Bodil Jørgensen: Jeg spejler mig mere i naturen end i mennesker
Barndommens frihed var kokasser under bare tæer og vilde blomster i grøften. Nu drømmer skuespiller Bodil Jørgensen om at flytte til Røsnæs og finde tilbage til naturen.Blandt mine tidligste minder i naturen er min hemmelige hule. Den lå under en flad og vildtvoksende tuja i bunden af haven. Jeg måtte kravle derind langs jorden. Her kom min far ikke med skuffejernet. Det var et sted, der var mit, og hvor jeg gemte små skatte.
Jeg var ofte hos min mormor og morfar på deres gård. Med min morfar i hånden gik jeg med ned over marken, når han skulle se til køerne, som kom løbende, når de så os.
De vidste, at nu skulle de hjem og malkes i stalden, før vi lukkede dem tilbage på græs. Jeg kan huske, hvordan min morfar opfordrede mig til at træde i en kokasse. Brændende varm var den mellem de bare tæer.
Jeg cyklede med min mormor op til landsbykirken. Der var mange vilde blomster i vejgrøften dengang, og vi plukkede tit en buket og tog med hjem. Mine bedsteforældre var bønder på den fede måde.
De havde mødt hinanden på højskole og tog stadig på højskole om sommeren. Min mormor var både bondekone og organist i den lokale landsbykirke.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
”Du må aldrig dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl”, stod der over indgangen til forsamlingshuset, hvor mine forældre holdt deres bryllup. Den tilgang er vi desværre kommet langt væk fra i dag. Vi rovfisker havene, og der er ikke mange bønder, der rører ved deres dyr længere.
Koens navn stod på fryse-posen
Min morfar havde et nært forhold til sine køer. Selvfølgelig skulle vi spise dem, men når vi trak kødposerne op af fryseren, kunne vi læse deres navne på poserne: Det kød var fra Tulle, og det var fra Muddi.
Vi plukkede altid anemoner til at pynte op med på mine forældres bryllupsdag den 1. maj. Nu er det meget tidligere, at anemonerne springer ud. Vi har stresset naturen. Vi må forstå, at den logik, der hersker i teknologiens tidsalder, kommer til kort i naturen. Du kan ikke bare trykke på en knap og delete menneskers ødelæggelser af naturen. Vi er nødt til at vende tilbage til værdien i at lade naturen sætte grænser for os.
Jeg spejler mig ikke nær så meget i mennesker, som jeg spejler mig i naturen. Jeg har et træ, som jeg er ret vild med. Det står på Borrebakken, hvor jeg går tur med min hund. Jeg tager ofte billeder af det, fordi det er så smukt og har en kraft, som jeg ikke kender mage til. Man kan tro, at det er gået ud, men pludselig vokser de nye blade ud. Det er meget gribende.
Drømmen om fiskerhus i Røsnæs
Planen er, at min mand og jeg en dag flytter til Røsnæs, hvor vi under coronaen købte et lille fiskerhus. Det ligger ud til en eng fuld af blomster og sommerfugle. Landskabet ligner et opslag i en gammel biologibog. Her kommer ræve og harer og rørhøgen, som svinger sig op under himlen. Det er et helt fantastisk syn.
Det er en økologisk bondemand, der har marken. Når han sætter kalve ud, er det som at vende tilbage til oplevelserne med min morfar og en påmindelse om, hvordan man kan drive landbrug, hvis ikke man tilbeder mammon.
Om aftenen ser jeg solen gå ned og får denne her plirrende fornemmelse, når den glider ned i havet. Det er, som ser jeg ind i evigheden. Så tænker jeg på salmestrofen: ”Lyset stander stille på livets kyst.”
Vi har et hus på en bjergside i Ligurien i Italien. Jeg plejer at kalde det et olivenskur. Det er meget lille, og man kan ikke køre dertil, så man må gå det sidste stykke. Når jeg sidder og kigger op på de syv bjergtoppe med visheden om, at jeg aldrig kommer derop, men at de vil være der i tusindvis af år, får jeg en følelse af at være lille i naturen, som jeg holder meget af.
Jeg drømmer om at vende tilbage til følelsen af at kravle ind i hulen under min tujabusk – at vende tilbage til, hvor jeg kommer fra. At kigge ud ad det vestvendte vindue i vores lille fiskerhus på Røsnæs og se solen gå ned.
Af: Anne Anthon Anthonsen, Foto: Nicoline Kjems-Krognos/Ritzau Scanpix
