Når affald bliver smidt i naturen og i byerne, kan det være flere hundrede år om at blive nedbrudt. I værste fald kan det skade dyr og natur, og affaldet kan også indeholde giftige kemikalier og forurene vandmiljøet.

Derfor afholder Danmarks Naturfredningsforening årligt en landsdækkende affaldsindsamling. I 2019 blev der samlet 156 ton affald i den danske natur.

Organisationen Hold Danmark Rent har i 23 kommuner lavet en opgørelse over det mest hyppige henkastede affald. Cirka 4000 stykker affald blev identificeret, og undersøgelsen viste, at cigaretskod udgjorde 75 procent af alle affaldstyper.

Udover det var 40 procent "stort" affald, blandt andet dåser og plastikposer, mens 60 procent var såkaldt småt affald. Af de 60 procent er her det allermest almindelige.

Her er det seks mest almindelige stykke affald i den danske natur

1. Cigaretskodder

Cigaretskodder står for klart det meste af det affald, der ligger og flyder i Danmark. Cigaretskod er en af de værste syndere, hvad angår forurening i naturen. Filtrene indeholder nemlig plastik, og de er lang tid om at nedbryde. Selve plasten i filteret nedbrydes til mikroplast i løbet af fem år, og herefter kan mikroplasten forurene naturen eller blive skyllet ud i vandmiljøet. Udover plasten i filteret indeholder skoddet flere giftige kemikalier, der ligeså forurener naturen og vandmiljøet, hvis det får lov at ligge.

2. Slikprodukter

Dækker over blandt andet slikpapir og ispinde. Ifølge Hold Danmark Rent siger 17 procent, at de godt kan finde på at lade ispinde ligge på stranden og i naturen, fordi en ispind er naturlig. Men faktisk er ispinden behandlet med paraffin, som er et produkt der skal forhindre isen i at komme i kontakt med selve træet. Paraffin er lavet af olie og er derfor en plasttype. Ispinde kan tage ti år om at nedbryde.

3. To go-emballage

Sugerør, papirsposer, bestik og emballage fra take away-mad går under denne kategori. Meget af emballagen er lavet af plast, hvilket er umuligt at nedbryde biologisk. Det vil sige, at når det efter nogle år ikke syner af noget eller kan genkendes som affald, lever det alligevel videre som mikroplast i mange hundrede år. Et sugerør er for eksempel 400 år om at blive nedbrudt.

4. Metalkapsler

Gælder ølkapsler fra dåser og metallåg fra flasker. En kapsel er lavet af metal (blik) med en tætningsplade bestående af en plastikskive. Metal er flere hundrede år om at blive nedbrudt, og der er ikke nogen viden om, hvor lang tid plastikskiven i kapslen er om at forgå. Som tidligere nævnt forgår plast ikke, men bliver i stedet nedbrudt til mikroplast.

5. Toiletartikler

Dækker over blandt andet vatpinde, medicinpakker og tandstikker. Disse små genstande ser måske ufarlige ud, men i værste tilfælde kan dyr i naturen forveksle f.eks. vatpindene med mad og blive kvalt i det, ligesom al plast risikerer at ende i maven på dyr. Hvert år dør millioner af dyr og fugle efter efter direkte at være i kontakt med plast, eller efter i længere tid at have så meget plast i maven, at de dør af det.

6. Cigaretpakker

Gælder både pap, karton og cellofan fra cigaretpakken.

Mens plasten tager hundrede af år om at nedbryde, kan papirdelen tage to år om at nedbryde. Faktisk er papir og pap noget af det letteste at genanvende, så at cigaretpakkerne ender deres dage i naturen og på gaderne er i høj grad et spild af gode ressourcer.