Se kortet: Forbrug af PFAS-pesticider sætter ny rekord
Brugen af PFAS-pesticider er steget til et rekordhøjt niveau. De bruges bl.a. ved dyrkning af kartofler og korn, men udgør en trussel mod drikkevandet. Se, hvor meget der er indberettet i din kommune.Forbruget af pesticider, der indeholder PFAS, er steget til et rekordhøjt niveau.
Det viser en ny opgørelse, som Danmarks Naturfredningsforening har lavet. Opgørelsen er lavet på baggrund af en aktindsigt i sprøjtejournal-data, som landbrug, gartnerier, juletræsproducenter og andre jordbrugere af en vis størrelse er forpligtede til at indberette til Miljøstyrelsen.
I den seneste såkaldte planperiode fra august 2023 til juli 2024 blev der anvendt pesticider, der samlet set indeholdt 213 ton PFAS-aktivstof. Det er 17 ton mere end i den tilsvarende periode året forinden, der ellers var et rekordår.
Stigningen skyldes blandt andet, at forbruget af PFAS-aktivstoffet fluopyram, der særligt bruges mod svampeangreb i vinterhvede og vårbyg, er steget igen efter et dyk året forinden.
Samtidig ligger forbruget af PFAS-aktivstoffet fluazinam, der primært bruges mod svampesygdomme i kartofler, på et tårnhøjt niveau for andet år i træk. Det gør det ikke mindst som følge af, at svampemidler med aktivstoffet cyazofamid blev forbudt for to år siden, og at mange landmænd derfor har erstattet dem med pesticider, der indeholder PFAS-aktivstoffet fluazinam.
Red det rene drikkevand!
Der er rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer.
Og salget af de mest skadelige pesticider, herunder PFAS-pesticider, stiger.
PFAS omdannes til det såkaldte evighedskemikalie TFA, som ender i grundvandet.
Ønsker du også at beskytte vores drikkevand mod PFAS og pesticider?
– Det er dybt bekymrende, at brugen af PFAS-pesticider bliver ved med at stige, selvom miljø- og sundhedsforskere nu i flere år har råbt op og advaret mod stofferne. PFAS-pesticiderne er designet til at være svære at nedbryde – og derfor ender de i miljøet som evighedskemikalier. Det synes jeg slet ikke, vi kan acceptere som samfund, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Langt størstedelen af PFAS-pesticiderne bliver brugt på forskellige former for korn og kartofler. Dog bliver der også brugt betydelige mængder PFAS-stof på andre fødevarer til mennesker samt på dyrefoder, frøproduktion og juletræer.
Sammen kan vi sikre fremtidens drikkevand
Se, hvor meget PFAS-aktivstof der er indberettet i din kommune
Der er stor forskel på, hvor meget PFAS-pesticid der er blevet indberettet i de forskellige kommuner. Tryk på kortet og se, hvor mange kg PFAS-stof, der er indberettet i din kommune.
Bemærk, at pesticiderne kan være brugt i en anden kommune end dér, hvor den enkelte virksomhed er registreret.
Tager man højde for kommunernes størrelse, ændrer billedet sig en smule. Det gør det lettere at sammenligne intensiteten mellem arealmæssigt store og små kommuner.
Se her, hvor mange gram PFAS-aktivstof, der er indberettet per hektar kommuneareal.
Truer drikkevandet
Landbrugets PFAS-pesticider har gennem flere år været mistænkt for at forurene grundvandet med nedbrydningsproduktet TFA – et evighedskemikalie, der ved en massescreening i 2020 blev fundet i 89 pct. af de undersøgte grundvandsboringer og over grænseværdien for pesticidstoffer i næsten samtlige tilfælde.
I december sidste år slog en længe ventet rapport fra Miljøstyrelsen og GEUS så fast, at PFAS-pesticiderne kan være en væsentlig kilde til TFA-forureningen af grundvandet.
Forskere fra GEUS havde undersøgt syv forskellige PFAS-pesticider. Undersøgelsen viste, at alle syv bliver nedbrudt til TFA i jorden – ikke mindst PFAS-stofferne fluopyram og fluazinam, der i undersøgelsen var de stoffer, der dannede allermest TFA.
Og netop fluopyram og fluazinam bliver som nævnt flittigt brugt på markerne. Ifølge de nye sprøjtejournal-data udgør de to stoffer alene 63 pct. af den samlede mængde PFAS-aktivstof, der blev anvendt i seneste planperiode.
– Det er tydeligt, at landbrugets PFAS-pesticider udgør en trussel mod vores grundvand og dermed mod fremtidens drikkevand. Derfor er der ingen anden vej end at forbyde de her stoffer med det samme, siger Maria Reumert Gjerding og påpeger, at også flere forskere har efterlyst et straksforbud.
Miljøstyrelsen har foreløbigt ikke reguleret stofferne, siden GEUS-rapporten udkom i december, men er i gang med at vurdere, om der skal gribes ind over for nogle af aktivstofferne. I april skrev Landbrugsavisen, at styrelsen havde sendt en partshøring til de virksomheder, der markedsfører PFAS-pesticiderne.
De 20 kommuner med mest PFAS-stof indberettet
Kommune | Kilo PFAS-aktivstof |
Herning | 15252 |
Ikast-Brande | 10130 |
Ringkøbing-Skjern | 9548 |
Viborg | 8248 |
Billund | 7466 |
Brønderslev | 6659 |
Tønder | 6548 |
Lolland | 5943 |
Haderslev | 5638 |
Vesthimmerlands | 5547 |
Guldborgsund | 4783 |
Aalborg | 4719 |
Jammerbugt | 4623 |
Hjørring | 4447 |
Randers | 4405 |
Norddjurs | 4316 |
Aabenraa | 4173 |
Vejle | 4121 |
Vejen | 3958 |
Slagelse | 3614 |