Den sorte affaldssæk er overfyldt med gammelt tøj, og med et hult ’klonk’ lander den på bunden af tøjcontaineren i et boligkvarter på Nørrebro i København. En kvinde i uldfrakke børster hænderne af og vender ryggen til den blå stålkasse med klistermærket, der takker hende for donationen. Igen lidt senere gentager det sig. Sæk i luge, træk i håndtag, ’swush’ og ’klonk’. Der er noget næsten rituelt over bevægelserne og den måde, tøjet forsvinder ned i dybet på. Ude af skab, ude af sind, og livet fortsætter. 

Men tøjet forsvinder ikke. Det meste skifter bare form – fra personligt eje til affald. Og affald bliver der mere og mere af. Produktionen af tøj er mangedoblet på få årtier, og i Europa vurderes det ifølge EU’s miljøagentur, at vi hvert år i gennemsnit køber 19 kilo nye tekstiler og fodtøj – hvad der svarer til en stor, fyldt kuffert. Det fortæller Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, som i mange år har arbejdet med tekstilaffald. 

- De seneste 10-20 år har vi set en ekstrem opblomstring i fast fashion. Billigt og dårligt tøj, som er produceret til at holde ganske kort tid – og uden tvivl også under uforsvarlige forhold. Det burde ikke være tilladt at producere og sælge tøj på den måde.

Tekstiler står i dag for op mod otte pct. af de globale CO2-udledninger. Det er mere end fly- og shippingbranchen tilsammen. 

Og selvom containeren takker dig for donationen og lover, at tøjet får nyt liv, er det langtfra altid, at det rent faktisk sker. Ifølge Miljøstyrelsen er det kun omkring 15 pct. af tøjet, der egner sig til gensalg i Danmark. 

- Der er ikke noget, der hedder bæredygtigt, nyt tøj. Vi har tøj nok på planeten til mange generationers brug, men alligevel bliver der pumpet massive mængder nyt tøj ud af fabrikkerne, og overtrækket på planetens konto bare stiger og stiger. Det har været et overset og ureguleret problem alt for længe, siger Mette Hoffgaard Ranfelt. 

Hvordan får du billigt tøj med omtanke for naturen

Sjovt, kreativt og fællesskabsorienteret at bekæmpe tøjspild

I en gammel industribygning på Ydre Nørrebro arbejder tre unge kvinder imod tendensen. Helene Hsu, Lili Dreyer og Emma Hjortdal har stiftet non profit-organisationen Re:wair. De forsøger at skabe en kulturændring og vise især unge værdien af det, de allerede har i klædeskabet. Gennem sy- og repair-workshops, tøjbyttemarkeder og ’upcycling challenges’ vil de gøre bekæmpelsen af tøjspild sjov, kreativ og fællesskabsorienteret. De arbejder fra lokalerne på Nørrebro, hvor sække med tekstilrester, lynlåse og sko står stablet rundtomkring langs væggene. 

- Vi vil gerne være et samlende sted for unge mennesker, der vil kæmpe imod overforbruget og være en del af et mere bæredygtigt fællesskab, siger Lili Dreyer, der oprindeligt fik idéen til Re:wair i 2019. 

Til Re:wairs workshops kan man lære at lappe huller, sy en gammel skjorte om til noget nyt eller få en kjole ud af gamle lagner. Workshoppene bliver afholdt rundtomkring i byen – i Re:wairs lokaler, hos andre og til events. 

Re:wairs målgruppe er 16–30-årige. Fælles for mange af deltagerne er, at de tvivler på deres egne evner til at skabe noget flot, de har lyst til at bruge, fortæller Helene Hsu. Derfor er workshoppene også en øvelse i at opbygge kreativ selvtillid. 

- Når folk først kommer i gang, bliver de glade og stolte over, at de faktisk godt kan. Det føles fedt at være med til at åbne en ny verden for folk og vise, at de med deres egne hænder kan få følelsen af nyt tøj uden at købe nyt, siger Helene Hsu. 

Mens Lili Dreyer og Helene Hsu er uddannet fra CBS, er Emma Hjortdal uddannet i bæredygtigt design og har arbejdet i tøjvirksomheder, hvor hun har set produktionskæden indefra. Hun har hele tiden vidst, at hun ikke vil bruge sin designuddannelse til at skabe store tøjmængder – men til at kæmpe imod dem. 

- Når man kan købe en trøje til næsten ingen penge online, er det klart, at mange overforbruger og smider ting ud, de næsten ikke har brugt. Det er noget af det, vi gerne vil vise folk: hvor lang tid det tager at sy tøj, og hvad materialer og holdbarhed betyder. Mange får en fornyet respekt for tøj, når de først har prøvet at sy deres eget, siger Emma Hjortdal. 

Men selvom initiativer som Re:wair kan flytte holdninger, kan de ikke løse problemet alene. For meget af det tøj, der allerede er i omløb, er slet ikke skabt til at få et langt liv. 

Drømmer du om en grøn livsstil uden kompromis med din livskvalitet? 

Folk ville bliver chokerede

Det ved Jette Skov bedre end de fleste. Jette Skov har arbejdet professionelt med tekstilsortering, genbrug og CSR (Corporate Social Responsibility) i over 20 år – både i store sorteringsled og i detail. I dag er hun konsulent for Wald’s’ genbrugsbutikker og arbejder med formidling og rådgivning om tekstilstrømme og sorteringskvalitet. 

Ifølge Jette Skov er problemet ikke kun mængderne, men kvaliteten: En stadig større andel af det tøj, der modtages i sorteringsleddet, har aldrig været egnet til genbrug eller genanvendelse – hverken teknisk eller økonomisk. 

- Det burde være obligatorisk at besøge et af de store sorteringscentre som dem, jeg har arbejdet i. Folk ville blive chokeret. Der er så meget tøj, at hjernen slet ikke kan fatte mængderne – og meget af det er helt nyt med prismærker på. Når en kjole fra billige onlineplatforme som Shein koster 60 kr., er den så billig, at folk ikke engang gider returnere den.

Fast fashion-materialerne er ofte syntetiske blandinger, der er lavet af olie fra undergrunden og reelt er plastik – f.eks. polyester blandet med elastan, akryl eller nylon – og som er svære eller umulige at genanvende. Samtidig er tøjet dårligt syet, og stoffet mister facon eller går i stykker efter få vaske. 

Over halvdelen af det fast fashion, vi køber, er bortskaffet inden for et år ifølge Ellen MacArthur Foundation. For Jette Skov er løsningen, at folk køber langt mindre, men langt bedre tøj. Og så skal der rettes op på den udbredte myte, at det tøj, vi afleverer i containere som den på Nørrebro, bliver genbrugt. Ifølge Jette Skov fungerer genbrug ofte som aflad. Det dulmer forbrugernes samvittighed, men ændrer ikke på overproduktionen. Tværtimod risikerer det at legitimere mere forbrug, siger hun. 

- Mange betragter genbrug som en god gerning, der hjælper nogen, der har brug for det. Og det er jo ikke så mærkeligt, når der på containeren står ting som: ’Tak for din donation’.

En stor del af det overskydende tøj eksporteres dog til det globale syd. Ifølge Jette Skov er markedet i mange modtagerlande mættet, og en betydelig del af tøjet ender som affald, fordi kvaliteten ikke matcher efterspørgslen. I Ghana, hvor meget af tøjet sendes hen, råber regeringen vagt i gevær og har anmodet EU om at stoppe de enorme tekstilstrømme. 

Ifølge Jette Skov er velgørenhedstankegangen en del af problemet. 

- At genbrug i så mange år har været koblet til social hjælp, gør det svært for folk at forstå, at tøjet reelt ingen værdi har, siger hun. 

Genbrug er altså ikke den store frelse. Faktisk viser forskning, at genbrug potentielt avler mere køb. Folk, der køber genbrug, køber ofte også mere nyt. Og det kan blive farligt i følge Mette Hoffgaard Ranfelt: 

- Forbrugerne kan have en fornemmelse af, at de bare kan købe nyt og så sende det til genbrug med god samvittighed, hvis de ikke selv kan bruge det. Sådan er det ikke. Og når tøjmærkerne oveni smider begreber på tøjet som ’conscious’, ’green’ og ’eco’, så kan man virkelig blive vildledt til at tro, at man nærmest gør en god gerning ved at købe nyt tøj, siger hun. 

For Jette Skov handler løsningen ikke om at gøre genbrug mere attraktivt, men om at reducere tempoet i forbruget og øge sandsynligheden for, at det tøj, der sælges – også i genbrug – faktisk får et langt liv. 

- Vores vinduer udstiller tøj, der passer sammen i farver og styling, så folk kan se sig selv i det. Og der er ro i butikken, så man kan prøve tøjet ordentligt. Vi opfordrer også kunderne til at tage deres eget tøj med, så de kan prøve det sammen, inden de køber.

Tips og tricks - sådan får du en klimavenlig garderobe

Reklamer, der opfordre til overforbrug skal stoppes 

Meget tøj er så slidt eller ødelagt, at det ikke egner sig til genbrug. Derfor har kommunerne siden 2024 indsamlet tøj som en ny affaldsfraktion, ligesom der bliver indsamlet plast- og madaffald. Pointen her er, at fibrene skal genanvendes til nye produkter som isolering, bilsæder og klude – og helst til nyt tøj. I hvert fald i teorien. 

For kun cirka 1 pct. af tekstilaffaldet i EU genbruges eller genanvendes ifølge en opgørelse fra Europa-Parlamentet. Problemet er, ifølge Mette Hoffgaard Ranfelt, at meget af tøjaffaldet er en blanding af alle mulige fibre, som teknisk set er vanskelige at skille ad.  

Processen bliver meget ressourcetung, og kvaliteten af fibrene falder typisk markant. 

- Så selvom den nye tekstilaffaldsfraktion er positiv, så skal man være opmærksom på, at genanvendelse ofte bliver industriens undskyldning for at fastholde overproduktion, siger Mette Hoffgaard Ranfelt, der derfor mener, at lovgivning først og fremmest skal gribe ind tidligere i kæden – dér, hvor tøjet bliver designet og produceret. 

Det er EU efter mange års pres nu ved at rykke på. Her er man ved at udvikle krav for, hvordan tekstiler må produceres, hvad angår holdbarhed, materialer og reparerbarhed. Produktet kan kun sælges på det europæiske marked, hvis de såkaldte ecodesign-kriterier overholdes. 

- De nye ecodesign-kriterier kan blive et godt redskab, hvis de bliver ambitiøse, men der er behov for langt flere politiske greb, hvis vi for alvor skal adressere tekstilbranchens grundproblem, som er overproduktion og overforbrug, siger Mette Hoffgaard Ranfelt. 

Ud over krav til mængder, kvalitet og holdbarhed mener hun, at reklamer, der tilskynder til overforbrug, bør reguleres langt hårdere. Især influencermarkedet. 

- Instagram og TikTok flyder over med ’hauls’ og ’unboxings’, hvor tøjindkøb bliver fremvist, så følgere med få klik kan købe det samme. Det bør ikke være tilladt at få penge for at skubbe tusindvis af unge i retning af et overdrevent forbrug. Der er brug for både regler og en kulturændring.

Planter et lille frø hos folk

Den kulturændring arbejder stifterne af Re:wair for. Midt i Frederiksberg Centret, hvor tempoet er højt, og butikkerne lever af konstant udskiftning, har de for nylig åbnet Re:wair Studio. Det er ikke en butik i traditionel forstand, men et værksted. Her kan du ikke købe nyt tøj – kun brugt og upcyclet. Og så kan du få hjælp til at reparere dit eget tøj på en af symaskinerne. 

For Helene Hsu, Lili Dreyer og Emma Hjortdal er åbningen af studiet et stort skridt – og noget, de er tydeligt stolte af. 

- Vi er den underlige lille rebel i det her center, hvor alt er forbrug, forbrug og forbrug, siger Lili Dreyer. 

Re:wair Studio fungerer som platform for en række upcycling-designere, der sælger tøj skabt af tekstiler, som ellers ville være blevet smidt ud. 

- Det betyder meget for os at vise, at man godt kan skabe en forretning omkring noget, der er drevet af værdier. At upcycling ikke bare er et hobbyprojekt, men noget, der kan tages seriøst, siger Helene Hsu. 

De ved, at tekstilkrisen ikke kan løses med workshops og upcyclet tøj alene. Og det kan være overvældende at være en lille spiller i en krise af den her størrelse. Alligevel er de håbefulde. 

- Mængden af tøjspild er enorm – og det kan let virke håbløst. Men vi møder konstant nye idéer, mennesker og muligheder, og hver dag kan vi mærke et kæmpe potentiale. Med flere frivillige, flere samarbejder og flere midler kan endnu flere af vores mange idéer blive til virkelighed. Det her er kun begyndelsen, siger Lili Dreyer. 

- Vi kan ikke ændre systemet alene. Men hvis vi kan vise, at der findes alternativer, og plante et frø hos folk i retningen af en anden kultur, så betyder det noget, siger Emma Hjortdal. 

Og måske er det netop dér, forandringen begynder. Ikke i containeren – men i hænderne på dem, der vælger at reparere i stedet for at købe nyt.

Skrevet af Emilie Palm Olesen, foto: Thomas Nielsen