Forstå klimaforhandlingerne på COP29

Lige nu er verdens lande samlet til FN’s årlige klimatopmøde i Baku i Aserbajdsjan. Her skal de forsøge at blive enige om et nyt mål for klimastøtte til verdens fattigste lande, som bliver hårdest ramt af klimaforandringerne forsaget af verdens rigeste lande. Med to dage tilbage af årets topmøde er landene fortsat langt fra en aftale.

Sidst man satte et klimafinansieringsmål, var tilbage i 2009 på COP15 i København. 100 milliarder dollar lovede de rige lande at betale årligt. Det mål er dog langt fra blevet opfyldt og nu skal landene blive enige om et nyt og mere ambitiøst mål. Målet er, at de rige lande forpligter sig til at betale 1000 milliarder dollar årligt.

Læs mere: DN: Nye klimatal ændrer ikke på behovet for CO2-afgift på landbruget

Derfor er aftalen vigtig

Det er afgørende, at verdens fattige lande bliver kompenseret for deres tab og skader som følge af klimaforandringerne og, at de samtidig bliver hjulpet økonomisk med klimatilpasning og grøn omstilling. Uden støtte fra verdens rigeste lande vil den nødvendige klimaomstilling være umulig for denne del af verden og dermed vil det blive vanskeligt, at imødegå de globale temperaturstigninger.

Et andet afgørende slagsmål er listen over fattige og rige lande, som er udarbejdet tilbage i 1990’erne. Her er fx Kina, Indien og flere arabiske oliestater på listen over fattige lande. Lande som Kina mener, at de ikke har et historisk ansvar på niveau med de vestlige lande og derfor ikke skal betale samme klimabistand selvom man i dag er et af verdens rigeste lande. Dog viser en ny analyse fra Carbon Brief, at Kinas historiske udledninger, målt siden 1850, overstiger EU’s historiske udledninger. Der er dog langt op til USA.

Samtidig er der en frygt for, at Kina m.fl. vil slække på deres nationale klimamål, hvis der ikke lander en aftale.

Klimakreditter

På klimatopmødet drøfter landene muligheden for handel med CO2-kreditter. Dvs. en måde, hvor rige lande kan købe kompensation ved at betale for grøn omstilling i de fattige lande. På denne måde kan man flytte penge fra de rige lande til den fattige del af verden.

Dog er det ekstremt vigtigt, at der følger et stærkt regelsæt med, så der ikke forekommer snyd og dobbelttælling af CO2-reduktioner.

Samtidig har det længe været kritiseret, at rige lande kan købe aflad i den fattige del af verden og fortsætte med at udlede samme mængde CO2. Derfor er det også afgørende, at alle lande sætter nye ambitiøse nationale mål.

Danmarks globale ansvar

Danmark har som et af verdens rigeste lande og et af verdens mest CO2-udledende lande mål pr. indbygger et stort historisk ansvar for de klimaforandringer, vi ser i dag.

Og selvom Danmark sætter høje nationale klimamål, så fortsætter vi med at have et af verdens største globale fodaftryk – igen målt pr. indbygger. Fx importerer Danmark enorme mængder af soja til landbrugets kvægproduktion bl.a. fra Brasilien, som ikke tæller med i det danske klimaregnskab, fordi det er produceret uden for landets grænser. Til gengæld leder det til afskovning og fældning af regnskov.

Fire jordkloder

Ligeledes er danskernes forbrug et af de største i verden og ofte illustreret ved, at vi har brug for ressourcer fra mere end fire jordkloder, hvis resten af verden havde samme overforbrug, som gennemsnittet i Danmark.

Derfor er det afgørende, at lande som Danmark går forrest og forsøger at få løst den gordiske knude og få en aftale på plads, så COP30 i Brasilien næste år kan handle om rent faktisk at få begrænset verdens udledninger til et niveau, hvor Parisaftalens 1,5-gradersmål fortsat er inden for rækkevidde.