Gå til indhold

Regeringens nye klimamål er chokerende uambitiøst

Regeringens nye klimamål er chokerende uambitiøst
  • 18. december 2025

Regeringen har overraskende indgået en soloaftale om et klimamål på 82 procent for 2035. Det er chokerende uambitiøst og en hæmsko for den fremadrettede klimapolitik, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Regeringen har torsdag præsenteret en aftale om et klimamål på 82 procent, som kun partierne i regeringen – Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne – står bag.

Dermed ligger målet langt under de 90 procent, som for eksempel SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet har foreslået.

Regeringens plan for at nå målet er desuden udelukkende baseret på CO2-fangst og -lagring, hvor regeringens nuværende planer på området allerede er kuldsejlet, og det stort anlagte CCS-udbud står til at blive en eklatant fiasko.

Sådan skal vi kæmpe for klimaet

Vi udskyder problemerne

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding ærgrer sig over, at regeringen valgte en smal aftale, som samtidig er meget uambitiøs:

– Det er dybt skuffende og chokerende uambitiøst, det som regeringen er nået frem til med sig selv. Klimapolitik bør handle om at skære udledninger her og nu – ikke om at udskyde problemerne til fremtiden, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Hun peger på, at målet mangler den ambition og forandringskraft, som har kendetegnet det danske klimamål for 2030.

– Erfaringerne fra at sætte et 70-procentsmål i 2030 viser, at ambitiøse mål virker. Dengang lød det også svært og ambitiøst, men det blev en stærk drivkraft for omstilling og innovation. I dag fortæller regeringen stolt den historie internationalt, om at man har nået målet. Derfor er det svært at forstå, hvorfor man nu vælger at sænke ambitionsniveauet så markant, som det er tilfældet her. Det er næsten til at græde over, siger hun.

Den grønne trepart gør en forskel for klimaet

Det er noget makværk

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening gør et mål på 82 procent i 2035 vejen mod regeringens erklærede mål om klimaneutralitet i 2045 både længere og mere risikabel.

– Når der kun er ti år fra 82 til 100 procent, så skubber man de svære beslutninger foran sig. Det betyder, at de sidste reduktioner i høj grad risikerer at blive både dyrere, sværere og mere konfliktfyldte. Klimaforandringerne venter ikke – og det bør dansk klimapolitik heller ikke. Forhåbentlig kan dette makværk laves om, siger Maria Reumert Gjerding.

Hun ærgrer sig samtidig over, at med en soloaftale forsvinder den bredde, der hidtil har kendetegnet dansk klimapolitik:

– Styrken i den danske klimapolitik har været, at så mange partier fra forskellige fløje i Folketinget bakkede op. Det kaster regeringen under bussen nu, og det er rigtigt trist og farligt for den videre udvikling. Det er en hæmsko for den fremadrettede klimapolitik, siger Maria Reumert Gjerding.

En kæmpe chance er forpasset

Regeringens udspil var samtidig en oplagt mulighed for en bredere revision af klimaloven, som kunne have adresseret nogle af de mest markante blinde vinkler i dansk klimapolitik. Den mulighed er ikke blevet grebet.

– Det er en kæmpe forpasset chance. Vi har længe peget på behovet for at inddrage forbrugsbaserede udledninger, Danmarks massive og uholdbare brug af biomasse samt en langt bedre sammentænkning af klima, natur og miljø i klimaloven. Intet af dette bliver der taget fat på i dag, siger hun.

Danmarks forbrugsbaserede udledninger hører fortsat til blandt de højeste i verden, men indgår stadig ikke som et egentligt pejlemærke i klimapolitikken.

– Hvis vi kun måler det, der udledes inden for Danmarks grænser, overser vi en stor del af vores reelle klimaaftryk. Det svækker både troværdigheden, Danmarks position som grønt foregangsland og effekten af klimapolitikken, siger Maria Reumert Gjerding.