Se ekspertens 5 favorit sommerfugle – og hvordan du nemt finder dem
Se sommerfugleekspertens 5 yndlingsarter, som du nemt kan spotte netop nu.Biolog Michael Stolze udpeger sine favoritter, der er nemme at finde. Han har udgivet bogen "Danske dagssommerfugle. Naturens poesi på vinger", som han modtog Weekendavisens prestigefyldte litteraturpris for.
Almindelig blåfugl
Sæson: Flyver fra midten af maj til først i oktober.
Levested: Trives i haver på blandt andet skvalderkål, kællingetand og rødkløver.
Jeg har valgt den som forside til bogen, fordi den er så smuk. Den er meget lille, men man opdager dens magi, når man giver sig tid til at komme helt tæt på. Hannen er lysende blå. Blåfuglens opførsel er også fascinerende. Når det bliver aften, sætter de sig mange sammen i græsset eller i en busk med vingerne slået ud mod solen. Derefter klapper de vingerne sammen, indtil det bliver morgen, hvor solen tørrer deres duggede vinger, hvorefter de folder sig ud som blå blomster og flyver væk. Blåfuglens larver lever især på planten kællingetand, som gror godt i haver, så hvis haven er indrettet til det, kan man hurtigt få en bestand af blåfugle.
Læs:Michael Stoltze så én sommerfugl, og den ændrede hans livsbane
Svalehale
Sæson: Flyver i slutningen af maj til slut-august.
Levested: Den er sjælden i Danmark, men har efterhånden vundet frem på Bornholm. Vil man forsøge at lokke den til haven, skal man få tjærenelliker, og dens larver lever på fennikel, dild eller gulerodsplanter.
Jeg har et helt særligt forhold til svalehalen. Den forsvandt i 1978 som fast ynglende i Danmark på grund af opdyrkning, dræning og sprøjtning. Men engang var den almindelig i store dele af Jylland, og da min far var dreng i Nordjylland, fløj de i tusindvis på engene i maj og juni. Når de første svalehaler fløj, sagde børnene: ”Sommerfuglen er kommet”, når de havde set dem på vej hjem fra skole. Svalehalen var nemlig den rigtige sommerfugl, der kom med sommeren. Og til min store glæde er svalehalen begyndt at etablere sig igen på Bornholm, hvor jeg bor. Vi har pupper i haven, og de er mange steder på øen nu. Forhåbentlig bliver det en bæredygtig bestand, der kan sprede sig. Det tror jeg på, især når vi får naturnationalparkerne, altså nogle store, sammenhængende naturområder.
Kejserkåbe
Sæson: Flyver ofte først fra midt i juni og ses sjældent efter august.
Levested: Har en forkælighed for tidsel- og brombærblomster. Den er sjælden i Vestjylland og ellers ret almindelig i skove.
Det er et fantastisk navn, kejserkåben. Det er fuldt fortjent, den er smuk og den allerstørste af perlemorsommerfuglene. Dens opførsel er utrolig. Parringsdansen er som en ballet i luften. Hannen følger efter hunnen og flyver ned under hende for så at flyve stejlt op, og han påvirker hende ved at tørre sin lugt af på hendes følehorn. Og sådan fortsætter det, op og ned. Hvis man først får øje på dansen, kan man følge sådan et par i gangtempo i mange minutter. Hunnen bliver først overbevist om, at hun skal parre sig med ham, hvis de rigtige dufte bliver overført. For ikke så længe siden var arten ved at forsvinde, ikke mindst fordi der blev brugt mange sprøjtegifte i skovene. Det er man heldigvis stoppet med de fleste steder, og det er med al sandsynlighed derfor, at arten er vendt tilbage og er almindelig.
Admiral
Sæson: Flyver fra maj til det tidlige efterår.
Levested: Lok den til med sommerfuglebusk og frugttræer og selvfølgelig brændenælde, hvor dens larver lever. Er almindelig i hele landet.
Dens navn betyder den beundringsværdige, og dens latinske artsnavn, atalanta, er navnet på en smuk heltinde i den græske mytologi. Det er en kraftig og stor sommerfugl, og så er det en træksommerfugl. Den kommer trofast fra Sydeuropa hver forsommer i maj-juni, ligesom nattergalen. Den yngler i Danmark, og en stor del af afkommet trækker tilbage i sensommeren og efteråret. Dens larver lever på brændenælder og kun brændenælder. De spinder bladene sammen til hylstre, der skjuler larverne og pupperne. Og så har vi meget til fælles med admiralen: Den elsker sol, varme, læ, blomster, søde sager og alkohol. Og man kan let lokke admiraler til med nedfaldsfrugt eller rødvin. Noget helt nyt er, at den er begyndt at overvintre i Danmark, fordi vintrene er blevet varmere. Så nu kan man også være heldig at se den på lune februardage og i det tidlige forår, hvor den begiver sig ud i solskinnet.
Citronsommerfugl
Sæson: Flyver allerede i begyndelsen af marts og helt ind i oktober.
Levested: Den er almindelig i hele landet. Dens larver er afhængige af tørstetræer, og vil du have citronsommerfugl i haven, kan du også med fordel skaffe vedbend og haveklinte.
Citronsommerfuglen er en af de fineste forårsbebudere. Den overvintrer herhjemme som voksen og sidder i et træ hele vinteren. Den er helt utrolig modstandsdygtig og tåler ned til 40 frostgrader. Når solen kommer, lyser den op. Den er forår på vinger, og jeg synes, den har en meget stærk symbolik – som en påskelilje på vinger. Den er indbegrebet af lys og håb. Den er elegant og almindelig, den kan dukke op stort set alle steder, og den strejfer langt omkring. Hvis man vil lokke den til haven, skal man have et tørstetræ. Det er giftigt, men citronsommerfuglens larver tager ikke skade af det – tværtimod udnytter de giften til egen fordel, da den gør dem så ildesmagende, at fugle undgår at æde dem. Modsat de fleste andre arter yngler citronsommerfuglene ikke som det første, når de klækker om sommeren. De æder bare og opbygger fedtdepoter, så de kan overvintre. Og så parrer de sig først den kommende april. Citronsommerfuglen kan leve næsten et år, hvilket er meget usædvanligt for sommerfugle.
Tekst: Emilie Palm Olesen, Foto: Michael Stoltze