Miljøstyrelsen har for femte år i træk givet dispensation til, at danske landmænd kan anvende sprøjtemidlet Reglone, på trods af, at det er forbudt i EU. Tilladelsen er givet til ”ukrudtsbekæmpelse i engrapgræs til frø og i hvidkløver til frø udlagt sammen med engrapgræs”, lyder det i dispensationen, der blev listet ud natten til fredag.

Tilladelsen kommer på trods af, at miljøminister Magnus Heunicke tidligere i år valgte at sætte en stopper for tilladelsen til at bruge stoffet til kartofler. Den gang sagde ministeren til Information: "Jeg ønsker ikke, at der bliver brugt Reglone i Danmark, og vi skal væk fra at give dispensationer og i stedet få udviklet alternativer til Reglone."

Men det er altså et budskab, som ikke er trængt igennem ud til Miljøstyrelsen, som Magnus Henuicke er minister for. Landbrugspolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Anna Bak Jäpelt mener, at den nye tilladelse er dybt kritisabel:

- Danmarks Naturfredningsforening har gang på gang påpeget, hvor problematisk brugen af Reglone er. Det er et af de mest kritiske sprøjtemidler, der gives dispensation til i Danmark, på grund af de alarmerende sundhedsrisici, det medfører, siger Anna Bak Jäpelt.

alt
Anna Bak Jäpelt
Landbrugspolitisk rådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 42 45 49 55

Giftigt for pattedyr

Årsagen til, at Miljøstyrelsen i sommer gav afslag på at bruge midlet til kartofler var, at styrelsen ikke længere kunne stå inde for, at brugen af midlet var sikkert for naboerne til de sprøjtede marker.

Men i den nye dispensation vurderer miljøstyrelsen nu, at stoffet kan anvendes sikkert, fordi der er stillet en række krav om sikkerhedsafstand og mindre dosis.

– Reglone er yderst giftig for mennesker og pattedyr. Det er dybt bekymrende, at man igen prioriterer landbrugets økonomiske interesser på bekostning af miljøet og folkesundheden, siger Anna Bak Jäpelt.

Ikke sikkerhed for menneskers sundhed

Da Magnus Heunicke i sommer gav afslag på dispensation til brug i kartofler, så var menneskers sundhed højeste prioritet: ”Når Miljøstyrelsen ikke kan vise sikkerhed for menneskers sundhed, så skal der naturligvis ikke udstedes dispensationer,« oplyste ministeren til Information.

Der blev dengang iværksat en undersøgelse for at vurdere, hvor giftigt stoffet var for mennesker og særligt i forhold til udviklingen af sygdommen Parkinson. Men den undersøgelse er endnu ikke færdig. Alligevel mener Miljøstyrelsen nu, at stoffet kan anvendes sikkert.

- I Danmarks Naturfredningsforening var vi meget positive over, at miljøminister Magnus Heunicke så klart udtalte, at dispensationen til Reglone ikke skulle gives, medmindre der forelå dokumentation for, at det var sikkert for menneskers sundhed. Diquat, det aktive stof i Reglone, er forbundet med alvorlige sundhedsrisici, herunder nedbrydning af hjerneceller og øget risiko for Parkinsons blandt voksne. Alligevel er der nu givet endnu en dispensation – vel at mærke uden at undersøgelsen, der skulle klarlægge stoffets sikkerhed, er afsluttet. Det er ganske enkelt uacceptabelt, siger Anna Bak Jäpelt og fortsætter:

- At indføre skærpede afstandskrav eller justere dosis ændrer ikke ved, at stoffet slet ikke burde bruges. De negative konsekvenser for både sundhed og miljø burde veje langt tungere end kortsigtede produktionshensyn. At forsøge at mildne dispensationen med småjusteringer svarer til at sænke hastigheden fra 190 km/t til 170 km/t på motorvejen, hvor grænsen er 110 km/t – lige meget hvad er det ulovligt.

Danmark bryder med EU's lovgivning

Danmarks Naturfredningsforening har tidligere fået udarbejdet en advokatvurdering, der fastslog at den danske praksis med at serie-dispensere til forbudte pesticider strider imod EU-lovgivningen.

Selvom EUs retningslinjer siger, at der kun må dispenseres i nødstilfælde, så de danske dispensationer kommet nærmest automatisk hver gang landbruget har spurgt om lov. Argumentet for de danske dispensationer har været, at der ikke fandtes alternativer og at stoffet kunne anvendes sikkert. Altså lige ind til i sommers, hvor der blev lukket ned for brug i kartofler.

- Hvis landbruget er sikker på at få en dispensation år efter år, så kommer der ikke alternative metoder i brug. Branchen er simpelthen nødt til at finde alternativer til Reglone. Det går ikke at blive ved med at finde undskyldninger for at give dispensationer, siger Anna Bak Jäpelt.

Den danske praksis med dispensationer har tidligere fået massiv kritik af Rigsrevisionen.

Også statens egen rådgiver i sagen – DHI – har tidligere kritiseret dispensation til Reglone. I en vurdering helt tilbage i 2020 lød det: ”Det blev kendt i 2018, at diquat ville blive forbudt, hvorfor industrien, landmænd og deres organisationer har haft tid til at finde alternative midler/metoder til den ansøgte anvendelse«.

Reglone produceres af den internationale kemigigant Syngenta og har været anvendt i landbruget siden 1950’erne