Grøn trepart

Aftalen medfører, at der i 2030 indføres en CO2-afgift på landbruget, som helt konkret gør det dyrere for landmændene at udlede drivhusgasser. Det vil medføre færre landbrugsdyr og en CO2-reduktion. Desuden kommer der i 2028 en afgift på udledninger fra lavbundsjorde, som gør det dyrt at blive ved med at dyrke de lavbundsjorde, som udleder drivhusgasser.

Men CO2-afgiften står ikke alene. Det helt centrale i aftalen er nemlig den kæmpe arealomlægning, hvor 15 procent af landbrugsarealet skal omlægges til skov, vådområder og natur.

For når man fjerner så meget landbrugsareal, så fjerner man også grundlaget for husdyrproduktionen, som er landbrugets største drivhusgasudleder. Landmanden har nemlig brug for jorden til at sprede gødningen fra dyrene og til at producere foder til husdyrene. Når jorden i stedet bliver til natur eller skov, så reduceres husdyrproduktionen i de pågældende områder. 

Der vil være en stor effekt på antallet af husdyr.

Og oveni det kommer altså effekten af CO2-afgiften: 9,3 % færre kvæg og 6,3 % færre svin ifølge embedsværkets egne beregninger.

Samtidig vil det i sig selv spare drivhusgasser, når hver sjette mark fremover ikke skal pløjes men i stedet være skov eller våde enge, der suger CO2. Det gælder ikke mindst de klimaskadelige dyrkede lavbundsjorder.

Med aftalen skal 400.000 hektar landbrugsjord blive til skov, natur og vådområder. Heraf skal 100.000 hektar være urørt skov. Mere urørt skov vil hjælpe de planter, dyr, insekter og svampe, som er truede på deres eksistens og lige nu risikerer at forsvinde fra Danmark.

Mere urørt skov er et vigtigt værktøj til at genskabe de naturlige processer, som der er alt for lidt af i Danmark.

Samtidig lover aftalen, at 140.000 hektar lavbundsjorder og randarealer skal tages ud af dyrkning og vende tilbage til det, de engang var: Moser, sumpe og våde enge.

Dyrkede lavbundsjorder er de marker, som ligger lavt og ofte ud til fjordene eller langs vandløb. De har i årtier været drænet og dermed blevet unaturligt tørre. Det er gået ud over en masse dyre- og plantearter og medfører samtidig også udslip af drivhusgasser og kvælstofudvaskning.

Når drænene ophører, og markerne bliver til våd natur igen, vil det tiltrække de arter, som oprindeligt levede der. Samtidig får man sat en stopper for, at drivshusgasser siver ud i atmosfæren.

Det har vi set eksempler på i en række gode lavbundsprojekter. I 2012 genskabte man det halve af den oprindelige Filsø, der over flere omgange frem til den endelige afvanding i 1952, blev drænet og dyrket. Genkomsten af den store sø og de omkringliggende vådområder var nærmest mirakuløs for planter, fisk, odderen og vandfuglene.

Aftalen indeholder desuden også et mål om 20 procent beskyttet natur i 2030 samt endnu flere naturnationalparker.

Aftalen indeholder flere elementer, der vil hjælpe de nødlidende fjorde og havområder i Danmark.

Først og fremmest indeholder den en målsætning om at reducere landbrugsarealet drastisk. Det betyder, at et mindre areal skal gødes, og dermed mindre kvælstof i vandmiljøet.

Dertil kommer en afgift på lavbundsjordene og en øget kvælstofregulering, som betyder, at landmændene i de sårbare vandområder skal anvende mindre gødning og dermed mange steder ikke kan fortsætte produktionen som i dag.

I nogle områder kan reguleringen bliver så hård, at landmanden tvinges til at braklægge sine marker. Det vil give vandløbene og fjordene en chance for at genoprette økosystemerne, som i årtier har været under pres af en absurd og unaturligt stor kvælstofudvaskning fra landbruget.

Det er i øvrigt den løsning, som professor i vandmiljø Stiig Markager i flere år har talt for. At landbruget skal trække sig tilbage i landskabet og afgive areal tilbage til naturen.