Min families sommerhus på Langeland lå på grænsen til skoven. Jeg løb ofte gennem havelågen, ad stien, som min mor havde lavet ved at fjerne et brombærkrat, ind under granerne og videre ind i skoven. Det var som at løbe direkte ind i et eventyr. Jeg legede under trækronerne i timevis, samlede skovsyre, byggede huler og følte, at skoven var mit andet hjem. 

Som barn forstod jeg ikke, hvorfor vi ikke flyttede ud og boede i skovens bløde mos og duften af gran. Min fantasi fik frit spil i de verdener, som naturen åbnede for mig. Her følte jeg mig altid tryg og tilfreds. 

Da sommerhuset på Langeland blev solgt for et par år siden, vågnede en ustyrlig længsel efter at finde et nyt sted i naturen, som jeg kunne stikke af til og kalde mit. Jeg søgte og søgte og fandt endelig en ødegård i Sverige, som min kæreste og jeg overtog sidste år. Huset er omkranset af sø og skov, eng og vidder, som giver blikket mulighed for at vandre. Her kan jeg gå direkte ud i naturen, når jeg har lyst og uden et formål. 

Naturen giver et stærkere nærvær: Vi tænder bål og synger

Jeg har altid været meget effektiv. Jeg har levet en stor del af mit voksenliv i et skema, hvor jeg fyldte alle timer ud. I huset i Sverige har vi ikke noget ur, og tiden mister sin betydning. I ødegården glemmer jeg min telefon. Her er ikke nogen, jeg skal være noget for, ikke noget, jeg skal eller skal leve op til. Når vores venner besøger os her, er vi sammen på nye måder, fri for forventning og præstation. Vi tænder bål, synger en sang eller går ned til søen. Jeg oplever, at naturen giver plads til et stærkere nærvær. 

Jeg elsker at arbejde som skuespiller, men det kommer også med et konstant krav om præstation og optimering. Vi skal hele tiden nå noget på kort tid. At skrive derimod kræver refleksion og tid til at tænke – og en accept af pauserne. Jeg tror, at mange glemmer, hvor vigtige pauser er for vores tanker og mulighed for at se de større perspektiver, som f.eks. hvor små vi er i den store sammenhæng, og hvad der er vigtigt i livet. 

Det at skrive romanen ’Skønheden’ har været en slags undersøgelse af, hvad det gør ved mennesker at være styret af tanker om skønhed og selvoptimering og en tro på, at lykken er at blive rigere og smukkere. En tilstand, der gør det umuligt at være til stede her og nu. Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor det er blevet svært ikke at blive styret af krav om forbrug, produktivitet og præstation. 

Jeg har med vilje placeret karaktererne i et hyperkapitalistisk rum afkoblet fra naturen. Jeg forstår og deler deres længsel efter det glitrende, lækre nye. Jeg tror, at det at skaffe os ting er så dyb en følelse i os, et helt ravneagtigt begær. Men det skader vores ydre natur. For når begæret efter forbrug fjerner os fra naturen, kan vi ikke længere forstå, hvorfor vi skal passe på den. Og hvis alle har den indstilling, at de skal have mere, bliver vi ved med at overforbruge. 

Jeg bruger mine sanser - så ingen gps, jeg finder selv vej

Hvorfor endte vi i denne underlige forbrugsmaskine? Vi har jo nok tøj og mad og ressourcer til at slappe af. Men markedsmekanismerne får os til at blive ved med at løbe rundt i et hjul og tro, at det er sandheden, at vi skal løbe så stærkt. I denne underlige cirkelslutning kan vi let glemme, at det jo bare er en fortælling, som nogen har opfundet. 

I naturen kan min krop mærke, at det kan være anderledes. Her oplever jeg en mulighed for at tage ejerskab over mine oplevelser ved at insistere på at bruge mine sanser, f.eks. ved ikke at bruge gps, men selv finde vej, når jeg går i skoven. Ikke at høre musik, men selv synge med skoven. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi vedligeholder vores sanselige forbindelse med naturen for at holde fast i, at vi er forbundet med den, at vi selv er natur og har brug for at leve i balance med både den ydre og indre natur.

Skrevet af Anne Anthon Andersen, foto: Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix