Rapport: Landbrugets PFAS-pesticider ender i grundvandet
Landbrugets anvendelse af PFAS-pesticider nedbrydes til evighedskemikaliet TFA i grundvandet, ifølge ny rapport. Samtidig er landbrugets anvendelse af PFAS-pesticiderne mere end firedoblet over 10 årHidtil har myndighederne frikendt landbrugets pesticider for at være årsag til den massive TFA-forurening. Men det ændrer sig nu med en rapport fra GEUS, der er ministeriernes uafhængige forskningsinstitution.
Syv af landbrugets sprøjtemidler omdannes nemlig til stoffet TFA i jorden. TFA er et PFAS-stof. Sprøjtemidlerne bruges i landbruget i dag - eller tidligere har været i brug.
TFA er et evighedsstof. Det vil sige, at det er meget svære at nedbryde. Forskerne er bekymret over, hvilke konsekvenser TFA har på vores sundhed. Og det vil være næsten umuligt at fjerne, hvis det viser sig, at det skulle være sundhedsskadeligt.
Samtidig er landbrugets anvendelse af PFAS-pesticiderne mere end firedoblet de seneste ti år.
Den ny viden får GEUS til at anbefale miljøstyrelsen at risikovurdere stofferne, så området kan blive reguleret.
Anvendelsen af PFAS-pesticider eksploderer
Rapporten fra GEUS kommer samtidig med, at udenlandske undersøgelser fra bl.a. de Schweiziske miljømyndigheder, samt et internationalt forskerhold slår fast, at en substantiel del af TFA-forureningen af grundvandet skyldes PFAS-pesticiderne.
GEUS-forskeren Christian Nyrup Albers har ligeledes lavet forskning, der viser, at TFA-belastningen af grundvandet er størst i områder med meget landbrugsproduktion.
I 1980’erne steg PFAS-forbruget markant, men faldt igen fra 90’erne op til 2010. Derefter er forbruget eksploderet og er i dag dobbelt så højt, som det var i 80'erne.
Det er bekymrende, fordi det er sandsynligt, at det er PFAS-pesticid forbruget fra 80’erne, vi nu finder i grundvandet. Sådan lyder det fra Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
- Det tager gerne tredive til halvtreds år, før pesticiderne nedbrydes og ender i grundvandet. Og når man ser på forbruget af PFAS-pesticiderne, var det det stort i 80’erne. Det er jo derfor ganske sandsynligt, at det er 80’ernes synder vi ser i grundvandet nu. Derfor bør vi selvfølgelig også være ekstremt bekymrede over, at forbruget af PFAS-pesticiderne eksploderer, og i dag er langt langt højere end det var for tredive-fyrre år siden.
Nu har GEUS undersøgt de enkelte pesticider og kan konkludere, at de nedbrydes til TFA på vej ned gennem jordlagene.
Miljø- og sundhedsforskere har i flere år råbt op og advaret mod stigningen af PFAS-pesticiderne og talt for nødvendigheden i at forbyde PFAS-pesticiderne, hvor PFAS sprøjtes direkte ud i miljøet.
Forbyd PFAS-pesticiderne nu
Rapporten bør fjerne den sidste tvivl, myndighederne har om, at PFAS-pesticiderne bør forbydes, mener Danmarks Naturfredningsforening. Samme vurdering har professor på KU i toksikologi, Lisbeth Knudsen og lektor i Kemimiljø og PFAS-ekspert Xenia Trier, som begge anbefaler til Politiken, at PFAS-pesticiderne bør forbydes.
Præsident Maria Reumert Gjerding mener, at det bør ske med det samme:
- Jeg synes, at der er meget stor grund til at være ekstrem bekymret over at bruge evighedskemikalier i pesticiderne – fordi de netop ikke kan nedbrydes. Nu er der ingen tvivl om, at de her PFAS-pesticider ender i grundvandet. Derfor er der heller ingen anden vej end at forbyde dem straks. Vi har i Danmark vedtaget en nultolerance overfor pesticider i drikkevandet. Hvis pesticiderne nedbrydes til grundvandet over grænseværdien, skal pesticiderne forbydes. Det gælder selvfølgelig også PFAS-pesticiderne, siger hun og fortsætter:
- Hvis myndighederne ikke skrider ind overfor PFAS-pesticiderne, er det et gigantisk gamble med fremtidens drikkevand. Det vil være utilgiveligt.