Danskere ønsker et nyt landbrug
- Landbrug
- 23. januar 2026
Voldsomme billeder af slagtegrise med alvorlige skader i flere danske svinestalde har fået blandt andre Dyrenes Beskyttelse og Greenpeace til at reagere. De kræver nu forbud og krav til svineproduktionen for at "stoppe årtiers svigt af grisene", og deres nye borgerforslag accelererede lynhurtigt og har nu over 70.000 underskrifter.
Borgerforslaget er dermed i mål, og forslaget om bedre liv for grisene skal derfor behandles politisk i Folketinget.
- Et supergodt initiativ, for vi har brug for et landbrug, hvor dyrevelfærd ligesom hensynet til klima, miljø og natur ikke er en forhindring, men en forudsætning for produktionen, siger Anna Bak Jäpelt, landbrugspolitisk i Danmarks Naturfredningsforening.
I dag er det almindeligt, at søer i det konventionelle landbrug ligger fastspændte i bøjler i ugevis omkring faring, mens omkring. 25.000 pattegrise dør dagligt af sygdom, iltmangel eller fødemangel. Samtidig klippes halerne ulovligt af hele 95 procent af grisene.
Landbruget står for omkring en fjerdedel af Danmarks udledning af klimagasser, hvoraf størstedelen kommer fra husdyrproduktionen, og er desuden hovedårsag til de omfattende iltsvind i fjordene og fund af rester af sprøjtemidler i grundvand og drikkevand.
- Udover at vi støtter landbruget økonomisk med omkring 15 mia. kr. årligt er det en langt højere pris, vi betaler i form af en forarmet natur samt klima- og miljøforurening. Det kan og skal vi gøre smartere, og her er økologi det indlysende svar, siger Anna Bak Jäpelt.
Sådan kan grisene få et værdigt liv
Det bakkes op af et nyt hollandsk studie, der viser, at en fuld omlægning af det hollandske landbrug til økologi og reduceret husdyrproduktion kan vende et nuværende milliardunderskud for samfundet til et milliardoverskud. Det sker, fordi der i økologien primært fokuseres på jordens sundhed, biodiversitet og mindre kemi og mindre importeret foder.
Studiet viser, at selvom økologi kan have højere kortsigtede forbrugerpriser, vil øget udbud og effektivisering på sigt føre til faldende priser uden, at det betyder mangel på føde.
Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Europa og producerer omkring 200 mio. husdyr årligt, hvoraf omkring 40 millioner er grise.
- Det er en lavthængende frugt for vores politikere at støtte økologien endnu stærkere. Udover de gevinster mere økologi vil give hele samfundet i form af rent drikkevand, klima og miljø, så er dyrevelfærden nemlig også langt bedre blandt de økologiske husdyr. Køer og grise lever på markerne og kyllingerne har adgang til udearealer og ungerne får lov til at blive hos deres mor i længere tid, siger Anna Bak Jäpelt.
Økologisk landbrug skåner naturen og drikkevandet for pesticider
Også Danmarks Naturfredningsforening mærker et stigende ønske fra danskerne om et ændret landbrug og opfordrer til, at Folketinget lytter:
- Der er fokus som aldrig før på det danske landbrug og det godt. Det er ikke den enkelte landmand, men de rammer, vi har bygget op omkring den intensive produktion, der skal ændres. Vi skal have et landbrug, vi er stolte af og fødevarer, vi med god samvittighed kan spise, siger Anna Bak Jäpelt.
Når et borgerforslag når 50.000 underskrifter, fremsættes det i Folketinget som et beslutningsforslag, hvor det drøftes, behandles i et udvalg, og eventuelt stemmes om, enten som en beslutning eller resulterer i en politisk beretning.
Økologi indebærer generelt bedre dyrevelfærd end konventionel produktion, da der er skrappere krav til plads, adgang til udearealer, naturlig adfærd (som at rode og støvbade og økologisk foder. Det giver dyrene et mere naturligt liv med fokus på sundhed og mindre medicin. Samtidig får kalve og pattegrise mere tid hos moderen, mere grovfoder og større frihed til at udleve naturlige behov som at græsse og rode.
Økologisk landbrug er nøglen til flere af de problemer, det konventionelle landbrug kaster af sig:
Økologisk landbrug udleder markant mindre af det kvælstof, der i dag er hovedårsagen til de omfattende iltsvind fjordene i dag lider voldsomt under.
Økologisk landbrug bruger ikke de sprøjtemidler, der gennem årtier medvirker til en stadig større forurening af vores grundvand. Tallene for 2024 viser fund af sprøjtemiddelrester i 55,7 pct. af de undersøgte boringer og overskridelser i 14,1 pct.
Fra borgerforslaget:
TV2’s dokumentar ’Hvem passer på grisene?’ har for nylig igen blotlagt konsekvenserne af årtiers politisk passivitet og systemfejl. Udsendelserne bekræfter, at lidelser i det industrielle landbrug er udbredte og systemiske.
Vi ser, at dyr bliver alvorligt syge og kommer til skade, uden at nogen tager sig af dem. I dokumentaren vurderer eksperter, at det er i strid med loven. Og det afslører svigt af grisene, som vi ikke kan overhøre.
40 millioner grise fødes, lever og dør under forhold, som danskerne ikke tåler synet af. Hvert år, år ud og år ind. Dokumentarer viser også, hvordan voldsom avl, fiksering af søer og kronisk mangel på plads og rodemateriale er hverdagen for dyrene. Disse lidelser er et vilkår for den type af dyrehold, som de sociale og nysgerrige dyr lever under.