Gå til indhold

Sejr for havet: Ny kvælstoflov kickstarter opgør med iltsvind og fiskedød

Sejr for havet: Ny kvælstoflov kickstarter opgør med iltsvind og fiskedød
  • 03. september 2026

En ny kvælstoflov skal for første gang i 15 år sænke landbrugets kvælstofforurening - og give livet i havet en chance for at vende tilbage. Det er en kæmpe sejr for vores nødlidende hav.

Det danske havmiljø er år efter år blevet martret af historiske iltsvind, som har suget livet ud af de danske fjorde og kyster. Nu har et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen (S, SF, R og M) og de øvrige partier bag Aftale om Implementering af et Grønt Danmark (LA, K), samt Ø og Å vedtaget en ny lov om gødskning, der skal begrænse landbrugets udledninger af kvælstof. Direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby kalder dagens vedtagelse for en stor hjælpende hånd til havmiljøet.

-Jeg vil gerne rose et bredt flertal i Folketinget for at tage ansvar for havmiljøet. Alt for længe har vi set på billeder af døde fjorde og golde havbunde, mens intet er sket. De nye regler vil for første gang i femten år sikre en reduktion af kvælstofforureningen, så det her er en meget god dag for havnaturen, siger Lars Midtiby og fortsætter:

-Med trepartsaftalen lavede vi en kæmpe aftale om omlægning af landbrugsjord, hvor de mest forurenede jorde omlægges med frivillige aftaler med landbruget, mens der på den anden side skulle være en håndfast miljøgaranti, i tilfælde af at arealomlægningen ikke leverede tilstrækkeligt med kvælstofreduktioner. Den garanti bliver nu til virkelighed, og det er et vigtigt og stort skridt mod en bedre havnatur, siger Lars Midtiby.

Hver tredje kystvand ramt af iltsvind i 2026

Vedtagelsen af den nye lov kommer på et tidspunkt, hvor danske fjorde og kystvande igen er ramt af historisk iltsvind. En optælling af data fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø viser, at 38 - eller mere end hver tredje af Danmarks 108 kystvande – på nuværende tidspunkt har været ramt af iltsvind i 2026. Det er flere end der var i både 2025 og 2024 på samme tid af sommeren.

Se kortet - Disse kyster rammes af iltsvind

-Det er et historisk opgør med, at man fra politisk hold har ladet stå til i forhold til landbrugets udledninger af kvælstof. De sidste femten år har udledningen været nogenlunde den samme, mens vandmiljøet har fået det værre. Derfor er det meget afgørende, at der nu rent faktisk bliver sat ind i forhold til at nedbringe kvælstofudledningen, siger Lars Midtiby.

Stop iltsvind - Red vores hav!

0

Har allerede skrevet under

Skriv under nu!
  • Det danske hav er igen i år ramt af historisk slemt iltsvind

  • Landbruget skal nedbringe sin udledning af kvælstof med en tredjedel.

Stadig langt til målet

Med den nye lov bliver der indført kvælstofkvoter, som bliver givet til den enkelte bedrift ud fra, hvor meget det enkelte kystvand kan tåle. Men der er indbygget en bremse i modellen – også kaldet et såkaldt brakpunkt - så den ikke henter alle de nødvendige reduktioner.

Mere konkret betyder det, at reguleringen i første omgang vil reducere landbrugets udledninger med foreløbigt vurderet omkring 9.600 tons. Det er dog langt fra nok – myndighederne har foreløbigt vurderet, at det er nødvendigt at reducere kvælstofudledningen med mindst 14.800 tons for at leve op til kravet om god økologisk tilstand.

Målet med den grønne trepart er at omlægge landbrugsjord til natur og samtidig sænke udledningen af CO2 og udledningen af kvælstof fra landbruget til havmiljøet. Den nye kvælstofregulering fungerer som en miljøgaranti, hvor man har en sikkerhed for kvælstofreduktioner, hvis de ikke hentes ved at omlægge marker til natur. Senere på året skal aftalepartierne beslutte, hvordan man kommer hele vejen i mål med kvælstofreduktionerne, så vi for alvor kan komme iltsvindet og den kritiske tilstand i havmiljøet til livs.

-Reguleringen bringer os et stykke af vejen, men der er stadig langt igen i forhold til at leve op til EU's vandrammedirektiv og skabe forhold i alle fjorde, hvor livet faktisk kan vende tilbage. Derfor venter der i efteråret et stort arbejde for partierne bag forliget i forhold til at beslutte, hvordan vi kommer helt i mål, siger Lars Midtiby.

Kasper Pihl Møller

Kasper Pihl Møller

Teamleder for presse/Pressechef
Lars Midtiby

Lars Midtiby

Direktør