Gå til indhold

Fjord er tæt på kollaps: Derfor går lokale til kamp

Fjord er tæt på kollaps: Derfor går lokale til kamp
  • 18. december 2025

Politikerne står snart over for en beslutning - hvor de bør stoppe skadende muslingeskrab i Isefjord. Voksende forening kæmper for livet i fjorden, der er tæt på kollaps.

Der er i den grad kaldt til kamp for Isefjord. Bevæbnet med kikkerter eller via officielle trackingsystemer følger lokale ildsjæle med i, om der skrabes efter muslinger i deres elskede, men nødlidende fjord.

– Isefjord kan ikke tåle muslingeskrab. Vi kræver derfor et fuldt stop for den nu ene tilbageværende fisker, der skraber i fjorden og ingen nye tilladelser fra 2026, siger Torben Justesen, der er formand for den knap ét år gamle forening Red Isefjord.

Muslingeskrab er en fiskemetode, hvor store jernredskaber – såkaldte skrab – trækkes hen over havbunden for at indsamle muslinger, primært blåmuslinger. Bundvegetation, smådyr og organismer, som er vigtige for økosystemet, bliver revet op eller begravet. Derudover frigiver skrabningen store mængder næringsstoffer og forstyrrer bundens evne til at binde kulstof, hvilket kan føre til iltsvind og yderligere forurening.

Metoden vækker enorm harme, og det mærker Red Isefjord, der snart runder 3.500 følgere på Facebook, og hver dag strømmer nye til, fortæller Torben Justesen. Fælles for medlemmerne er drømmen om en fjord uden fedtemøg, kraftige iltsvind og fiskedød. En fjord, der ikke kvæles af kvælstof fra de dyrkede marker på land, og en fjordbund, der ikke samtidig skrabes tom for de sidste muslingebanker – som ellers fungerer som fjordens naturlige lunger – og gør det endnu sværere for fjorden at ånde.

Læs også: Lokalpolitikere går ind i kampen om fjorden

Alles øjne er på KA56 Fortuna

De seneste måneder har fiskekutteren KA56 Fortuna været alene om at skrabe efter blåmuslinger i Isefjord. Fartøjet har tilladelse til muslingefiskeri, som udstedes for ét år ad gangen.

– Men Fiskeristyrelsen kan vælge at udstede 2 nye områdetilladelser pr. 1. februar 2026, og så vil vi kunne se frem til endnu et år med 2 fartøjer, der ødelægger fjorden, siger Torben Justesen.

I dag følges den dansk-ejede Fortuna tæt. Red Isefjordens medlemmer holder øje med, om fartøjet nu også overholder lovgivningen, og straks fiskerbåd stævner ud fra Hundested, kortlægges bådens sejlads via AIS-overvågning og fra fjordbredden.

Todo

Stop muslingeskrab allerede i år

Muslingeskrab er så dårligt for naturen i fjordene, at det politisk er besluttet, at det skal stoppes i blandt andet Isefjord, hvor det skal udfases over de kommende otte år. Men så lang tid behøver det ikke tage, mener både Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Red Isefjord.

– Fiskeriministeren kan inddrage tilladelsen til at skrabe efter muslinger i vores fjord med det samme. Det er en stråmand, at det nødvendigvis skal tage otte år. Fjorden kan ikke vente, og tager vi afsæt i lovgivningen om god økologisk tilstand i vores farvande, er muslingeskrab det første, man bør stoppe. Men den politiske vilje er svær at få øje på, siger Torben Justesen.

Et fuldt stop for muslingeskrab indgår også i den redningsplan for fjorden, som Red Isefjord har udarbejdet sammen med politikere, forskere og borgere i de 6 fjordkommuner.

– Nu skal vi have Folketinget med. Vi skal have ministeren med. Og vi stopper ikke, før vores fjord er beskyttet, siger Torben Justesen.

Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger deltager aktivt i kampen for Isefjord, ligesom sommerhusejere, borgere, lystfiskere og mange andre bakker op om en demonstration for fjorden. Det sker 17. januar i Hundested.

Borgere demonstrere for deres fjord