Danmarks foreløbigt sidste danske vandplaner er netop sendt i høring. Men igen undviger regeringen den ellers lovede politiske afgørelse om Gudenå og den kunstige opstemning, Tange Sø, der spærrer for vandet i Danmarks længste å.

Netop Tange Sø forhindrer en god økologisk tilstand på tværs af hele Gudenåsystemet. Det strider mod det europæiske vandrammedirektiv, der skal sikre, at al vand er i god økologisk tilstand senest i 2027.

Brud på miljølovgivningen

- Set med naturens øjne er der reelt kun en løsning. Spærringen skal fjernes, så vi får naturen i hele Gudenå-systemet. Derfor er vi også voldsomt skuffede over, at endnu en regering ikke tør træffe den nødvendige beslutning, der igen skydes til hjørne, siger Sebastian Jonshøj, vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Foreningen har igen og igen påpeget, at Gudenå-systemet lever ikke op til kravene i EU’s vandrammedirektiv, som skal være opfyldt senest i 2027. Samtidig er den nuværende spærring af Gudenåen ved Tange Sø også i konflikt med EUs naturbeskyttelsesdirektiv.

En kunstig prop i naturen

Konflikten er betydelig. Tange Sø ligger nemlig der, hvor Gudenåen oprindeligt havde sit største fald. Intet andet sted i landet fandtes så kraftigt brusende et vandløb med et rigt dyre- og planteliv knyttet til flodens stærke strøm.

I dag ligger Tange Sø som en prop i det store vandsystem og gør det vanskeligt for fisk at passere og dermed gyde her.

Men den nye trepartsminister Jeppe Bruus har altså valgt at træde vande til engang i 2025. Det sker efter, at utallige udskydelser og med en begrundelse om, at han har behov for "at mødes med alle de interessenter, der er omkring Tange Sø. Det sætter jeg en proces i gang omkring," lyder det i Altinget. Det undrer Sebastian Jonshøj, der kalder det "nærmest uforståeligt" og "brandærgerligt":

- Det giver ikke rigtig mening, at man vælger at udsætte det yderligere, for det er vanskeligt at få øje på, hvad det er, man forventer at blive klogere på ved endnu en runde om bordet, lyder det fra Jonshøj.

Manglende begrundelse for udskydelse

DN's vicepræsident sad for bordenden for en arbejdsgruppe daværende miljøminister Lea Wermelin nedsatte og afleverede i 2021 15 forslag til, hvordan arbejdet med den kunstige sø og den problematiske opstemning af Gudenåen kunne udformes, så vandrammedirektivet og dermed lovgivningen overholdes.

- Der er næppe sket nyt siden da. Men vi vil selvfølgelig sidde med ved en ny omgang, hvis det kan kvalificere beslutningen. Og så satser vi på en løsning, der som minimum lever op til vandrammedirektivet, lyder det fra Sebastian Jonshøj.

Gudenåen er Danmarks længste å. Fra sit udspring ved Tinnet Krat få km syd for Nørre Snede løber den gennem talrige sving og trin i landskabet 160 km nordpå mod Randers Fjord og videre ud i Kattegat. Gudenåen afvander cirka 10 pct af hele Jyllands areal.

alt
Tine Gjerløv
Chefrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 22 85 22 08

Biodiversiteten i danmark er i frit fald og det kræver politisk mod at ændre forholdene for naturen. Blandt andre foreningen "Vild Gudenå" kæmper ligesom Danmarks Naturfredningsforening for at slippe Danmarks længste å fri igen:

"Gudenåen, Danmarks længste vandløb og eneste flod, har i 100 år været spærret af en dæmning og en kunstig sø. Fiskene kan ikke passere. Laksen kan ikke længere gyde her.

En vild Gudenå vil være et monument over en ny tid, hvor mennesket giver plads tilbage til naturen og skaber rammerne for, at den igen kan udfolde sig frit. En gave til vores børn og fremtidige generationer, så de kan opleve en større og vildere natur i Danmark, end den vi kender i dag."