Danmark er verdens mest opdyrkede land sammen med Bangladesh. Når det kommer til sprøjtegiftene, er Danmark også EU's mest sprøjtede land. I hvert fald, når man opgør det i andel af arealet, som årligt sprøjtes med pesticider.

Cirka halvdelen af Danmarks areal sprøjtes årligt med pesticider, viser tallene fra Miljøstyrelsen. To millioner ud af Danmark 4,3 mio. hektar udgøres nemlig af konventionelle marker, hvoraf langt hovedparten årligt sprøjtes med pesticider.

Dertil anvendes sprøjtegifte i dele af skovbruget, juletræsproduktionen, på golfbaner samt jernbanestrækninger og lufthavne. Sidstnævnte findes der desværre ikke arealopgørelser på.

Pesticidernes skadelighed stiger

Landbrugets brug af sprøjtegifte er ofte en stridspunkt i den offentlige debat, og politikerne og skiftende regeringer har de sidste ti år forsøgt at få nedbragt belastningen fra pesticiderne. Men imens drikkevandsbeskyttelse og miljø kravler højere og højere op af befolkningens dagsorden, stiger pesticidbelastningen fra landbrugsarealet.

Miljøstyrelsen har udviklet den såkaldte pesticidbelastningsindikator, som altså fortæller noget om miljø- og sundhedsbelastningen for det det samlede salg af sprøjtegifte. Her bliver de forskellige pesticider vægtet efter farlighed, så de mest giftige pesticider vægtes højest.

Den fortæller altså ikke noget om mængden af sprøjtegifte, men om sprøjtegiftenes samlede miljø- og sundhedseffekt. Og det går den forkerte vej, hvor belastningen opgjort på salgstal i 2022 nåede 2,37.

Det er stærkt bekymrende fortæller DNs grundvandsekspert Walter Brüsch:

- Vi finder i forvejen pesticidrester i over halvdelen af de danske grundvandsboringer, og indsatsen med at beskytte drikkevandet mod landbrugets pesticider går alt alt for langsomt. Selvom man besluttede at beskytte arealerne omkring drikkevandsboringerne for snart seks år siden, er myndighederne og landbruget slet ikke i mål. Og der er kun tale om et meget lille areal. Når pesticidbelastningen samtidig stiger på resten af arealerne, er der i den grad grund til at råbe op, siger han.

Øger truslen for grundvandsforurening

Brugen af pesticider på markerne og den øgede belastning fra pesticiderne øger risikoen for, at kemiske stoffer på sigt kan sive ned til grundvandet. Over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer i Danmark er i dag forurenet med rester af pesticider og andre giftstoffer.

Samtidig er forurening med PFAS en voksende bekymring. For at beskytte fremtidens drikkevand kæmper DN sammen med de danske vandselskaber for at få udlagt store sprøjtefrie områder, der hvor fremtidens grundvand dannes.

Mette Frederiksen lovede faktisk under valgkampen i 2022 at der skulle indføres 200.000 hektar grundvansparker. Det løfte overlevede ikke forhandlingerne om en ny regering med Venstre og Moderaterne og røg ud af regeringsgrundlaget.

Så meget af din kommune udgøres af konventionelt landbrug

Red det rene drikkevand!

Der er rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer.
Salget af de mest skadelige pesticider stiger og kontrollen er mangelfuld.

Ønsker du også en bedre beskyttelse af vores drikkevand?

alt
Walter Brüsch
Politisk rådgiver, geologi, grundvand og sprøjtegift
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 40 97 32 43