Op mod en million gæs har indtaget Danmark
- Dyr
- Natur
- 29. januar 2026
Der bjæffes, klukkes og skræppes i vinterlandskabet. Grågås, bramgås og knortegås er blot nogle af de vilde gæs i Danmark, der i tusindtal spankulerer rundt på marker eller flyver i perfekte formationer i den blege vintersol lige nu.
Dansk Ornitologisk Forening anslår, at op mod en million gæs gæster Danmark i vinterhalvåret. Det er en voldsom stigning over de seneste 50 år, og det anslås, at antallet af vilde gæs i dag er 10 gange større end i 1970.
- Vi andre ser vinteren som en tid, hvor naturen er i dvale. Men for gæs er vores lille land et rigt forrådskammer, blandt andet fordi der er vinterafgrøder som korn og raps, de kan æde løs af, siger biolog Bo Håkansson, der blandt andet arbejder med artsforvaltning i Danmarks Naturfredningsforening.
Den smukke bramgås er karakteristisk med sin hvide ansigtsmaske og sorte hals. De smukke fugle ses i enorme flokke på op mod 10.000 fugle, og de kommunikerer livligt med hinanden, med hvad der lyder som bjæf og gøen. Bramgåsen kommer typisk fra det nordlige Rusland, Svalbard og Grønland og må ikke jages, men kan reguleres efter tilladelse, hvor den giver skader på marker.
Enorme flokke af bramgæs er observeret særligt i Vadehavet med flokke over 50.000 gæs, men alle kystnære områder i Danmark er lige nu landingsbaner for store flokke af gæs.
Den store grågås genkendes let på sit gule næb. Den fravælger i stigende grad Sydspanien som vinterdestination og lander med sit op mod 180 cm vingefang i stedet i Danmark. Grågåsen er en almindelig ynglefugl i søer og moser i hele landet. Parrene holder normalt sammen på livstid. Man kan komme helt tæt på grågæssene, hvis de ikke føler sig truet.
- Gæs er generelt nogle selskabelige typer, der gerne samles i store flokke på landjorden. Her blander de sig med andre gæs som for eksempel canadagås, knortegås og deres nære slægtninge - sangsvaner og knopsvaner. Også fordi der for det enkelte dyr er en sikkerhed mod rovdyr i at være én ud af mange, forklarer Bo Håkansson.
Om dagen æder gæssene altså løs af græs og andre planter på marker og i enge. Om natten søger de typisk i sikkerhed for rovdyr og andre farer ude på vandet. Men i en periode, efter de har ynglet, bliver de ekstra sårbare. Her skifter de nemlig fjer - de såkaldte svingfjer og er ude af stand til at flyve. Og så er det straks sværere at komme tæt på dem, og de trækker sig tilbage og bliver helst på vand.
Tranen vender tilbage til Danmark - og den bliver hele vinteren
10 arter af gæs i Danmark: Grågås, Bramgås, Blisgås, Knortegås, Canadagås, Sædgås, Kortnæbbet Gås, Dværggås, Snegås og Rødhalset Gås.
Snegæs kan være undslupne fangenskabsfugle eller efterkommere heraf.
Canadagåsen er oprindeligt ikke en naturligt forekommende art i vores område og anses for ”invasiv”, men de fugle vi ser i dag stammer fra vilde bestande af oprindeligt indførte fugle i bl.a. Sverige.