Kampen om Jyllands største sø

Vi stiger ud af bilen et sted, hvor vejen hæver sig lidt over landskabet. Bag en lille bro er der udsigt over et langstrakt og fladt marklandskab. Mod højre ligger stationsbyen Kolind, og mod venstre titter husene i landsbyen Sivested frem. Det grønne bælte mellem de to byer strækker sig helt til Grenaa, og blandt de lokale bliver området kaldt for ’Sundet’. For 200 år siden var det Danmarks næststørste sø. I dag er den dækket af landbrugsjord.

- Vi har brug for at skabe mere natur. Og så ligger det her område som en gave og venter på at komme tilbage til sin oprindelige form, siger Mads Nikolajsen.

Mødt med overbærende latter og indædt modstand

Inden Kolindsund blev tørlagt i 1880, var det en aflang sø, der strakte sig tværs over Djursland og kløvede halvøen i to. Nogle vil måske sige, at det gør den endnu. Debatten om Kolindsund viser nemlig på flere måder, hvilke dilemmaer vi står over for, når vi skal udtage landbrugsjord og skabe mere natur.

Da Kolindsunds Venner blev stiftet for 25 år siden, blev de kaldt fantaster, og de er gennem årene blevet mødt med både indædt modstand og overbærende latter. Men i takt med at debatten om naturens krise er taget til, og iltsvindet i de danske fjorde har nået historiske højder, kan flere og flere se potentialet i Kolindsund. Og da den grønne trepartsaftale landede, blev debatten om sundets fremtid for alvor genantændt.

I august traf byrådet i Syddjurs en historisk beslutning om, at kommunen vil arbejde for at genskabe søen i Kolindsund. Og mindre end to uger senere var Kolindsund på dagsordenen til et byrådsmøde i Norddjurs Kommune. Historisk har der i Norddjurs ikke været flertal for at arbejde for gendannelsen, men denne aften var byrådssalen fuld af både store ord og store følelser.

Selvom politikerne i Norddjurs fortsat er rygende uenige om Kolindsunds fremtid, var byrådet enige den aften. Samtlige 27 stemte for forslaget om, at Norddjurs skal gå ind i samarbejdet med Syddjurs Kommune om en tilbundsgående undersøgelse af, hvilke konsekvenser det vil få at vådlægge Kolindsund. Den bold blev kort efter grebet af SF, som vil have undersøgelsen på finansloven. Så på mindre end tre uger flyttede spørgsmålet om Kolindsunds fremtid fra byrådene til finanslovsforhandlingerne på Christiansborg.

- Det er et historisk gennembrud. Det styrker vores sag markant, siger Mads Nikolajsen.

Tørlagt i 150 år - men kan hurtig fyldes igen

Vi fortsætter køreturen nord om Kolindsund. Langs landevejen dukker landsby- og vejskiltene op og minder om landskabets våde fortid: Vedøvej, Sivested Odde, Øen. Kolindsunds tørlagte søbund ligger flad som en pandekage på vejens højre side, og flere steder fornemmer man tydeligt, at asfalten ligger højere end markerne i sundet.

- Det er jo et kæmpestort område med de samme afgrøder, og det er der ikke meget biodiversitet i. Men det kan man få med en sø, siger Mads Nikolajsen.

Selvom den gamle søbund har været tørlagt i 150 år, ligger den stadig så lavt, at den hurtigt ville blive fyldt med vand, hvis ikke det havde været for de pumpestationer, der afvander området. Vandet bliver ledt gennem et kanalsystem til Grenaa, hvor det løber ud i havet. Ifølge Mads Nikolajsen er det en vigtig årsag til, at man bør vådlægge Kolindsund.

- For når man har en sø, kommer der ikke så meget kvælstof ud i Kattegat. Og Kattegat er nødlidende.

Kolindsund kan opfylde hele kravet om kvælstofreduktion

Livet i danske farvande er truet af ilt-svind på grund af de store mængder kvælstof, der bliver udledt til havmiljøet, og Kattegat er ingen undtagelse. Ifølge professor i marin økologi og biokemi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, stammer 90 pct. af de menneskeskabte udledninger fra landbruget. Derfor er det nødvendigt at tage store dele af vores landbrugsarealer ud af drift for at løse problemet. Især de steder, hvor man har drænet søer eller udrettet vandløb, har potentiale.

- Vand i landskabet har naturligt bidraget til at fjerne kvælstof, siger Stiig Markager.

I søområder og ådale er vandet med til at fastholde kvælstoffet i et naturligt kredsløb. Fjerner man vandet, vil kvælstoffet ikke længere blive i området, men i stedet ende der, hvor vandet bliver ledt hen. I dette tilfælde gennem kanalerne til Kattegat.

- Så ikke nok med at vi dyrker vores landskab meget intensivt og tilfører en masse gødning. Vi har også fjernet den naturlige proces, der skulle fjerne kvælstoffet igen, siger Stiig Markager.

Danmark har med EU’s vandrammedirektiv forpligtet sig til at få bragt vores vandmiljø i god tilstand senest i 2027. I dag bliver der hvert år udledt 856 ton kvælstof til vandmiljøet omkring Djursland, og bare i det område skal vi reducere kvælstofudledningen med 182 ton om året for at leve op til kravene fra EU. Det problem vil man løse ved at vådlægge Kolindsund. Ifølge Stiig Markagers beregninger vil det spare vandmiljøet omkring Djursland for 300 ton kvælstof om året.

- Man kan altså opfylde kravet til det vandområde, som hedder Djursland Øst, ved at lave det om til en sø, konkluderer Stiig Markager og tilføjer, at projektet også vil gavne klimaet, biodiversiteten og grundvandet.

- Hvis man slukker for pumperne, bliver der dannet en sø

Ved landsbyen Fannerup drejer vi til højre og svinger derefter ned ad Dæmningen, en grusvej, der løber parallelt med Nordkanalen.

- Lad os gå hen til pumpestationen, siger Mads Nikolajsen.

Gemt lidt af vejen bag nogle høje træer ligger en bygning tværs over kanalen. Brølet fra de maskindrevne pumper trænger igennem bygningens solide mure og blander sig med den buldrende lyd fra vandet, der vælter ud i kanalen. Hvis søen bliver gendannet, kan pumpestationen indrettes som et besøgscenter, der fortæller områdets historie, mener Mads Nikolajsen.

- Historisk set var det jo et fantastisk projekt at tørlægge Kolindsund. Men man kan også lære af, hvordan tingene ændrer sig. Det er et lige så stort og visionært projekt at få gendannet søen. Så de to fortællinger fortjener at stå ved siden af hinanden.

Pumpestationerne er drevet af Pumpelaget Kolindsund, som er en sammenslutning af sundets omkring 100 jordejere. Ifølge Kolindsunds Venner ville det teoretisk set ikke kræve meget at vådlægge området igen.

- Hvis man slukker for pumperne, bliver der dannet en sø, siger Mads Nikolajsen.

I praksis vil det dog være mere omfattende. Dels fordi der i dag er veje, der ligger tværs over sundet og forbinder Nord- og Syddjursland. Og dels fordi jorden er ejet af private. Nogle få bor i selve sundet, mens andre har en del af deres levebrød derude. Det sidste er tilfældet for Karen Mønsted Jensen, som bor ved den gamle søbred på gården Fævejle. Navnet betyder vadested for kvæg.

- Og det giver jo god mening. De har jo gået lige på kanten, ikke? siger Karen Mønsted Jensen.

Hun er sjette generation på gården, og historien om Kolindsund løber som en rød tråd gennem hendes liv og slægtshistorie. Det store stuehus er bygget, omtrent samtidig med at søen blev tørlagt. Med sine sprossede vinduer og tre spidse gavlkviste ser bygningen næsten nøjagtig ud, som den gjorde i 1875. I dag er der dog intet kvæg. Karen Mønsted Jensen og hendes mand, Jens Hjort Jensen, er med egne ord stolte svinebønder og ejer 100 hektar sundjord, hvor de dyrker korn som foder til deres dyr.

Parret har tre børn, og den mellemste på 19 år er ved at uddanne sig til landmand. Hvis han har lyst til det, vil det glæde forældrene at lade ham blive syvende generation på slægtsgården. Det er dog ikke den eneste grund til, at Karen Mønsted Jensen ønsker at bevare sundet, som det er.

Kritik: Det er jo ikke Yellowstone, vi får herude

- Grunden til, at man inddæmmede det i sin tid, var, at man manglede jord til at brødføde befolkningen. Man har fået skabt noget unikt, som så skal ødelægges. Det synes jeg ville være synd og skam. Det, der kommer bagefter, kan formentlig også blive unikt. Men inden man når dertil, skal der uoverskueligt mange penge til for at få det tilbage til det oprindelige, siger Karen Mønsted Jensen.

- Der er heller ikke meget respekt for dem, som gjorde det,” supplerer Jens Hjort Jensen og fortsætter:

- Vi har et billede herinde i en kommode, hvor der går 20 mand med trillebøre. De har jo gravet det med hånd, det hele. Det er så, hvad det er. Men hvis man sidder her og kigger, er der da meget natur?

Parret fortæller, at de jævnligt ser rådyr, ræve og harer i området. I kanalerne svømmer ørred og gedder, og fra terrassen kan de høre ravnene kalde på hinanden i den nærliggende bøgeskov. Men hvis samfundet vil have mindre landbrug og flere naturområder, og hvis pilen skulle pege på Kolindsund, håber de begge, at der ligger grundige overvejelser bag.

- Mange mennesker har jo deres levebrød herude. Derfor synes jeg, det er en gratis omgang at sige, at vi nu skal have mere natur. Hvorfor? Og hvad er det, man vil have? Det er jo ikke Yellowstone, vi får herude, siger Jens Hjort Jensen.

Det sidste kan der måske være noget om. Selvom en vådlægning af området kan løse problemerne med iltsvind i havet omkring Djursland, vil der være andre områder i Danmark, som har større potentiale for biodiversiteten end Kolindsund, vurderer Thyge Nygaard.

- For man kan ikke lave et sammenhængende økosystem med både sø og tilstødende arealer, fordi der både er huse, byer og veje, der spærrer for det.

Landsbyerne og vejene langs sundet gør det svært for både dyr og planter at vandre til nye områder, når de f.eks. skal yngle eller finde føde. Man vil dog muligvis kunne opkøbe nogle af de nærliggende landbrugsarealer og omlægge dem til natur også. Så Thyge Nygaard lægger vægt på, at man bør have en samlet vurdering af, hvad Kolindsund kan bidrage med, når puslespillet om den grønne trepart skal lægges.

- Jeg forventer at blive behandlet bedre end minkavlerne.

Tilbage på Fævejle kan debatten om at vådlægge markerne i Kolindsund gøre Karen Mønsted Jensen usikker på fremtiden.
- Jeg er mest bekymret for den jord, jeg har. Hvad får jeg i stedet? Vil jeg få et engangsbeløb, eller vil jeg få noget jord et andet sted? Og vil den jord være lige så god?

Jens Hjort Jensen deler ikke hustruens bekymringer, selvom en vådlægning vil give store forandringer på bedriften.
- Hvis samfundet vil det her, så forventer jeg at blive behandlet ordentligt. Bedre end minkavlerne.

Hvis den dag skulle komme, er han klar til en dialog om landmændenes kompensation. Parret forventer dog ikke, det vil ske foreløbig.

Køreturen langs Kolindsund nærmer sig endestationen. Den sidste del af ruten mod Grenaa går hen over den gamle søbund, og langs de støvede grusveje passerer vi nogle få huse. Mads Nikolajsen er ikke i tvivl om, at området før eller siden igen vil være dækket af søvand.

- Jeg er overbevist om, at det kommer, og det kommer, så hurtigt som sådan noget kan lade sig gøre. Det er jo ikke sådan, at man bare slukker for pumperne. Det er en kæmpestor proces.

Han har også forståelse for, at det vil have omkostninger for dem, der bor her, hvis foreningens drøm om at lade naturen strømme tilbage til Djursland en dag skal blive til virkelighed.

- Jo, det rører mig. Man skal respektere de mennesker og sørge for, at det bliver en proces, som er gennemsigtig, og de får erstatning. Men det rører mig også, når jeg ser, at Kattegat er vildt forurenet, fordi der kommer så meget kvælstof ud fra blandt andet Kolindsund. Derfor bliver vi nødt til at gøre noget.

Artiklen er skrevet af Silja Nørgard Alstrøm og første gang bragt i Natur og Miljø, november 2024.