kontakt, er meget lille. Risikoen består grundlæggende i, at mennesker tager smitten med til Danmark.
Store markskader - og jagtindtægter!
Vildtskader forårsaget af vildsvin er derimod et reelt problem, hvor de rammer. En kartoffelmark kan blive fuldstændig ødelagt at vildsvin.
Omvendt er der store værdier i både jagt og kødet fra vildsvin.
Danmarks Naturfredningsforenings jagtpolitik anbefaler derfor, at der bør være en ordning, som kompenserer særligt hårdt ramte jordejere. Goderne ved jagtindtægterne og byrderne ved markskader skal fordeles rimeligt.
I Tyskland betaler tyske jægere kompensation for markskader til landmændene.
Hvad mener vi i Danmarks Naturfredningsforening?
Var det rimeligt at bruge 80 millioner kroner på at sætte et hegn op langs den dansk-tyske grænse, for at forhindre en hjemmehørende dansk art i at genindvandre? Er det rimeligt at udrydde vildsvinet, fordi et erhverv frygter at en dansk vildsvinebestand kan blive smittet med svinepest – samtidig med at man kører frem og tilbage mellem danske svinefarme og lande med svinepest, hvor dyrene slagtes?
Danmarks Naturfredningsforening mener, at vildsvinene skal have lov at genindvandre og etablere sig i Danmark.
Vildsvinet er en oprindelig og hjemmehørende dansk art, som har en vigtig rolle i naturen.
Andre erhverv, i særdeleshed skovejendomme, vil kunne få tiltrængte økonomiske indtægter via jagt på vildsvin. Og vildsvinekød fra skovene vil være bæredygtigt produceret, i modsætning til kød fra svinefabrikkerne.
Hjælp vildsvinene
Meld dig ind i Danmarks Naturfredningsforening, så er du med til at støtte, at vildsvinet igen får lov til at leve frit i de danske skove.
Meld dig ind i Danmarks Naturfredningsforening, så er du med til at støtte, at vildsvinet igen får lov til at leve frit i de danske skove.