Gå til indhold

Ny måling: 7 ud af 10 ønsker omgående sprøjteforbud

Ny måling: 7 ud af 10 ønsker omgående sprøjteforbud
  • 31. oktober 2026

En ny måling viser, at syv ud af ti danskere er for et omgående sprøjteforbud i de områder, der er vigtige for beskyttelsen af drikkevandet. Kun hver tiende er imod.

Beskyttelsen af drikkevandet blev et af de helt store emner ved folketingsvalget i foråret. Nu viser en ny måling, som Voxmeter har lavet for Danmarks Naturfredningsforening, at et stort flertal af danskerne er for et sprøjteforbud.

70 pct. af de adspurgte er enige i, at der omgående bør indføres et sprøjteforbud i de områder, der er vigtige for danskernes drikkevand. Blot 11 pct. er uenige.

Der er flertal for et sprøjteforbud i alle landets regioner, men opbakningen er størst i Region Hovedstaden, hvor 73 pct. er enige, mens den er lavest i Region Nordjylland, hvor 62 pct. er enige.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening viser målingen, at der er et stærkt folkeligt mandat til at gå videre med planerne om et nationalt sprøjteforbud.

– Målingen viser tydeligt, at danskerne ønsker politisk handling her og nu. Når der i dag bliver fundet pesticidrester i over halvdelen af de undersøgte drikkevandsboringer, er det ikke så overraskende, at et stort flertal vil have beskyttet de områder, hvor fremtidens drikkevand bliver dannet. Nu håber vi, at regeringen og Folketingets partier fastholder ambitionerne, når lovforslaget skal behandles, så også fremtidige generationer kan nyde godt af rent drikkevand fra den danske undergrund, siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Se tallene fra Voxmeter - og se hvad folk mener i din region: 

Høringsfristen udløber i næste uge

I starten af september sendte regeringen sit lovforslag om et nationalt sprøjteforbud i høring.

Lovforslaget indeholder rammerne for den kommende lov, der ikke alene skal beskytte de sårbare grundvandsområder mod pesticider fra landbruget, men også mod udbringning af spildevandsslam og forurenet jord.

Høringsperioden varer otte uger, hvor organisationer, myndigheder og andre interessenter har mulighed for at komme med input til lovforslaget.

Der er frist for høringssvar på onsdag. Herefter fortsætter de politiske forhandlinger og den kommende behandling i Folketinget.

Beskyt vores drikkevand nu!

0

Har allerede skrevet under

Skriv under nu!
  • Politikerne skal indføre et sprøjteforbud

  • Det er den bedste og billigste måde at beskytte fremtidens rene drikkevand mod rester af sprøjtegift.