Ny podcast går på opdagelse i vandets skjulte fortællinger
- 17. juni 2026
Vi møder det hver dag. I glasset på bordet, i regnen mod ruden, i havet langs de danske kyster. Vandet er så allestedsnærværende, at det næsten bliver usynligt.
Men i en ny podcast fra Danmarks Naturfredningsforening går en perlerække af forskere, forfattere og eventyrere helt tæt på det mest almindelige element i vores liv. For selvom vand kan virke hverdagsagtigt, er H₂O alt andet end kedeligt. Det er et unikt molekyle, som forskere stadig ikke fuldt ud forstår, og som samtidig er selve forudsætningen for alt liv på Jorden.
- Mange synes måske, vand er kedeligt, men i virkeligheden er det helt utroligt fascinerende. Det har nogle helt fantastiske egenskaber, som formentlig er fuldstændig essentielle for livets eksistens. Det lyder næsten spirituelt, men det er virkelig et fantastisk molekyle, siger Anja C. Andersen, professor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet, i podcasten.
Anja C. Andersen: Vand er magisk - men vi tager det for givet
Men podcasten bliver ikke kun ved forklaringerne. Den bevæger sig lige så meget ind i det sanselige og det forestillede, hvor havfruer, havets kræfter og gamle myter får lov at leve side om side med naturvidenskaben. Fortællinger som ’Den lille havfrue’, ’Havets mor’ og ’Sælkvinden’ har gennem tiderne hjulpet os med at forstå vandet og finde vores plads i naturen.
Den gennemgående fortællerstemme i podcasten er skuespiller Esben Smed, mens skuespiller Trine Pallesen folder vandets fascinerende myter og væsner ud for lytteren, en rolle, som betyder meget for Trine Pallesen, da hun altid har følt sig tæt forbundet med vandet.
Podcasten 'Livets kilde' er nu ude.
Gennem 10 episoder dykker vi ned i vandets historier.
Find den der, hvor du lytter til dine podcast. Der kommer nyt afsnit hver torsdag.
- Vand er mit element. Det har det altid været, fortæller hun. Særligt husker hun en vinterdag i Aarhus, som studerende på teaterskolen, hvor en kollega tog hende med i havet midt i januar.
- Det sneede, og vi gik i vandet. Dengang var vinterbadning ikke moderne, som det er nu. Men bagefter stod jeg der, og sneen smeltede på min hud. Jeg kan stadig huske følelsen af at kunne mærke hver eneste del af min krop. Det var som at vågne på en ny måde.
Den oplevelse blev begyndelsen på et forhold til vandet, som har fulgt hende lige siden.
- Nogle mennesker løber en tur eller spiller tennis. Jeg går i vandet. Det er der, jeg går hen, når jeg skal finde mig selv igen – uanset om jeg er glad eller ked af det.
Fascinationen går dog endnu længere tilbage. Som barn ved Vesterhavet oplevede hun havet som noget, der både tiltrak og oversteg hende.
- Jeg elskede at stå der, hvor det blæste, og bølgerne slog ind. Jeg kunne mærke, at havet var større end mig, og det var faktisk en lettelse. Som om jeg kunne lægge mig ind i noget, der kunne rumme mig.
Samtidig var havet fyldt med forestillinger.
- Jeg havde noget med havfruer. Jeg kunne stå og kigge ud over vandet og pludselig se en sten som ryggen på en havfrue. Jeg så dem alle vegne. Det var også en måde at opleve, at verden er magisk.
Podcasten ’Livets kilde’ tager os gennem ti episoder på en rejse ind i vandets verden. Fra fortællinger om Jordens og livets skabelse, over istidens kæmpekræfter, der har formet vores landskaber, og til fortidens hellige kilder og vores rene drikkevand. Vi dykker ned i dybhavet og lytter til havets stemmer – og ser på den nyeste forskning i vand.
Spændet mellem videnskab og myter er et omdrejningspunkt i podcasten. Det fortæller Jens Raunkjær Wisting, der har produceret podcasten for Danmarks Naturfredningsforening sammen med Stefani Wisting.
- Vi moderne mennesker har en tendens til at se os selv som isolerede øer. I virkeligheden er vi det stik modsatte: kroppe af vand i konstant udveksling med vores omgivelser. Når vandet i jorden bliver forgiftet, ender det også i os. Men der er lys i mørket – og det er der faktisk også i vandet – noget, både videnskaben og myterne peger på.
Behovet for at genopdage forbindelsen til naturen er voksende, mener Jens Raunkjær Wisting.
- Vi vil gerne gøre en forskel, men i en verden fuld af kriser bliver mange overvældede og handlingslammede. Her kan naturen give os det overskud, vi mangler,” siger han, og Stefani Wisting supplerer:
- Forskning viser, at når vi opholder os ved havet, så kan det sænke vores stressniveau, og at tid i naturen generelt styrker både vores trivsel, koncentration og følelsen af at være forbundet med naturen.
I podcasten møder vi forskere som Katherine Richardson, Anja C. Andersen, Cecilia Vanman, Lone Gram, Anders Nilsson, Michael Stoltze, Hanne Strager og Jonas Teilmann.
Du finder podcasten der, hvor du lytter til podcast normalt.
Du kan også finde den på:
dn.dk/livetskilde
Hun forklarer, at idéen til podcasten udspringer af et ønske om at skabe et tættere forhold til vandet, så vi kan genforelske os i det, for kun det, vi elsker, vil vi passe på.
-Vi vil lade vandet tale til os – eller lade noget tale gennem vandet, siger hun. Og her spiller de gamle myter og fortællinger en stor rolle, tilføjer Jens Raunkjær Wisting.
- Myterne hjælper os med at genopdage vores egen natur – og vores plads i verden. De minder os om noget, vi allerede ved – men har glemt at lytte til.
For Trine Pallesen giver det særlig mening, at de gamle fortællinger i podcasten flettes sammen med ny viden.
- Vores forfædre havde et helt andet forhold til naturen og til vandet. De talte med den, gav den gaver, levede i den og var i pagt med den. I dag bruger vi den bare, vi er øverst på kransekagen, siger hun, og det er en hård erkendelse.
- Jeg kan blive virkelig ked af det. Vi opfører os, som om alting er til for os, og vi er ved at smadre noget helt grundlæggende. Men jeg bliver også håbefuld, når jeg ser, at der er mennesker, der prøver at genoprette det. Så bliver jeg taknemmelig.
Skrevet af Emilie Palm Olesen, foto: Morten Germund
’Livets kilde’ er baseret på en idé af Jens R. Wisting og Stefani Wisting.
Podcasten er udviklet, skrevet og produceret af Jens Raunkjær Wisting, Georg Larsen og Stefani Wisting med Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm fra Danmarks Naturfredningsforening som redaktør.
Esben Smed er den gennemgående fortællerstemme i podcasten.
Trine Pallesen lægger stemme til myter og eventyrlige fortællinger.
Podcastens musik og lyddesign er skabt af Stefani Wisting og Yann Coppier med bidrag fra Ying-Hsueh Chen, Alex Opazo, Angajoq Nattoralissuaq, Jonna Jinton og Sebastian Bruun.
Podcasten er blevet til med støtte fra Grundfos Fonden, Statens Kunstfond og Koda Kultur.