Gå til indhold

Mange åer og bække er blevet rettet ud. DN arbejder for, at vandløbene skal genslynges. Til glæde for fisk, smådyr og planter.

Der er kun ganske få naturlige bække og åer tilbage i Danmark. De er blevet rettet ud, gravet dybe og rigtig mange lagt i rør. Alt sammen for at give hurtigere dræning og mere plads til landbruget.

Men et naturligt vandløb er ikke lige. Det løber sine egne veje. Det tilpasser sig og snor sig gennem landskabet. Lige vandløb skaber dårlige levevilkår for smådyr og fisk.

Ensformige, lige og unaturlige vandløb skaber ikke de bedste betingelser for de smådyr, vandplanter og fisk, som bor der. De bedst mulige betingelser omfatter rent vand, varieret bund med sten og naturlige brinker med trærødder til læ og skjul og grusbanker til gydning og god vækst af planter på vandløbsbunden samt plads til at sno sig og oversvømme sine nære arealer når der er meget vand. Det giver både variation og biodiversitet.

Naturlige vandløb har mange fordele

Naturlige vandløb er ikke kun bedre for naturen. Det er også godt for samfundet. Her er fem grunde til, at vi bør passe bedre på vores bække og åer:

  • naturlige vandløb med plads kræver ikke vedligeholdelse. På den måde sparer samfundet skattepenge

  • fisk, smådyr og planter får bedre levevilkår

  • ørredbestanden vil øges med 4-5 så mange fisk.

  • plads til oversvømmelse på enge og andre naturarealer begrænser oversvømmelser andre steder. De virker altså som klimaværn for byer og andre bebyggede områder

  • oversvømmede enge fjerner nitrat billigt og holder fosfor og okker tilbage.

Vandløb har ikke brug for vedligeholdelse

I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi for, at vandmiljø og naturområder fremover skal have langt mere plads og kun forbedres, aldrig forringes.

Derfor skal vi have frie vandløb med plads til naturlig udvikling, så smådyr, fisk og vandplanter kan trives. Det betyder at vedligeholdelsen af vandløb skal ændres fra at tilgodese landbrugets ønske om hurtig vandafledning til at tilgodese opnåelsen af god økologisk tilstand i vandløbene.

Bestemmelserne om vedligeholdelsen fremgår af kommunernes vandløbsregulativer, og de er generelt helt utidssvarende i forhold til at opnå god tilstand i vandløbene. Det er velkendt at vedligeholdelsen alene foregår af hensyn til afledning af vand fra markerne.

For eksempel vedligeholder man vandløbene ved at fjerne bundplanter og andet bundmateriale flere gange årligt for at sikre en bedre evne til at lede vand væk.

Vandløb har ikke brug for vedligeholdelse – kun hjælp til at komme sig, hvis de er ødelagt.

Danmarks Naturfredningsforening arbejder for mere naturlige vandløb

  • Vandløbene skal have plads, så de kan udvikle sig naturligt og gives plads til at oversvømme deres nære arealer naturligt

  • Alle spærringer for fri faunapassage i vandløbene skal væk

  • Vandløb tilføres meget sand via dræn, det sander gydebankerne til. Det kan stoppes før vandløbet med sandfang/brønde

  • En bredere zone langs vandløbene skal gøres dyrknings- og sprøjtefri

  • Alle vandløb skal omfattes af miljømålet om god økologisk tilstand

  • Kommunernes vandløbsregulativer skal hurtigst muligt revideres, så de understøtter opnåelse af god økologisk tilstand.