Hvor grøn er treparten? Få svar på de mest stillede spørgsmål
Hvordan kan DN være med i en aftale, hvor CO2 afgiften er så lav? Og er omstillingen til natur ikke bare baseret på frivillighed? Få svar på nogle af de mest stillede spørgsmål om den grønne trepart.Den grønne trepartsaftale sætter en ny retning for, hvordan vi bruger arealet i Danmark og er en af de største grønne aftaler i nyere danmarkshistorie.
Vi får en afgift på landbrugets CO2-udledning, et loft over kvælstofudvaskningen til vandmiljøet og en arealfond på 40 mia. kroner. Samtidig indeholder aftalen et mål om, at landbrugsarealet skal reduceres med mindst 400.000 hektar og i stedet blive til natur.
Det svarer til et areal på størrelse med Fyn og Bornholm. Det er en grundlæggende forandring af det danske landskab. Omkring hver sjette mark vil blive omdannet til skov, lysåben natur eller vådområder til gavn for dyrelivet og klimaet.
Aftalen har affødt debat og en række spørgsmål. Nogle af dem svarer Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, her på. Hun har siddet i forhandlingslokalet med regeringen, industriens og landbrugets repræsentanter i månedsvis for at lande aftalen og kender den bedre end de fleste andre.
Hvad var formålet med trepartsforhandlingerne?
Regeringen havde inviteret Danmarks Naturfredningsforening og seks andre organisationer, heriblandt Landbrug og Fødevarer, til at forhandle om et kompromis for en CO2-afgift for landbruget. Kravene var, at en afgift ikke måtte koste arbejdspladser i landbruget eller skade erhvervets konkurrenceevne – men samtidig sikre de nødvendige reduktioner af drivhusgasser.
Er DN gået for meget på kompromis for at lande en aftale?
Det er åbenlyst, at aftalen er et kompromis, hvor parter, der er meget langt fra hinanden, har strækket sig langt for at nå en fællesmængde. Der er altså givet og taget fra begge sider.
Og jeg må indrømme, at jeg er virkelig glad for, at vi lykkes. I landene omkring os har vi set en stigende polarisering og konflikt omkring landbrugets grønne omstilling. Brændende halmballer og traktordemonstrationer. I Danmark gør vi noget andet: Vi sætter os omkring forhandlingsbordet og finder fælles løsninger. Det er en vej, jeg er helt overbevist om er den bedste for klimaet og for naturen, både på den korte og lange bane.
Hvordan kan DN gå med til en så lav CO2-afgift?
Vores udgangspunkt var en højere afgift og en tidligere indfasning, end det der ligger i den endelige aftale. Og hvis kompromisset om CO2-afgiften var det eneste, vi skulle forhandle om, havde vi ikke kunne indgå en aftale. Det ville simpelthen være for langt fra noget, vi på nogen måde kunne leve med.
Men det blev jo netop langt fra det eneste. Og for DN er en CO2-afgift et middel og ikke et mål i sig selv.
Det vigtigste for os er, at trepartsaftalen sikrer en betydelig reduktion i husdyrproduktionen, at landbruget når sine klimamål, at økologer stadig har gode muligheder for at udvikle sig, at vi fik en plan for at komme i mål med vores nødlidende havmiljø, og at landbruget accepterede, at der skulle leveres store arealer tilbage til naturen. Det lykkedes alt sammen. Ikke med en CO2afgift alene – det er den nemlig alt for lav til – men med en kombination af CO2 afgift, hård kvælstofregulering og en kæmpe arealfond på 40 mia.
Men det var samtidig vigtigt for os, at afgiften endte på det højeste marginale niveau (750 kr) når den var fuldt indfaset og at det tydeligt fremgår af aftalen, at bundfradraget kan justeres, hvis landbruget ikke er på rette vej med fortsatte drivhusgasreduktioner.
Det indeholder aftalen:
- At 400.000 hektar landbrugsjord, hvilket er 15 procent af det nuværende areal, skal blive til natur. Heraf skal 100.000 hektar blive til ny urørt skov, hvilket er mere end en fordobling af det nuværende areal.
- Et mål om 20 procent beskyttet natur i 2030 og fem nye naturnationalparker.
- Verdens første klimaafgift på landbruget, som man ved genbesøg kan skrue op for.
- Et loft over hvor meget kvælstof, landbruget må udlede.
Et areal på størrelse med Fyn og Bornholm skal gå fra at være landbrugsjord til i stedet at være natur. Aftalen vil skabe et helt nyt landskab, og det er jeg så glad for, at Danmarks Naturfredningsforening har været med til at sikre. - Maria Reumert Gjerding
Har DN solgt klimaet for at få mere natur?
Nej, selvfølgelig har vi ikke det. Det kunne vi aldrig drømme om. Jeg tror også, denne påstand kan hænge sammen med, at man ensidigt fokuserer på CO2 afgiften som det eneste klimavirkemiddel. Det er en fejl, mener jeg.
Klimarådet pegede med deres analyse fra foråret 2024 netop på, at hvis man løser havmiljøets krise ved at reducere landbrugsproduktionen i sårbare områder og skaber mere natur for at tilgodese biodiversiteten på land, så vil der automatisk følge store CO2-reduktioner med. Det er præcis den tilgang der er dominerende i den grønne trepartsaftale. Vi løser flere problemer på én gang: klima, havmiljø og biodiversitet. Det fantastiske er i virkeligheden, at de tiltag der gavner biodiversiteten og naturen, stort set altid også har en gavnlig klimaeffekt.
Forgylder aftalen ikke bare landbruget?
Det er klart, at de penge samfundet bruger på at omlægge landbrug, stiger markant med aftalen. Jeg synes også, det er en meget relevant pointe, at der stadig er virkelig mange støtteordninger, der meget entydigt gavner den animalske produktion og som ikke trækker i en klimarigtig retning. Det gør trepartsaftalen ikke op med.
Med aftalen afsætter vi 40 mia af til en ny arealfond. Det er imidlertid penge, der skal gå til at omlægge landbrugsjord, og det synes vi i DN er en rigtig fornuftig måde at bruge penge på. Vi har i mange år arbejdet for sådan en jordfond.
Arealfonden vil dog ikke ”forgylde” landmændene. Den tilbyder omlægningsordninger et stykke under markedsprisen for jord, samtidig med at landmændene bliver tilbudt opkøb til markedspris.
Hvis man mener, at landbruget får for mange penge samlet set, så er jeg enig. Jeg synes dog, penge til omlægning fra landbrugsjord til natur er en god investering.
Det er en sejlivet myte, at den grønne trepart ikke reducerer husdyrproduktionen. Jeg tror, misforståelsen opstår, fordi man stirrer sig blind på CO2-afgiften som det eneste virkemiddel til at få færre dyr. - Maria Reumert Gjerding
Vil aftalen overhovedet gøre noget ved den enorme kødproduktion?
Det er en sejlivet myte, at den grønne trepart ikke reducerer husdyrproduktionen. Jeg tror misforståelsen opstår, fordi man stirrer sig blind på CO2-afgiften som det eneste virkemiddel til at få færre dyr.
I trepartsaftalen reducerer vi antallet af dyr ved hjælp af to greb: CO2-afgiften og reduktionen i landbrugsarealet. For når man fjerner 15 % af landbrugsjorden, så fjerner man også grundlaget for husdyrproduktionen. Landmanden har nemlig brug for jorden til at sprede gødningen fra dyrene og til at dyrke foder. Når jorden i stedet bliver til natur eller skov, så lukker husdyrproduktionen ned i de pågældende områder.
En ny analyse fra DN og CONCITO viser, at arealomlægningen vil få konsekvenser for husdyrproduktionen. Tallene tyder på, at hver tredje husdyr -hovedsagelig kvæg – vil forsvinde i 2030, hvis vi skal nå vandmiljømålene med arealudtag og markregulering. Oveni det kommer effekten af CO2-afgiften, der ifølge en tidligere beregning fra Finansministeriet vil give en reduktion af husdyrproduktionen på samlet 6,4 pct. i 2035.
Havde vi kun reduceret antallet af husdyr ved hjælp af en CO2-afgift, havde vi ikke også fået den store omlægning til natur. Så jeg synes, det er klogt at bruge disse to greb i kombination for at komme i mål – uanfægtet af at jeg gerne havde set en højere CO2 afgift langt tidligere.
Baserer aftalen sig bare på frivillighed, som vi ved historisk ikke virker?
Nej absolut ikke. Aftalen er netop fundamentalt anderledes end tidligere aftaler, hvor det reelt ikke har haft nogen konsekvens, at de frivillige ordninger ikke virkede.
Med trepartsaftalen giver vi landbruget to år til at omlægge sin jord til skov, natur, vådområder eller til at sælge til arealfonden eller en naturfond. Hvis jordomlægningen ikke er tilstrækkelig til at vi er i mål med havmiljøet (vandrammedirektivet) skal hård kvælstofregulering tage resten. Det betyder, at de landmænd, der ejer jord i de sårbare områder, vil få et krav om at reducere den mængde gødning, de bruger på marken. Nogle steder i Danmark kan reguleringen blive så hård, at landmanden tvinges til at braklægge sin jord og ikke længere kan dyrke den.
Det samme gælder lavbundsjordene – hvis en landmand vil undgå at blive ramt af afgiften for at pløje sine klimaskadelige lavbundsjorder, ja, så kan man droppe ploven og omlægge til eng og ådale.
Skader aftalen dyrevelfærden?
Det er der desværre en risiko for, og det synes jeg er noget af det sværeste ved aftalen. En Co2- afgift på levende dyr har det indbyggede dilemma, at den presser landbruget mod en mere intensiv husdyrproduktion og mod flere smågrise-transporter ud af Danmark.
For en landmand, der skal betale en CO2-afgift for hvert ton, hendes husdyr udleder, vil selvfølgelig gøre hvad hun kan for at nedbringe den mængde CO2, der kommer ud af dyret. Lige nu kan det gøres ved forskellige staldteknologier, som kræver, at dyrene er inde i stalden, som vil give landmanden fradrag fra afgiften. Lige nu planlægger regeringen efter at bruge det kemiske fodertilsætningsstof ‘bovaer’. Et kemisk stof, som vi ikke aner hvad gør ved dyrevelfærden.
Både bovaer og smågrisetransporter er vi inderligt imod i DN, og jeg ville virkelig ønske, at en CO2-afgift ikke sendte denne regning til dyrene.
I forhandlingerne har det derfor været vigtigt for os at få flere godkendte virkemidler i spil, der giver rabat på CO2-afgiften, så landmanden ikke ender med bovaer og andre kemiske hjælpestoffer. Det er kommet med i aftalen at ’græsningsdage’ skal godkendes som virkemiddel (fordi køer udleder mindre, når de spiser græs og gøder på marken frem for i stalden).
Sammenlignet med CO2 afgiften, så reducerer arealomlægningen i aftalen antallet af husdyr uden negative konsekvenser for dyrevelfærden. Simpelthen fordi man tager landmændenes jord og lukker landbrug ned, især i husdyrtætte områder. Det er til gengæld en meget samfundsøkonomisk dyr måde at sikre husdyrreduktion på. Så afvejningen er selvfølgelig, om det er dyrene der skal betale (gennem en afgift der rammer landmændene) eller vi som samfund må til lommerne. I trepartsaftalen gør vi begge dele.
Samtidig vil vi i DN også fremover arbejde for bedre dyrevelfærd i landbruget, blandt andet gennem strammere regler og mere kontrol.
Risikerer aftalen ikke at skade økologerne?
DN mener, at landbruget skal omlægges 100% til økologi. Derfor var det vigtigt for os, at økologer og regenerative jordbrugere ikke stilles dårligere end konventionelle landmænd, når Co2-afgiften træder i kraft. Det er blevet skrevet klart og tydeligt ind i aftalen. Samtidig har regeringen forpligtet sig til at undersøge, om man kan hæve tilskuddet til økologer hvis det viser sig at økologerne bliver ramt hårdere end deres konventionelle kolleger netop fordi økologerne ikke har de samme virkemidler til at undgå en afgift.
Det vil både hjælpe økologerne, men det vil selvfølgelig også skubbe på for at flere konventionelle landmænd vil omlægge til økologi og grønne og bæredygtige typer af landbrug evt. sammen med et reduceret husdyrbrug.
Hvordan hjælper tiltagene i aftalen vandmiljøet?
Med aftalen følger både en afgift på lavbundsjordene og en øget kvælstofregulering, som betyder, at landmændene i de sårbare vandområder skal anvende mindre gødning og dermed mange steder ikke kan fortsætte produktionen som i dag. I nogle områder vil reguleringen bliver så hård, at landmanden tvinges til at braklægge sine marker. Det vil give vandløbene og fjordene en chance for at genoprette økosystemerne, som i årtier har været under pres af en absurd og unaturligt stor kvælstofudvaskning fra landbruget.
Det er i øvrigt den løsning, som professor i vandmiljø Stiig Markager i flere år har talt for. At landbruget skal trække sig tilbage i landskabet og afgive areal tilbage til naturen.
Aftalen er fundamentalt anderledes end tidligere, hvor det reelt ikke har haft nogen konsekvens, at de frivillige ordninger ikke virkede. Med trepartsaftalen kan reguleringen nogle steder i Danmark blive så hård, at landmanden tvinges til at braklægge sin jord og ikke længere kan dyrke den. - Maria Reumert Gjerding
Hvad skal der ske nu?
Nu skal aftalen forhandles med Folketingets partier og implementeres i det nye trepartsministerium. Med aftalen er arkitekturen for et ændret danmarkskort på plads. Men hvis implementering fejler, skal skruerne strammes. Det er den nye minister for trepart Jeppe Bruus, der har ansvaret for det.
Samtidig skal man nu ude i kommunerne lægge jordomlægningsplaner. De skal simpelthen lave et kort over hvilke marker der skal blive til ådale og skove. Nogle kommuner gør det allerede.
Og vi i DN står selvfølgelig vagt om treparten og vil kæmpe for, at den bliver iværksat så ambitiøst som overhovedet muligt.
Meld dig ind og vær med
I Danmarks Naturfredningsforening fortsætter vi arbejdet, indtil livet er tilbage i fjordene, og vi kommer til at spille en central rolle i at udpege de store områder med landbrugsjord, som skal omlægges til natur. Det vigtige arbejde kan du være med til støtte!
