Nye pesticider mistænkt for at være skadelige for mennesker: Bør forbydes nu
- 11. august 2026
Det var et vigtigt og nødvendigt skridt, da regeringen i 2025 forbød en række pfas-pesticider i landbruget, fordi de danner evighedskemikaliet TFA.
Stoffet er nedbrydningsproduktet af PFAS-stoffer og er vurderet til at være skadeligt for menneskers forplantningsevne og for fostre.
Læs også: En stor sejr for natur og vandmiljø, at pesticider forbydes
Nu har Miljøministeriet fundet frem til, at yderligere fem pesticider, der i dag bruges i det danske landbrug, muligvis danner TFA. Miljøministeren sætter gang i en undersøgelse for at afdække problemet, men i Danmarks Naturfredningsforening er holdningen klar: Forbyd stofferne nu.
- Stor ros til miljøministeren for at ville afdække problemet med henblik på et muligt forbud, siger Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver, og fortsætter:
- I EU opererer man med et forsigtighedsprincip, der siger, at hvis man er i tvivl om et produkt er skadeligt, så skal det ikke være på markedet. Det princip er netop lavet til de her situationer, hvor der er begrundet mistanke om TFA. Et skadeligt kemikalie, som aldrig forsvinder, når det først er der. Derfor bør regeringen stoppe brugen af de her pesticider.
I 40 procent af drikkevandsboringerne, der burde indeholde rent og upåvirket grundvand, findes evighedskemikaliet TFA, ifølge Miljøministeriet.
TFA har blandt andet skadelige effekter på fostre og på menneskers forplantningsevne, ifølge EU’s forskningsenhed på miljøområdet. TFA kommer ikke kun fra PFAS-sprøjtegifte, men fra alle mulige produkter, der indeholder PFAS. Blandt andet regntøj og spraydåser.
For nylig har forskere ved Københavns Universitet fundet TFA i urinen hos danske gravide kvinder. Samtidig har et hollandsk studie fundet PFAS-stoffer i samtlige 1600 prøver af modermælk.
TFA er altså et stof, der findes rigtig mange steder, og som aldrig forsvinder. For Thyge Nygaard understreger det alvorligheden.
- Der er meget, vi stadig ikke ved om TFA. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme alle produkter til livs, som på nogen som helst måde kan blive til TFA. Det er vores børn og børnebørn, der kommer til at stå med regningen, lyder det fra Thyge Nygaard.
Der er tale om fem forskellige sprøjtemidler, der nu skal undersøges. Den ene indeholder aktivstoffet lambda-cyhalothrin, som typisk bruges på hvede- og rapsmarker.
Og selvom midlet kun udgør 0,1 procent af den samlede mængde solgte aktivstoffer i landbruget, er midlet vurderet til at være skyld i 14,9 procent af den samlede miljøbelastning fra sprøjtegifte, ifølge Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik. Den bliver brugt for at slå insekter ihjel på markerne, men går også udover dyrelivet i vandløb og søer, når sprøjtegiftene siver ud.
- Det er altså en virkelig kradsbørstig gift, vi har med at gøre her, som miljøministeriet rettelig bør tage et kritisk blik på. Og nu er den ovenikøbet mistænkt for at skabe TFA, der ender i grundvandet, siger Thyge Nygaard.
De andre gifte, der nu muligvis skal forbydes, er oxathiapiprolin, der bruges på kartofler, picolinafen og pyroxsulam, der bruges på korn, og tefluthrin, der ifølge Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik ikke bliver brugt.
Vi kæmper for et landbrug uden sprøjtegifte og for rent drikkevand, en natur i balance og sunde fjorde fulde af liv.
Du kan blive en del af Danmarks største grønne fællesskab. Red naturen, klimaet og det rene drikkevand sammen med 140.000 andre.