Sådan får du en vild have

Gå til indhold

Vilde haver er smukke, nemmere at holde og fulde af liv.

Vi står midt i en global biodiversitetskrise, og Danmark er et af de mest naturfattige lande i Europa. Mange af vores sommerfugle og vilde smådyr er pressede. Over 1.800 arter i Danmark er truede, fordi de mangler steder at leve og finde føde.

Vi skal give plads til naturen alle de steder, vi kan – og din egen have er et rigtig godt sted at starte!

Heldigvis er der stadig flere haveejere, som gør dele af deres have mere vild og naturvenlig. Når du giver mere plads til naturen i din have, tilbyder du læ og føde til de pressede sommerfugle, vilde bier og andre dyr, som ellers kan have det svært.

Samtidig kan en vild have med vilde blomster være utrolig smuk. Vilde haver kræver ofte mindre havearbejde. Og det kan være sjovt for både børn og voksne at følge med i, hvilke vilde dyr som kommer på besøg og får den vilde have til at summe af liv.

Se årshjulet - gør din have vild på alle tider af året!

Få gratis tips og inspiration

Få gratis tips og inspiration

Drømmer du om en have, som er levested for sommerfugle, vilde bier og biller? Så gør som 30.000 andre haveejere og slip din have fri sammen med os.

Danmarks Naturfredningsforening og REMA 1000 hjælper dig med at gøre din have mere vild. Tilmeld dig og få gratis vejledning til omlægning af din have og en flot sticker til postkassen.

3 trin inden du kan slippe haven fri

  1. Mange tænker en smuk have, som en der er velfriseret, hvor græsset er nyslået og blomsterne står på lige rækker. Det ideal skal vi gøre op med. Den vilde, mangfoldige have er nemlig rodet og smuk. Ligesom naturen. Så den første øvelse er at gøre op med trangen til at kontrollere og holde orden - i hvert fald i den del af haven, som vi gerne vil have mere vild.

  2. Derudover er det vigtigt, at du ikke bruger sprøjtegiften i haven. Gift dræber liv, og i en vild og naturlig have vil vi gerne have så meget forskelligt liv som muligt.

  3. Endelig skal du vælge, hvilke dele af haven du gerne vil gøre mere vild. Og så kan du vælge, om du vil have alle eller bare nogle af de 12 naturelementer, som på hver deres måde bidrager til biodiversiteten i haven.

Du kan også finde inspiration og gode råd til, hvordan du får en mere naturvenlig have nedenfor:

Derfor bør du slippe haven fri

Lad os lige slå fast. Vi løser ikke biodiversitetskrisen ved at gøre en enkelt have vild. Den skal løses med store sammenhængende naturområder.

Men derfor er der alligevel rigtig mange gode grunde til, at du bør slippe din have fri, så den kan blive mere vild.

Et vigtigt helle

Sommerfugle, bier og andre flyvende insekter har brug for heller i et landskab præget af ensartede marker. Hvis du planter de rigtige blomster og buske, har vand og andre vigtige elementer, så kan du sikre levesteder til sårbare arter.

Tættere på naturen

Samtidig er vi mennesker ikke så tætte på naturen, som vi tidligere har været. Mange kender ikke navnene på almindelige planter, insekter og fugle. Når du slipper haven fri, tager du aktiv stilling. Og der er gode chancer for, at du vil få et rigere plante- og dyreliv i haven. Forståelsen for, forbundetheden og kærligheden til naturen kan sagtens starte i haven. For hele familien.

Send et klart signal

Knap 40 millioner kvadratmeter have er gjort mere vilde og naturvenlige, som en del af projektet Slip haven fri. De mange haver og grønne arealer kan påvirke kommunernes naturscore og vise politikerne, at mange ønsker at beskytte vores natur.

Endelig kan en vild have sende et tydeligt signal til omverdenen. Naboer kan blive inspireret til at gøre det samme, når de ser klistermærket på postkassen eller havelågen.

Læs mere og tilmeld din have!