Det var en tilfældig indskydelse, at min mand, Rune, og jeg en weekend kørte til Møn for at kigge på huse. Det var lidt for sjov, men da vi så huset på Møns vestkyst nær Rytsebæk Strand, var det kærlighed ved første blik. Der var væg til væg-tæpper, reb i loftet og et værksted af gasbeton. Men der var også en horisont, hvor man kunne lade blikket løbe langt, et himmelloft funklende af stjerner og lyden af havet om aftenen. Det var helt perfekt.  

De første mange år var huset på Møn bare vores sommerhus. Men da vores ældste datter skulle på efterskole, flyttede vi ned i huset et helt år, hvor vi legede, at vi boede på landet. Da hun skulle på gymnasiet, flyttede vi tilbage til København. Og det føltes som en stor sorg og en helt fysisk fornemmelse af at blive lukket inde. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg fik en indre rivende længsel tilbage til naturen.  

Var klar til at flytte uden manden 

En lang og opslidende arbejdsperiode på bagkanten af corona lagde mig ned med alvorlig stress. Efter en måned på langs pakkede jeg instinktivt børnene i bilen og kørte til Møn. Der ramte det mig igen. Jeg landede i mig selv, efter at jeg i lang tid havde løbet så vanvittig stærkt, at det føltes, som om mine fødder havde sluppet jorden. Jeg stod på terrassen på Møn og kunne pludselig trække vejret helt ned i maven igen. Jeg vidste instinktivt, at jeg skulle være her, hvis jeg skulle finde tilbage til mig selv. 

Balancen var simpelthen skæv. Vi tilbragte størstedelen af vores liv i byen og tog til Møn for at få luft. Hvad nu, hvis vi vendte det om, så basen blev Møn og udflugterne København? Børnene og jeg kørte herned de følgende weekender, og da min mand, Rune, kom, sagde jeg, at jeg var nødt til at flytte herned og bo. Hvis han ikke ville med, måtte jeg gøre det alene. Heldigvis ville han gerne med, og kort efter flyttede vi. 

Jeg har stadig masser af dage med lange to do-lister. Men det, at naturen hele tiden er inden for rækkevidde, gør det lettere at smutte ud i dens åndehuller i hverdagen – gå ned til stranden og lytte til bølgernes skvulp eller nappe en halv times gåtur gennem skoven. Naturen er der hele tiden, man skal bare træde ud i de pauser, den giver. 

Naturen minder os om at leve lige nu

Jeg forestiller mig min krop som en skal med sitrende pels på indersiden. I naturen føles det, som om jeg bliver aet indvendigt, så mit nervesystem finder ro. Jeg mærker en dyb tilfredshed, når jeg kører tilbage fra byen og hen over dæmningen til Møn om aftenen. At se ud over vandet, få øje på en hejre, der flyver ind. Betragte månen, der hænger lysende bag disen, med visheden om, at den var her længe før mig og vil være her længe efter.  

Børnene løber på æblerov, pakker tæpper, puder og mariekiks i trillebøren og laver picnic på halmballerne oppe på marken med udsigt til havet. Nå ja, det regner, og hvad så? De har fået en anden fortrolighed med naturen. Vi bader hele året, om sommeren fra stranden og om vinteren fra bådebroen i Stege.  

Naturen minder mig om, hvad jeg vil, og hvad der er vigtigt. At huske, at hey – juni er den tid på året, hvor natten bliver lys, og vi skal synge midsommeren ind. Og hvis vi skal nå at plukke æbler, skal vi slå til i september. Vi skal ud at gå i bladene, mens de rasler, og samle kastanjer, mens de er her. Naturen minder os om, at livet går, og at vi skal huske at leve og være til stede i årstiderne som i livet, mens tid er.

Tekst: Anne Anthon Andersen

Vil du modtage Natur og Miljø direkte i postkassen - og samtidig støtte en god sag?