Guide: Sådan reparerer du dit tøj med smuk japansk teknik
Gør kloden en tjeneste ved at forlænge holdbarheden og 'upcycle' dit tøj. Her får du guides til to forskellige teknikker, blandt andet det traditionelle japanske håndværk sashiko.Sashiko er et traditionelt japansk håndværk og betyder et lille sting, og teknikken kan bruges til at forstærke eller reparere dit tøj med tekstilstykker, du syr fast.
Sashiko har med tiden udviklet sig til mange dekorative mønstre, der kan varieres i det uendelige.
Her får du en guide til kaki no hana-mønsteret, som kunstneren Pia Stender har udarbejdet.
Læs også: Reparér dig til en grønnere livsstil, og få ro på tankerne imens.
Psst: Lidt længere nede på siden kan du se en video til en anden lappeteknik, der er inspireret af sashiko.
Guide 1: Japansk sashiko-teknik
Du skal bruge
- Et stykke ternet A4-papir (0,5 centimeter store tern)
- Fin markeringspen til tekstil, der kan stryges eller vaskes af
- Lineal
- Aftagelig tape
- Ensfarvet tekstil til lap
- Nål
- Tråd: broderigarn, sashikotråd eller almindeligt garn
- Saks
Sådan gør du
Tegn en firkant på 12,5 x 12,5 centimeter på det ternede papir.
Klip et stykke tekstil i samme størrelse, og sæt tekstilet fast med tape på papiret inden for firkanten. Brug en lineal til at tegne streger på tekstilet for hver række af tern, både lodret og vandret. Tag tekstilet af papiret.
Du kan evt. først optegne mønsteret på ternet papir på samme måde, som du vil sy det. Så kan du bedre fornemme rytmen i mønsteret.
Tegn midterlinjen op med en tekstilpen i en anden farve – både lodret og vandret. Det gør det lettere, når du skal i gang med at sy mønsteret.
Sæt nålen med sashikotråd i tekstilet fra bagsiden. Start med at sy to parallelle rækker sting, en på hver sin side af midterlinjen. Når du skal sy, stikker du nålen op fra bagsiden af tekstilet, hvor to streger krydser hinanden. Herefter stikker du ned ved det næste kryds og op ved næste osv. Når du har flere sting på nålen, trækker du tråden igennem. Sørg for, at tråd og tekstil ligger glat, det må ikke stramme.
Følg nu disse trin, først til højre for midterlinjen:
- Ved række to efter midterlinjen syr du ud for mellemrummet i stingene til venstre, så du forskyder stingene.
- Ved række tre forskyder du igen stingene en firkant.
- Ved række fire forskyder du igen stingene en firkant, men denne gang syr du to ens, parallelle rækker.
Gå nu tilbage til punkt 1, 2 og 3 og fortsæt, til højre side er færdig. Rækkerne til venstre for midten sys på samme måde.
Når du har syet alle de lodrette sting, syr du de vandrette. Også her starter du fra midten med en række på hver side af den fremhævede midterlinje.
- Ved række to til højre for midterlinjen syr du ud for mellemrummet i stingene til venstre, så du forskyder stingene.
- Ved række tre forskyder du igen stingene en firkant, men denne gang syr du to ens, parallelle rækker.
Gå nu tilbage til punkt 1 og 2. Sy på samme måde, til du er færdig med begge sider.
Mønsteret vil langsomt træde frem, for hvert sting du syr.
Tekst og foto af Pia Stender
Guide 2: Ikke sashiko, men flot lappeteknik
Se en step for step guide af Asgers flotte lappemetode.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?