Biodiversitetsrådet anbefaler stop for bundtrawl i beskyttede havområder
Store dele af såkaldt ”beskyttet havnatur” ødelægges i dag af bundtrawl-fiskeri. Det bør stoppes, slår Biodiversitetsrådet fast i ny rapport.Biodiversitetsrådet kommer nu med klar melding om, at bundtrawl bør forbydes i beskyttede havområder. Ifølge rådet, så bliver cirka 42 procent af det danske havareal og omkring en tredjedel af det beskyttede areal fisket aktivt med bundslæbende redskaber.
Rådets rapport kommer efter, at Jyllandsposten har skrevet en række kritiske artikler om, hvor meget bundtrawl skader havmiljøet. Flere forskere kritiserer i avisen en rapport om skadeligheden af bundtrawl, som Danmarks Naturfredningsforening har bestilt hos Århus Universitet. Også en række borgmestre og Danmarks Fiskeriforening har været aktive i debatten.
Men nu slår biodiversitetsrådet altså fast, at debatten ikke ændrer på, at bundtrawl er skadeligt.
- Den igangværende debat vedrørende effekter af bundtrawl på havbundens biodiversitet ændrer ikke på Biodiversitetsrådets tidligere vurdering, skriver rådet i notatet.
Se kortet: Her fiskes der i beskyttet hav
Figuren viser omfanget af fiskeri udført af danske fiskefartøjer med bundslæbende redskaber i danske farvande i 2017-2022. Grå og sorte spor markerer fiskeri med bundslæbende redskaber udenfor beskyttelsesordninger og røde spor markerer fiskeri med bundslæbende redskaber i havområder under beskyttelsesordninger. Jo mørkere farve, desto mere fiskeri har fundet sted i området.
Solid videnskabelig dokumentation
Hos Danmarks Naturfredningsforening bakker souschef Ida Marxen Søndergaard op om rapportens konklusioner:
- Vi er naturligvis glade for, at biodiversitetsrådet med syvtommersøm fastslår, at der er solid videnskabelig dokumentation for at fiskeri med bundtrawl er skadeligt for havnaturen og at det ikke er foreneligt med en beskyttelse af havet, siger Ida Marxen Søndergaard og fortsætter:
- Danmarks Naturfredningsforening har længe kæmpet for, at naturen i de beskyttede områder i havet rent faktisk bliver beskyttet. Derfor bakker vi naturligvis op om rådets opfordring til et stop for fiskeriet med bundtrawl i de områder.
Polemikken om bundtrawl førte til, at miljøminister Magnus Heunicke (S) fjernede bundtrawlsrapporten fra baggrundsmaterialet før de politiske forhandlinger om fremtidens vilkår for erhvervsfiskeri. Ministeren fastholdt dog, at bundtrawl skader havmiljøet, og at regeringen stadig vil sætte ind mod fiskeri med bundslæbende redskaber.
Stop bundtrawl i beskyttede områder
Rådet skriver i rapporten, at den internationale videnskabelige litteratur dokumenterer, at fiskeri med bundslæbende redskaber skaber en fysisk forstyrrelse af havbunden, som har en negativ påvirkning på havmiljø og havbundens biodiversitet.
- Biodiversitetsrådet anbefaler, at fiskeri med bundslæbende redskaber ikke bør finde sted i beskyttede havområder, står der i notatet.
En konklusion der bakkes op af Danmarks Naturfredningsforening:
- Den seneste tid har der været diskussioner om, hvorvidt bundtrawl er skadeligt for havnaturen og med denne rapport, kan ingen længere være i tvivl om, at fiskeri med bundtrawl er skadeligt for livet i havet. Det er vi selvfølgelig tilfredse med, nu hvor der venter meget vigtige forhandlinger om fremtidens fiskeri og beskyttelsen af vores fælles havmiljø, siger Ida Marxen Søndergaard.
EU har en målsætning om, at 30 procent af EU's areal til både lands og havs skal være beskyttet natur i 2030.
Regeringen har et mål om at bidrage til EU-målsætningen, men Biodiversitetsrådet vurderede sidste år, at blot 1,9 procent af havarealet i Danmark bidrog til de internationale mål om beskyttede områder.
Alle partier i Folketinget gik sidste år sammen i en politisk aftale om en havplan, der skal sikre, at Danmark kommer i mål med 30 procents beskyttelse af havarealerne i 2030.
Biodiversitetsrådets nye rapport kan læses her.
Biodiversitetsrådets nye rapport:
- 42 % af vores havareal blev mellem 2017-2022 påvirket med bundslæbende redskaber fra danske fiskefartøjer. Bundslæbende redskaber er anvendt på 97 % af den dybe mudderbund i Kattegat mellem 2017-2022.
- Ca. 1/3 af det areal (i alt 31,7%) vi har udpeget som beskyttede områder bliver påvirket med bundslæbende redskaber.
- Selv for de beskyttede områder, der er udpeget af hensyn til levestederne på havbunden (habitatområder), foregår fiskeri med bundslæbende redskaber.
- Fiskeri med bundslæbende redskaber skaber en fysisk forstyrrelse af havbunden, som har en negativ påvirkning på havmiljø og havbundens biodiversitet. Biodiversitetsrådet anbefaler, at fiskeri med bundslæbende redskaber ikke bør finde sted i beskyttede havområder.
- Biodiversitetsrådets vurderer, at beskyttede områder er et nødvendigt og effektivt redskab til at forbedre den marine biodiversitet i danske farvande, men det kræver, at områderne reelt beskyttes mod de væsentligste presfaktorer, herunder næringsstofforurening og fysisk forstyrrelse af havbunden.
- Internationale litteraturstudier har vist, at bundfaunadødeligheden varierer mellem 6-41 % per redskabspassage afhængigt af bundhabitat og redskabstype.
- I danske farvande anvendes primært fire overordnede kategorier af bundslæbende redskaber: bundtrawl, bomtrawl, vod og skrabere. De fire kategorier af bundslæbende redskaber påvirker typisk de øverste 0 cm til 15 cm af sedimentet.