De opdrættede fugle overstiger de vilde fugle i biomasse i perioder i Danmark. De opdrættede fugles formål er at være bytte til jagt. Alene biomassen af fasaner fra udsætningen i juli og månederne herefter overgår biomassen af enhver anden art af danske ynglefugle, det viser en nyt notat fra Aarhus Universitet.

Biomassen skal forstås som den samlede vægt, og der udsættes omkring to millioner opdrættede fugle årligt.

- I en stærkt presset natur med mangel på levesteder og føde, er det absurd, at vi øger presset ved at sætte opdrættede fugle ud som hobby. - Bo Håkansson, biolog I Danmarks Naturfredsningsforening

Den udsatte fasan overgår den naturlige lærke

Udsætningen af opdrættede fugle er så massiv, at f.eks. antallet af fasaner svarer til ca. det dobbelte af ynglebestanden af sanglærke. Sanglærken er den mest almindelige ynglefugle på åben land. Den vejer dog mindre end en tyvendedel af en fasan, så den samlede biomasse er tilsvarende mindre, skriver forskerne.

Danmarks Naturfredningsforening kalder udsætninger absurde:

- I en stærkt presset natur med mangel på levesteder og føde, er det absurd, at vi øger presset ved at sætte opdrættede fugle ud som hobby. Det ændrer naturligvis livsbetingelserne for de vilde arter, lyder det fra Bo Håkansson, der er biolog med speciale arter og naturforvaltning.

Antallet af lærker og viber mere end er halveret

Total set er antallet af sanglærker blevet mere end halveret gennem de sidste tre årtier. Bestanden af viber er blevet mere end halveret siden 1970'erne, så den nu kun tæller omkring 25.000 par.

- Opdyrkning, dræning, pesticider bærer størstedelen af ansvaret, men det kan ikke hjælpe bestandene, at de samtidig presses af udsatte fugle, der lever af samme føde, som de vilde arter, siger Bo Håkansson.

Det synspunkt bakkes op af notatet fra Aarhus Universitet, der bruger gråanden, som eksempel:

- Det udsatte antal gråandeællinger er omtrent det tidobbelte af den vilde, danske ynglebestand af gråand. Det indikerer, at udsætningen kan være af konkurrencemæssig betydning for den vildtlevende bestand, og at omfanget af udsætningen også her er central, lyder der fra forskerne.

De udsatte fasanerne påvirker den danske natur

Mens de opdrættede fugle i sommermånederne overgår biomassen af enhver anden art af danske ynglefugle, så sætter fasanerne deres helt egne rekorder.

Bo Håkansson er klar i mælet:

- Når man hælder så mange fasaner ud, så støvsuger de skovbunden for nærmest alt levende. Så det har store konsekvenser for naturen, lyder det fra biologen.

Dyreetisk Råd har peget på det uetiske i at opdrætte fugle med det ene formål at drive jagt på dem, men Vildtforvaltningsrådet har ikke kunnet opnå enighed et forbud.

- Udsætning af skydefugle er kort sagt alt alt for stort, det er uetisk og det har konsekvenser for naturen og de vilde arter, siger Bo Håkansson.

Jagtloven fastsætter ellers at ”jagten skal reguleres således, at den sker efter økologiske og etiske principper og under varetagelse af hensynet til beskyttelse af vildtet."

Se hele rapporten fra Aarhus Universitet, DCE: Her

Fakta om Jagtloven

Jagt er på land lovligt overalt på arealer ned til 1 hektar svarende til 100 gange 100 meter, mindst 50 meter fra bebyggelse, med mindre der er et specifikt forbud igennem fx reservatbestemmelser. Jagtloven fastsætter ingen juridiske begrænsninger på, hvor ofte man må gå på jagt på et areal.

Der er heller ikke juridiske begrænsninger for hvor mange dyr man må nedlægge, hverken på den enkelte jagt, eller på bittesmå arealer.

Der er heller ingen juridiske forpligtelser til at koordinere jagten på de store pattedyr, så man ikke skyder mere, end ens eget areal bidrager med til bestanden. Det har jægerne nemlig modsat sig trods alle andre organisationer i Vildtforvaltningsrådet har talt for at skabe sådanne rammer.

alt
Tine Gjerløv
Chefrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 22 85 22 08