Flere traner end nogensinde før vælger nu at overvintre i Danmark. I år er der registreret vinterflokke på op mod 2000 fugle blandt andet ved Råhede Vade i Vadehavet, hvor traner samles i for at overnatte. Det skriver Dansk Ornitologisk Forening. De milde vintre, mange majsmarker og let adgang til føde får flere og flere fugle til at droppe trækket sydpå - og tranen bliver altså mere og mere synlig i det danske landskab. 

Tranens vintercomeback

En kold dis hænger over den nøgne mark på en grå vintermorgen. Pludselig runger en uventet lyd i landskabet. Det lyder til forveksling, som om der bliver blæst i en trompet, men lyden stammer i virkeligheden fra en kæmpe fugl, som normalt ikke er her om vinteren.

For selvom snelandskaber er smukke og idylliske, så er de milde vintre ikke helt uden fordele. De frister nemlig traner til at overvintre i Danmark frem for at migrere sydpå. Udviklingen er slående, da det ikke er længe siden, at traner helt havde opgivet Danmark. Men nu er den elegante fugl altså ikke bare tilbage, den er her året rundt.

Tranens karakteristiske trompet kan høres på flere kilometers afstand. Den kraftige lyd skyldes et usædvanligt langt luftrør, der ligger snoet i fuglens 30-40 centimeter lange hals og i brystkassen. Luftrøret fungerer som et resonanskammer og medvirker til, at tranens kald lyder som et blæseinstrument.

– Især ved skumring sætter det virkelig en flot stemning, når de samles i store flokke og snakker rigtig meget sammen. Det er en ret vild oplevelse, når de store flokke trompeterer samtidig, fortæller ornitolog Henrik Haaning Nielsen, der blandt andet laver fugletællinger rundt omkring i landet.

Danmarks højeste fugl

Ud over kaldet er tranen også unik i både udseende og statur. Fjerdragten er grå med sorte fjer på vingespidser og hals, mens striber af hvide fjer løber fra fuglens røde øjne og mødes på bagsiden af halsen.

På hovedet ses en bemærkelsesværdig rød isse – en fjerløs plet, der er forsynet med en masse små blodkar. Issen løfter sløret for fuglens indre, og når fuglen f.eks. er ophidset under parringsdans eller territorialkamp, bliver den røde plet tydeligere, fordi blodtilførslen til huden øges.

Tranen er slankt bygget med lange tynde ben, en lang hals og et langt, snorlige næb. Og med sine 100-125 centimeter er den Danmarks højeste fugl – større end storken.

Den store fugl yngler i vådområder i Skandinavien, de baltiske lande, Finland og Sibirien, hvor der er godt med plads. Ynglepar besætter et område, hvor de bygger rede og udøver yndefulde parringsdanse. De bryder regelmæssigt ud i duetter af trompeterende kald for at advare indtrængende artsfæller om, at området er optaget. Territorialkampe handler dybest set om adgangen til føde.

– De holder af store naturområder, men tager også til takke med mindre steder. Bare der er vand, føde og steder, de kan gemme deres rede. Man kan efterhånden støde på dem rigtig mange steder. Også på ganske små lokaliteter i virkeligheden, fortæller Henrik Haaning Nielsen.

I Danmark varierer ynglepladser fra store åbne hedemoser i Nordjylland til sønderjyske skovmoser og Vejlernes rørsumpe. Her finder traner rigeligt med føde i form af frøer, småfisk, orme, bær og insekter. Henrik Haaning Nielsen understreger dog, at plads gør ynglepar mere tolerante, og at større naturområder vil få endnu flere traner til at yngle i Danmark.

Og det vil være skønt. For tranen er en af landets mest fascinerende fugle og har kulturhistorisk betydning.

– Tranen har sat sit præg på det danske landskab. Det er helt tydeligt, når du kigger på danske stednavne. Der er rigtig mange, der indeholder ordet trane, påpeger Henrik Haaning Nielsen.

Ud over stednavne som f.eks. Tranebjerg og Tranekær er der også en forbindelse mellem tranen og tranebær, som menes at være opkaldt efter den ikoniske fugl, fordi blomsten minder om tranens hoved og næb. Dertil kommer, at tranebærbusken vokser i samme miljøer, som tranen yngler.

Tilbage efter 100 års fravær

– Det vidner om, at traner var udbredte i Danmark engang, som de jo også er i dag, men det har de ikke altid været, fortæller Henrik Haaning Nielsen med hentydning til, at tranen stoppede med at yngle i Danmark i midten af 1800-tallet.

Intensiv jagt og massive omvæltninger i landskabet, hvor vilde vådområder blev drænet og omlagt til marker, afholdt traner fra at yngle i Danmark.

Men efter 100 års fravær blev tranen igen observeret i 1952, hvor et ynglepar med to unger holdt til i Råbjerg Mose i Vendsyssel. Få år senere ynglede traner også i Lille Vildmose og Hanstholmreservatet, men først i 1990’erne spredte de sig for alvor. Her begyndte de også at yngle i Thy, i Sønderjylland og på Læsø og Bornholm. I 2022 var Danmarks ynglebestand oppe på cirka 1.000 par, og den ventes at stige yderligere.

– Med den grønne trepartsaftale og genoprettelse af flere vådområder kan vi forvente, at der vil være flere egnede ynglepladser og en ganske markant stigning, siger Henrik Haaning Nielsen. Ifølge Dansk Ornitologisk Forening er det ikke urealistisk, at vi har 2.000 ynglepar i nærmeste fremtid.

Et klima i forandring ændrer fuglenes rytmer

Når vinteren står for døren, bliver det nordlige klima imidlertid udfordrende for tranen. Jorden bliver hård og ofte dækket af sne, hvilket begrænser adgangen til føde.

Derfor samles traner i store flokke i efteråret og begiver sig mod syd. Mange traner, som yngler i Nordeuropa, migrerer til Sydeuropa og Nordafrika, hvor klimaet er mildere, og de har bedre adgang til føde i form af rødder og kornrester på høstede marker. Mens den trompeterende fugl er territorial i yngletiden, handler det i høj grad om at stå sammen om vinteren.

– I trækperioderne er de meget kollektive og samles på store pladser. I Hornborgasøen i Sverige kan der stå 20.-30.000 traner på trækket. Også Rügen i Nordtyskland tager imod rigtig mange traner, siger Henrik Haaning Nielsen.

Mellemlandinger giver tranerne mulighed for at hvile og lade batterierne op, inden turen går videre. Og de store forsamlingspladser øger individuelle fugles sikkerhed og sænker risikoen for at blive fanget af rovdyr som f.eks. ræve.

Under trækket samarbejder traner ved at flyve i V-formation, hvilket giver fuglene opdrift og reducerer luftmodstanden, så de sparer energi. Det hjælper tranerne med at flyve imponerende distancer. Forskere har målt, at traner, der ynglede i Estland og Finland, fløj mere end 5.000 kilometer og havnede helt nede i Etiopien.

Rejserne sydpå er utrolig energikrævende. Og nu vælger flere og flere traner at spare på kræfterne. Mildere klima får traner til at ændre vinterplanerne og blive i det nordlige. Og den tendens ses i Danmark, hvor der i de seneste år er observeret et støt stigende antal traner i vintermånederne.

Tranerne trodser kulden

– Det var helt uhørt for 20-30 år siden, siger Henrik Haaning Nielsen. Det er primært i Sønderjylland, at der er store overvintringsflokke. Jeg tror, vi er oppe på 500-600 i Sønderjylland om vinteren.

Ud over sønderjyske moser overvintrer tranerne i blandt andet Vejlerne, Thy, Vendsyssel og Vadehavet.

Majsmarker er en guldgrube for de overvintrende traner, der primært lever af vegetabilsk føde om vinteren. Majs indeholder rigeligt med næring, og uden sne eller voldsom frost til at spolere markerne kan traner finde rester af majskolber og majskorn, som ikke er kommet med i høsten.

– De har luret, at vintrene bliver mildere. Og hvorfor så flyve så langt? Der er masser af mad på markerne. Og så er de tæt på ynglepladsen og kan besætte de bedste pladser, forklarer Henrik Haaning Nielsen.

Selvom flere vælger vinteren i Danmark, flyver de fleste stadig sydpå. Men også i syden er grænserne forskubbet mod nord.

– Der er færre, som flyver over Gibraltarstrædet til Nordafrika. Nu er det i højere grad i Spanien, at vi har kæmpemæssige overvintringspladser, fortæller Henrik Haaning Nielsen.

Skulle man være så heldig at støde på overvintrende traner, skal man ikke forvente det samme forrygende spektakel som i yngletiden, hvor storslåede parringsdanse og dramatiske territoriale dueller udspiller sig.

– De bliver mere praktisk anlagte og går ned i tempo. De skal spise og hvile. Det er en form for pausesæson, siger Henrik Haaning Nielsen.

Man kan dog stadig høre trompetkaldet i ny og næ.

– Når man hører dem om vinteren, er det især, mens de flyver mellem fourageringspladser og overnatningspladser. Når de kommer flyvende, kan du høre dem på afstand. De kan ikke lade være med at kommunikere i flokkene.

Og selvom de skruer ned for charmen, så giver tranerne ikke fuldstændig afkald på en af livets store glæder.

– Indimellem kan man se dem danse på overvintringspladserne. Det er en måde for par at styrke sammenholdet på. Man kan også se unge fugle, der øver sig i at danse, fortæller Henrik Haaning Nielsen.

Med udsigt til flere milde vintre, større tranebestande og flere beskyttede vådområder kan vi se frem til endnu mere tranedans og trompeterende koncerter.

Af Jonas Meldal