Video: Sådan laver du din egen birkesaft
- Biodiversitet
- 04. april 2025
Et voksent birketræ kan suge mange hundrede liter vand i løbet af et døgn. Vandet er blandet med sukker fra træets rødder, og I kan nemt tappe saften og opleve smagen af et birketræ. Saften kan nemlig drikkes direkte fra træet.
Blot er det vigtigt, at I finder et sundt birketræ med en stor trækrone. Stammen skal være mindst 15 cm i diameter.
Tip: I Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder, må man klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt.
Video af Stine Bødker og Josefine Gro Fridal Hansen
Det er vigtigt, at den flaske eller dunk I tapper i er helt ren, for at undgå spredning af bakterier. Når saften er tappet skal den opbevares i køleskab, hvor den kan holde sig i op til fem dage. Hvis I fryser saften ned kan den holde sig i op til et år.
Saften fra birketræet indeholder 99 pct. vand. Den resterende procent er fruktose, glukose, frugt-syre, aminosyre, c-vitamin og mineralerne kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium og jern.
Hvis du får tappet rigeligt med birkesaft, kan du lave den lækreste sirup.
5 l birkesaft koges ind ved svag varme. Når saften er kogt ind til sirup, vil der være cirka 50 ml færdig birkesirup.