Video: Sådan laver du din egen birkesaft
Birkesaft smager sødt og er nem at tappe direkte fra grenene. Drik den, eller brug den i madlavningen. Se vores guide til, hvordan du gør.Et voksent birketræ kan suge mange hundrede liter vand i løbet af et døgn. Vandet er blandet med sukker fra træets rødder, og I kan nemt tappe saften og opleve smagen af et birketræ. Saften kan nemlig drikkes direkte fra træet.
Blot er det vigtigt, at I finder et sundt birketræ med en stor trækrone. Stammen skal være mindst 15 cm i diameter.
Tip: I Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder, må man klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt.
Sådan gør I
- Klip en fingertyk gren over.
- Stik grenen ind i flasken og bind flasken fast til grenen med en snor rundt om flaskens krave.
- Saften vil nu selv løbe ned i flasken.
- Over et par dage vil I på denne måde kunne tappe et par liter birkesaft. Herefter lukker grenen selv såret.
Det skal i bruge
- Flaske med prop
- Snor
- Grensaks
Video af Stine Bødker og Josefine Gro Fridal Hansen
Hygiejne og holdbarhed
Det er vigtigt, at den flaske eller dunk I tapper i er helt ren, for at undgå spredning af bakterier. Når saften er tappet skal den opbevares i køleskab, hvor den kan holde sig i op til fem dage. Hvis I fryser saften ned kan den holde sig i op til et år.
Masser af mineraler
Saften fra birketræet indeholder 99 pct. vand. Den resterende procent er fruktose, glukose, frugt-syre, aminosyre, c-vitamin og mineralerne kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium og jern.
Opskrift på Birkesirup
Hvis du får tappet rigeligt med birkesaft, kan du lave den lækreste sirup.
5 l birkesaft koges ind ved svag varme. Når saften er kogt ind til sirup, vil der være cirka 50 ml færdig birkesirup.