Materialet, som skal dumpes, skal selvfølgelig ikke være forurenet. I dag testes materialerne til dumpning kun for otte tungmetaller og et par andre stofgrupper, og ofte baseres vurderingen på flere år gamle analyser. Det bør der strammes op på.
Flere steder dumpes der havneslam i de danske farvande - med konsekvenser for naturen i havet. Der er brug for strammere regler på området, mener Danmarks Naturfredningsforening.
84 områder i de danske farvande er i dag i brug eller udpeget som steder, hvor man må dumpe opgravet havbundsmateriale – det, som også kaldes klapning. Men flere af stederne har der været store diskussioner om hvorvidt dumpningen bør droppes af hensyn til naturen og miljøet i havet.
Dumpning bliver nemlig kritiseret for at kunne sprede havneslam. Slammet kan være forurenet med miljøfarlige stoffer som menneskeskabte tungmetaller. Og det kan også indeholde store mængder kvælstof, fosfor og iltforbrugende stof, der fører til alger, øget risiko for iltsvind, uklart vand og mindre liv under vandet.
Det nok mest omtalte eksempel er dumpningen i Køge Bugt af havneslam fra anlægget af den kunstige halvø Lynetteholm i København. Her blev dumpningen af ca 1,25 mio m3 havbund stoppet i 2022 af politikerne i Folketinget, efter dumpningen blev kritiseret af både eksperter, den svenske regering og grønne organisationer. Nu kunne materialet pludselig godt indbygges i den kunstige halvø.
I Aarhus Bugten var der planer om at dumpe bundmateriale fra en stor udvidelse af Aarhus Havn, som har været stærkt kritiseret, ikke mindst af Danmarks Naturfredningsforening. Også her viste det sig at behovet for dumpning kunne gøres langt mindre.
Hvorfor kaldes det "klapning" at dumpe i havet?
Klapning er, når man opgraver havbund fra f.eks. havne og sejlrender, og dumper det andre steder i havet. Dumpningen sker fra et specielt skib, der har klapper i bunden. Når klapperne åbnes, bliver skibets indhold dumpet i havet. Derfra kommer ordet "klapning".
Nuværende regler tager ikke havnatur alvorligt
Kritikken af de mange dumpninger i vores i forvejen pressede hav har medført, at et enigt Folketing i forbindelse med vedtagelsen af Danmarks Havplan i 2023 har besluttet at indføre strammere krav for dumpning af bundmateriale i havet.
Og det er på høje tid og meget nødvendigt, mener Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
- Det har været alt for lemfældigt, hvor og hvor meget dumpning der er tilladt, og det er under al kritik. Vi skal tage havnaturen mere alvorligt og stramme reglerne for dumpning, så tilladelserne bliver baseret på et solidt, fagligt grundlag, siger hun.
Der dumpes 2,8 millioner kubikmeter om året
Fra 2013-2019 er der blevet dumpet 19,4 millioner kubikmeter havbundsmateriale i de danske farvande. Det svarer i snit til 2,8 millioner kubikmeter om året.
Ofte stammer materialet fra havne og sejlrender, som er sandet til. Derfor graver man sandet op, så skibe fortsat kan komme frem og tilbage, og det opgravede materiale bliver efterfølgende dumpet andre steder i havet. Men materialet, der skal dumpes, kan også stamme fra anlægsprojekter. Det kan for eksempel være i forbindelse med nedgravning af kabler, udvidelse af havne, etablering af broer og lignende.
Og det er vigtigt at skelne mellem de forskellige typer af dumpning, mener Stiig Markager, der er professor ved Aarhus Universitet og ekspert i havmiljø.
- Det er som regel fuldstændig uproblematisk at holde en sejlrende ved lige. Her opgraver man og dumper rent sand. I små havne kan der være problematisk bundmudder, men det drejer sig ofte om små mængder på nogle få tusinde kubikmeter. Det bliver for alvor problematisk, når der er tale om kæmpestore anlægsprojekter som Lynetteholm, Femern Bælt eller udvidelsen af Aarhus Havn. Her kan der både være tale om tidligere industriområder, der er meget forurenede, og det kan dreje sig om dumpning af enorme mængder på flere millioner kubikmeter, siger Stiig Markager.