Pant på take-away: Få penge tilbage for din kaffekop udvalgte steder
Et nyt retursystem for takeaway-emballage udrulles som et pilotprojekt. Et vigtigt skridt væk fra brug-og-smid-væk-kulturen, mener Danmarks Naturfredningsforening.Når du køber du en kop kaffe eller juice i det indre København, vil du flere steder nu kunne få produkterne serveret i emballage, der ikke skal ende i skraldespanden.
Københavns Kommune tester nemlig i samarbejde med virksomheden New Loop et nyt retursystem for takeaway-emballage. Systemet fungerer med pant - ligesom en dåse eller flaske.
Du betaler fem kroner for koppen, når du køber din kaffe, juice eller anden drik, og når du er færdig, afleverer du den i en af byens 32 returautomater – og får pengene tilbage. Senere i fasen inkluderes også emballager til salater, sushi og lignende.
Forsøget varer i første omgang halvandet år og er en del af det nationale arbejde med at nedbringe plastemballage.
Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, glæder sig over, at hovedstadens borgere nu får den mulighed.
- Plastemballage specifikt til take away er et kæmpe problem, og det udgør faktisk ca. halvdelen af det affald, der findes i havet. Med politisk vilje kan vi indføre retursystemer for langt flere emballagetyper, så vi skaber et mere bæredygtigt kredsløb i stedet for den brug og smid væk-kultur, vi har nu. Her er forsøgsordningen et vigtigt skridt på vejen, siger Mette Ranfelt.
En række caféer i København er allerede nu med i ordningen, blandt andet Torvehallerne, og målet er, at mangle flere caféer og restauranter skal med på projektet.
Læs også: Danskerne bruger 150 millioner engangskaffekopper om året
Andre forsøg tegner godt
I første omgang er der sat 32 returautomater op forskellige steder i København, hvor du kan returnere din emballage og få de fem kroner retur. Eller du kan vælge at donere dem til Danmarks Naturfredningsforening.
Det mest udbredte er kaffekopper og drikkeglas, men på sigt er der også madbokse.
Du kan se på kortet til højre, hvor returautomaterne er. Ud over returautomater bliver der også som en test sat 6 donationsbokse op hvor man direkte kan donere til Danmarks Naturfredningsforening.
New Loops genbrugelige emballage er lavet hovedsageligt af brugt vegetabilsk olie. Det vil sige, at det fossile aftryk og brugen af nye ressourcer til at producere emballagerne, er reduceret markant. Emballagerne skal derfor blot bruges to gange, før det CO2 og resursemæssigt giver mening i forhold engangsemballager.
Lignende pant-systemer er i gang lige nu flere andre steder, heriblandt Aarhus. Her har retursystemet sparet kommunen for, hvad der svarer til over 10.000 affaldsspande fyldt med engangskopper, og returprocenten ligger på omkring 87 procent. Det er ifølge Mette Ranfelt et klart signal om, at forbrugerne er klar til nye vaner:
- Hvert år generer den gennemsnitlige dansker omkring 800 kilo husholdningsaffald. Men langt de fleste ville jo minimere den mængde betragteligt, hvis de kunne. Problemet er, at det er stort set umuligt at slippe for emballage og plast, der kun bruges én gang, før det er skrald.
En del af større indsats
Forsøget er sat i gang som led i kommunens arbejde med at mindske affaldsmængderne. Ifølge kommunens teknik- og miljøforvaltning bliver der hvert år smidt flere hundrede ton takeaway-emballage ud i byen.
Forsøgsordningen i København er et af verdens største forsøg med genbrugelig emballage og byrumsinfrastruktur, og de deltagende virksomhed kan med hjælp fra New Loop søge støtte af kommunen, hvis de vil være med.
Med New Loop slipper caféer og restauranter for selv at håndtere returordningen. Emballagen bliver samlet ind, vasket og sat tilbage i omløb af virksomheden bag systemet. Anders Barsøe, der er direktør og medstifter i New Loop, håber, at forsøgsordningen vil fungere som et udstillingsvindue for både borgere og caféer, der vil føle sig inspirerede til at deltage.
- Håbet er, at borgerne ser de her automater rundt omkring i byen og får lyst til at afprøve det, ligesom flere caféer vil kunne se musikken i det. På den måde kan det sprede sig som ringe i vandet, siger Anders Barsøe.
Han tilføjer, at flere bydele allerede er med i planlægningen af en udvidelse af systemet.
Forsøget varer halvandet år, men er planlagt til at blive forlænget til tre år. Erfaringerne skal så bruges til at vurdere, hvordan ordningen kan udbredes til resten af byen.