Selvom vejret er på vej til at blive køligere og vådere er det en god ide at gå i haven de næste par måneder og så blomsterfrø. September, oktober og november er rigtig gode havemåneder, når det handler om såning af blomster.

Selvom danskerne har det med at valgfarte til planteskolerne i foråret, når solen begynder at blive varm i april og maj, så er efteråret oplagt at plante blomster i. Alt ligefra at sætte eller sprede frø og sætte løg.

Hen over sommeren kan du gå og samle frø fra blomster. De blomster, der afblomstrer tidligt på sæsonen, kan du tørre frøene og lægge i køleskabet efterfølgende for at så ud senere på året.

I efterårsmånederne september, oktober og november kan du så mange forskellige blomsterfrø og løg og få smukke resultater til foråret i din have.

Blomsterfrø du kan så i september og oktober kan nå at spire frem

Når du sår frø i det tidlige efterår, vil nogle frø spire tidligt og overvintre som en spire eller en lille bladroset. Andre frø vil overvintre i jorden og komme op, når der kommer lys og varme til jorden i foråret.

Mange blomster har frø her i sensommeren, som du kan høste, når de er afblomstret. Det betyder, at hvis du har blomster i din have, som du gerne vil have flere af, så kan du tage frø fra dem og så dem ud.

Den hurtige løsning er at gå en tur i din have og daske blidt til de afblomstrede blomsterhoveder, så de taber frø. Så kan du have en kop kaffe i den anden hånd.

Du kan også tage et smut forbi den lokale planteskole og købe frø fra eksempelvis smalbladet klokke, forglemmigej, stedmoder og okseøje, der er gode blomster at så i det tidlige efterår.

Det er altid en god ide, at du går efter danske arter. Kig på frøpakkerne på planteskolen og i supermarkedet og spørg, hvis du er i tvivl. Og har du blomster i din have, du er i tvivl om, hvad er, så brug evt. app'en iNaturalist til at identificere dem.

Særligt gode blomster til bier og sommerfugle

  • Lige nu kan du sætte løg i jorden til krokus og påskeliljer - især krokus er gode til de humlebier, der er tidlig på færre i foråret.
  • Oksetunge, kællingetand, vikke, slangehoved, hjulkrone og kulsukker er rigtig gode planter at få i din have.

Forglemmigej spirer frem med blomster i foråret. Der eksisterer mange andre myter om forglemmigej. De fleste handler om kærlig erindring og afsked i kærlighed.

Stauder kan deles og plantes i efteråret

Mange stauder er velegnede til efterårssåning. Har du stauder i haven, der er veletablerede, kan du hakke med en spade eller pille staudens rødder over.

Når du har delt din staude, kan du plante den fraskilte del et andet sted i din have.

Storkenæb er et godt eksempel på en staude, som du kan få til at formere sig ved at dele den og plante den.

Blomsterfrø du skal så i oktober og november overvintrer i jorden som frø

En del etårige sommerblomster kan komme ekstra tidligt i gang med efterårssåning, f.eks. kornblomst, ridderspore og valmue.

Når du sår i oktober og november, lige før frosten kommer, overvintrer frøene i jorden. Blomsterfrøene spirer først, når lyset og varmen vender tilbage til foråret.

Dette er naturens egen måde at gøre det på, og den passer bedst til frø, der tåler kulde, eller som ligefrem har behov for kuldebehandling for at spire.

Valmuer og gratis frøposer

Har du valmuer, eller kan du hente nogle fra en grøftekant i nærheden, så kan du tage frø fra dem og så i september måned:

  1. Klip et par af de afblomstrede valmuehoveder af.
  2. Kom kapslerne i en pose og ryst godt, så frøene kommer ud.
  3. Pak frøene ned i papirspose, eksempelvis denne fra Giftfri-Have, du selv kan printe.
  4. Så valmuefrøene ud i løbet af september.

Afblomstrede valmuer smider små sorte frø, der ligner birkes. Den valmuesort, der bruges til birkes, som du kender dem fra tebirkes, er imidlertid fra opiumsvalmuen og ikke fra valmuer, som dem i din have.

Kulden får blomsterfrøene til at spire

Planter, hvor frøene kræver kulde for at kunne blomstre senere på året, kaldes kuldekimer. Sådanne frø skal i jorden, mens det er frost og sås typisk i perioden fra oktober og frem til april.

Frosten vækker frøene fra deres frøhvile.

Læs mere om kuldekimer og se, hvornår du skal så de kulde-glade frø her.

Fryd dig over en tidlig høst

Ved at udnytte efteråret til at så i, kan du se frem til at få glæde af blomsterne tidligere i foråret.

Grøntsager du kan så i efteråret

September-oktober: Ramsløg, salatløg og vintersalat.

Oktober-november: Grønsager som dild, purløg, gulerod, pastinak, persille, persillerod, radise, ræddike, salat og skorzonerrod.

Kilde: NELSON GARDEN

alt
Therese Nissen
Natur- & miljøpolitisk rådgiver