Gå til indhold

Nyt klimaprogram afslører: Landbruget er langt fra sit klimamål

Nyt klimaprogram afslører: Landbruget er langt fra sit klimamål
  • 02. oktober 2026

Landbruget er langt fra at være i mål med klimaindsatsen. Flere af de løsninger, der skal levere reduktionerne, er forsinkede eller usikre, og der mangler op mod 2,8 millioner tons CO2-reduktioner.

Regeringen har netop offentliggjort sit nye klimaprogram, der skal redegøre for vejen til at nå klimamålene. Usikkerhederne om, hvorvidt Danmark når målene, hober sig op, og særligt klimavirkemidlerne i landbruget har svært ved at følge med ambitionerne.  

Landbruget har sit eget klimamål, hvor landbruget skal reducere sektorens udledninger med 55-65%. Altså mindre end det generelle klimamål, som alle andre bidrager til på 70%. Lige nu mangler landbruget at reducere sine udledninger med 0,7 mio. tons hvis man vil nå 55% og 2,8 mio tons, hvis man vil nå 65%. 

Det skyldes blandt andet, at udtagningen af lavbundsjorder går langsommere end forventet. Lavbundsjorderne er et vigtigt redskab i at nå klimamålet. De skal nemlig vådlægges, så de holder på kulstoffet i stedet for at frigive det til atmosfæren, som det sker i dag når de dyrkes intensivt. 

Det skyldes også, at der er usikkerhed om, hvorvidt fodertilsætningsstoffet Bovaer påvirker dyrene negativt. Bovaer er et fodertilsætningsstof man putter i køernes foder for at de udleder mindre metan, men flere landmænd har rapporteret problemer om, at køerne bliver syge af det. 

Bovaer for noget? Klimafix er en dårlig løsning

Derudover er pyrolysepuljen udskudt. Pyrolyse er en teknologi, der kan omdanne restprodukter til biokul, som binder kulstoffet og derefter kan lagres i fx landbrugsjorderen. Problemet er bare, at vi ikke kender de langsigtede konsekvenser af at grave det ned og udbuddet er nu udskudt og det ser derfor svært ud ift. at teknologien kan levere drivhusgasreduktioner inden 2030. 

Ifølge trepartsaftalen skal 2,2 mio. tons drivhusgasreduktioner findes inden for landbruget inden 2030, hvis de nuværende virkemidler er utilstrækkelige.  

Det haster!

Regeringen henviser til, at man i 2027 skal gennemføre et genbesøg om indfrielsen af landbrugets klimamål. Danmarks Naturfredningsforening anbefaler, at det genbesøg bliver gennemført så hurtigt som muligt, hvis der skal være en realistisk chance for at nå målene.  

– Jeg er glad for, at klimaministeren utvetydigt slår fast, at klimamålet for landbruget skal nås. Men det haster med at få rettet op på indsatsen, og derfor bør regeringen ikke vente til sidste øjeblik, men allerede nu udvikle nye initiativer, som kan bringes til forhandling i begyndelsen af det nye år, hvis klimamålene skal nås sikkert og rettidigt, siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby og fortsætter:  

– Den nuværende regering har for alvor hånden på kogepladen. Det er på deres vagt, at det skal afgøres, om vi når Danmarks første bindende klimamål nogensinde. Det er et tungt – og historisk – ansvar. Nu har de fremlagt deres første klimaprogram, og nu skal de for alvor i arbejdstøjet. Der er kort tid at handle, og lige nu tegner det desværre ikke godt.  

Læs også: 5 myter punkteret: Danskernes klimaholdninger er ikke som du tror

Vi kæmper for klimaet

Vi kæmper for klimaet

Danmark skal tage ansvar og handle nu for at nedbringe vores klimaaftryk. Vi skal beskytte vores natur som en aktiv løsning i klimakampen.

Danskernes klimaaftryk er blandt de højeste i verden, og klimaforandringerne medfører store konsekvenser.

Bliv medlem for klimaet!

Store usikkerheder omkring CO2-fangst og lagring  

Ud over landbruget er også reduktionerne fra CCS forbundet med store usikkerheder, som må give panderynker på regeringskontorerne. 

CCS er fangst og lagring af drivhusgasser. Carbon Capture and Storage. For eksempel har cementfabrikken Aalborg Portland fået støtte til at installere et CCS-anlæg, som skal fange CO2'en fra produktionen af cement inden den ryger ud gennem skorstenen.

– Flere af CCS-projekterne er udskudt, og kun Aalborg Portland fik et projekt igennem CCS-udbuddet, hvor CO2-effekten blev mindre end forventet. I sit forord skriver ministeren, at klimaprogrammet er et kasseeftersyn. Hvis man ikke anfægter nogen af forudsætningerne, så passer pengene med 0,4 mio. tons over målet i 2030. Men det er tydeligt at se, at der er behov for flere virkemidler, når man kigger på den lange liste over ting, der kan gå galt, siger Lars Midtiby.  

Klimaprogrammet omhandler de udledninger, som sker herhjemme, men ministeren anerkender i sit forord, at klimaet ikke stopper ved den danske grænse, og at vi derfor også skal se på den klimaregning, som vores forbrug efterlader i andre lande.   

– Vores nuværende klimaindsats ser desværre stadig bort fra de udledninger, som kommer fra danskernes forbrug af for eksempel tøj, sko og elektronik, som er produceret i udlandet. Vores forbrugsbaserede klimaudledninger er blandt de højeste i EU. Denne blinde vinkel i klimapolitikken skal dækkes, og her giver det mening at starte med at sætte et pejlemærke, som Klimarådet også anbefaler, siger Lars Midtiby.