Naturen er den vildeste legeplads og en skattekiste uden bund. I naturen er der tid til fordybelse, frihed til at være sig selv og ikke mindst gode rammer for hygge med familie og venner. Nu vil Danmarks Naturfredningsforening gøre det endnu nemmere for børnene og deres forældre at komme derud.

I dag lancerer foreningen sit nye børneunivers VILD, hvor hele familien kan finde inspiration til den næste naturoplevelse. De kan se videoer af skovparkour, finde opskriften på sjove og anderledes snobrød og guides til fantastiske krea-projekter.

Danmarks Naturfredningsforening har i mange år arbejdet for at bringe børn tættere på naturen – blandt andet gennem projekter målrettet skoler, institutioner, spejdere og børnefamilier. Men nu har foreningen samlet al indhold på vild.dn.dk.

– Det er vigtigt, at vores børn kommer ud i naturen og lærer den ordentligt at kende. Med vores nye børneunivers VILD vil vi gerne hjælpe børnene godt på vej og inspirere dem til at komme endnu mere ud, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Vær med i DN's børneklub

Som medlem af VILD bliver hele familien inviteret til særlige events med kendte natur-entusiaster og børneværter.

I får eksklusive medlemsmails og rabatter på alt fra grej og tøj til kultur- og naturoplevelser.

Og lige nu får de første 1.000 medlemmer ovenikøbet en lækker VILD-rygsæk fra Fjällräven.

En børneklub med vilde events

Som en del af VILD lancerer Danmarks Naturfredningsforening også en børneklub, hvor medlemmer kan få endnu flere oplevelser i naturen.

For eksempel bliver medlemmer fire gange om året inviteret til særlige VILD-events med kendte natur-entusiaster og børneværter.

Samtidig får medlemmerne både eksklusive nyhedsbreve med spændende naturindhold samt adgang til en række rabatter på blandt andet tøj, naturgrej og kultur- og naturoplevelser på udvalgte museer.

De første 1.000 medlemmer får ovenikøbet en gratis VILD-rygsæk fra Fjällräven.

– Det har længe været et stort ønske for os at etablere en børneklub, hvor børn og børnefamilier kan søge hen for at dyrke deres interesse for naturen. Det er en vigtig brik i vores arbejde for mere natur i børnenes liv, og vi glæder os meget til at byde de første medlemmer velkommen, siger Maria Reumert Gjerding.

Bygger videre på populært projekt

VILD står på skuldrene af flere projekter under Danmarks Naturfredningsforening. Ikke mindst projektet Naturfamilier, der med støtte fra Nordea Fonden har arbejdet på at gøre det lettere for børnefamilier at komme ud i naturen.

Siden projektstart i 2019 har Naturfamilier afholdt utallige arrangementer i naturen og samtidig etableret lokale netværk af familier, der kan lave naturaktiviteter for hinanden og tage med hinanden på tur.

Nu bliver Naturfamilier en del af VILD, og de godt 250 frivillige fra projektet vil fremover udgøre rygraden i VILDs lokale tilstedeværelse sammen med Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelinger. Sammen vil de sikre, at der i hele landet bliver afholdt sjove og hyggelige naturarrangementer for hele familien.

Læs mere på vild.dn.dk

alt
Lene Gryning
Børnechef (souschef)