Sjælden sommerfugl vender hjem
Efter 30 års fravær er bølleblåfuglen tilbage Nordjylland. Genkomsten af den truede sommerfugl viser, hvor afgørende naturgenopretning er for at give arterne plads og håb.Den sjældne sommerfugl, bølleblåfugl, er igen observeret i Hals Mose i Nordjylland, og det vækker håb for flere arters genkomst.
- Der er altid grund til at glæde sig, når en truet art bevæger sig ind på mere sikker grund. Men at bølleblåfugl vender tilbage til et område, den ellers var udryddet fra, er virkeligt opløftende. Det understøtter jo nødvendigheden af, at vi naturgenopretter, siger Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.
Og det er netop, hvad der er sket i Hals Mose. Mosen er tusinder af år gammel, men blev opdyrket, drænet, gødsket og sprøjtet i sådan en grad, at naturen tabte, og arterne mistede deres levesteder. Takket være Den Danske Naturfond og Aalborg Kommune er mosen nu naturgenoprettet.
Marker er blevet til natur med urørt skov, og vandet har igen fået adgang til den gamle mose. De nye forhold har vist sig så gunstige, at den smukke og sjældne sommerfugl efter 30 års fravær er vendt tilbage til Hals Mose.
- Vi skal naturgenoprette i storskala frem mod 2030. Det har vi forpligtet os til, men vi har også en moralsk pligt til nu at få sikret de tusindvis af arter, der kun lige hænger fast i de små isolerede områder, vi i Danmark kalder natur, siger Bo Håkansson.
Det er EU’s nye naturgenopretningsforordning, der kræver, at medlemslandene inden 2030 bringer mindst 20 procent af deres land- og havarealer i bedring, med mål om at nå helt op til 100 procent i 2050.
Det betyder, at Danmark får travlt. I dag anslås det, at blot omkring 1,6 procent på land og ca. 1,9 procent til havs reelt lever op til kravene om beskyttet status.
Naturen er for fragmenteret
En del af årsagerne til at bølleblåfugl i dag anses for ”truet” på rødlisten over truede arter er, at dens levesteder, dels ligger som små isolerede øer i landbrugslandet, i stedet for store sammenhængende levesteder. Dels at de åbne naturtyper, som den er knyttet til, gror til. Dermed er den et godt eksempel på et generelt problem i den danske natur.
- Naturen har brug for store, vilde naturområder frem for de små isolerede pletter, den består af i dag. Bølleblåfugl i Hals er et håndgribeligt eksempel på, hvad der skal til. Dels skal artens levesteder være intakte eller genoprettes, dels skal der være store sammenhængende egnede levesteder. I Hals er den genetablerede mose for bare få år siden blevet bundet sammen med et naturområde længere nord på og så sker der pludseligt noget. Det håb har vi i Danmarks Naturfredningsforening for mange flere arter, siger Bo Håkansson.
Data fra Det Nationale Program for Overvågning af vandmiljøet og naturen, NOVANA, viser, at en lang række naturtyper i Danmark er i ugunstig tilstand. Mere end en fjerdedel af naturtyperne er i betydelig tilbagegang og meget få arter eller naturtyper viser tegn på reel genopretning.
Omkring 2000 arter vurderes at være truet i Danmark. Naturgenopretning skaber rigere økosystemer med artsrigdomme, men betyder også, at naturen kan håndtere kulstoflagring, vandrensning og klimatilpasning.